Værdier og velfærd

Leder
Kommnistisk Politik 8, 2007

Vi knokler. Til trods for, at arbejdstiden officielt er på 37 timer, er den reelle arbejdstid langt højere. Indførelsen af det fleksible arbejdsmarked har ført til en arbejdstidsstigning uden lønkompensation. Konsekvensen er øget stress, der er blevet den nye folkesygdom.

Man skulle tro, at det fik fagbevægelsen på barrikaden for at kræve nedsat arbejdstid og mere ferie, men topforhandlerne er bevidst alene gået efter at få beskedne lønkrav igennem, selv om vi alle sammen higer efter mere kvalitetstid – mere velfærd.
Velfærden er blevet beskåret de seneste mange år. Uddannelser, skoler og børnehaver er blevet udsultet, efterlønnen beskåret. Forringelserne har været mærkbare for de fleste. Det førte sidste år til de største velfærdsprotester i mange år. 17. maj og 3. oktober var den foreløbige kulmination af mange års opsparet vrede mod velfærdsforringelser.

Protesterne afslørede samtidigt Socialdemokraternes og den socialdemokratiske fagbevægelses strategiske krise. Oprindeligt var protesterne fra deres side beregnet som et pressionsmiddel i forhandlingerne om velfærdsreformen, men velfærdsforringelserne var mere dybtfølte end som så. Efterårets jyske oprør kom ikke bare fuldstændig bag på størstedelen af venstrefløjen, men også og specielt på Socialdemokraterne, der allerede havde besluttet sig for at bakke op om kommunalreformens nedskæringer.

I Århus, hvor besparelserne ramte særlig hårdt, førte det til en kamp internt i velfærdsbevægelsen, da Socialdemokraterne og LO-toppen forsøgte at dæmme op for kritikken.

LO har ligesom Socialdemokraterne i bund og grund accepteret de nyliberale værdier. Den EU-dikterede liberalisering af arbejdsmarkedet er kommet i stand med deres dels stiltiende, dels udtalte accept. For LO og fagbevægelsen har ikke mindst dette ført til en massiv medlemsflugt, hvoraf en stor del er blevet samlet op af de gule fagforeninger. Hvorfor skal man betale mere, når man i bund og grund får det samme? Socialdemokraterne ser sig overhalet af Venstre, der ifølge sidstnævntes drevne spindoktorer har overtaget ’midterbanen i dansk politik’ og nu fører liberal klassepolitik med et socialt skær.

De danske vælgere står uden et reelt alternativ: Hvorfor skal man vælge et socialdemokrati, der har accepteret skattestop, men på den anden side ikke klart og åbent tør stå ved sin nyliberale kurs? Partiet smatter mellem fingrene som brun sæbe. Ingen ved, hvad det egentlig står for – selv om pladespilleren gentager ’Velfærd!’ og ’Vi er meget bedre til det!’

Hvis kampen om velfærden skal vindes, kræver det et opgør med nyliberalismen i ord og handling. Det kræver, at venstrekræfterne også tager værdikampen. Et ord som solidaritet må ikke være en tom floskel, men skal udtrykke en reel følelse af fællesskab på tværs af faggrænser, landegrænser og etnisk oprindelse.

Klassekampen skal have sin ære og værdighed igen. Ritt Bjerregård påstod for nogle år siden, at klassekampen var død. Anders Fogh kværner om det. Begge fører de klassekamp – for borgerskab og kapital. Lad os da bare også kalde det værdikamp. Men en spade bliver ved med at være en spade – og værdikamp er klassekamp.
Og værdikampen er i gang. Fogh og Co. regner med at blive siddende på magten og flæsket i en evighed ved at føre ’værdikamp’ under dæmonisering af modstanden og indvinde ny kapital af det for længst afdøde borgerlige frihedsbegreb, nu i nypudset forklædning som ’frit valg’ til både dit og dat – fordi du har fortjent det og har penge nok, og fanden tage de sidste.

Det er frækt som en Brixtofte, fup som i Farum – og gabende kedsommeligt. Det kan ikke inspirere til entusiasme, det kan aldrig få nogen til kamp, på gaden.
Den rigtige, den spædende og fremadrettede værdikamp tilhører venstrekræfterne og en ny generation, der er ved at bane sig vej.

Den ligger i kampen for fristeder, i forsvaret af Christiania, i den bevægende kamp om Jagtvej 69. Men den rækker også langt bredere ud. Spiren til et nyt ungdomsoprør er til stede i mange af samfundets celler, i afkroge og på hovedveje.
Klassekampens skærpelse med den nyliberale offensiv, som foregår globalt, og med dens uhyggelige fjæs, den endeløse krig, som imperialisterne har iværksat, mobiliserer alle positive kræfter og ikke mindst ungdommen til kamp.

Til kamp for velfærd til alle! Til kamp mod nyliberalisme og krig, som i Danmark anføres af Foghs brune liberalisme med let social fernis og Thorning-Schmidts grå socialliberalisme!

Netavisen 14. april 2007