Kommunistisk Politik 7, 2007
Hvor længe skal vi blive ved med at kæmpe imod vindmøller? Er det ikke på tide at smide håndklædet i ringen og sige tak for kampen?
Er det ikke sådan, at EU nu efter 50 år er en kendsgerning, vi ikke kan få afskaffet?
NEJ! Tværtimod trues samarbejdet på meget væsentlige punkter af befolkningerne, der sætter spørgsmålstegn ved nogle af de mest grundlæggende mål for udviklingen. Anders Fogh Rasmussen tør ikke bekræfte, at fælles forsvar står på dagsordenen. I mange lande vil flertallet af med den fælles valuta eller ikke indføre den. Selve ordene fælles forfatning skyes som pesten, og der arbejdes ihærdigt på at finde en vej uden om folkeafstemninger.
Er det ikke nu bekræftet, at der var en hård kerne af ballademagere, der skal have hårde straffe efter kampen om Ungeren?
Nej. Tværtimod kommer nu de sager, der ikke skulle have været frem, i dagens lys. Rå politivold og vilkårlige fængslinger uden om alle lovparagraffer. Og de unge fortsætter og udvider deres fantasifulde aktioner for ikke et, men mange brugerstyrede ungdomshuse.
Må Christiania nu ikke overgive sig til den almindelige kapitalistiske hverdag, som alle vi andre?
Nej, tværtimod – trods fire års politi-chikanerier og overgreb, trods mediernes rygtesmederi om interne splittelser og uenigheder og tyranni fra hårde kerner af borgerdyr eller pushere – så viser det sig nu et Christiania sammensvejset om sine grundlæggende værdier om fælles beslutninger og fælles ejendomsret.
Må vi ikke efterhånden indrømme, at det er en fordel med detaljerede planer for undervisning, børnepasning, ældrepleje m.v.?
Nej, tværtimod. Den ene gruppe efter den anden protesterer mod, at registrering og papirarbejde tager tiden fra arbejdet med mennesker. Senest nægter lærere at udfylde elevplaner, og sygeplejerskerne indrømmer, at patienterne dør på gangene, uden de opdager det.
Langt ind i partiet venstre skammer man sig over den umenneskelige behandling af afviste asylansøgere. Spillet om overenskomsterne giver lidt mere til arbejderne, end arbejdsgiverne var indstillet på (men stadig langtfra nok).
En miljø-konference i København i 2009 tvinger regeringen i en tilsyneladende mere miljøvenlig retning (nu har de vist også nået bunden, hvad det angår).
Der er efterhånden rigtig mange eksempler på, at der er al mulig grund til at fortsætte med at kæmpe for et samfund, der passer til os, der bruger det, fortsætte med at bekæmpe umenneskelighed og kapitalens styring af udviklingen.
Det er desværre sådan, at uanset disse kampe tjenes der rigtig mange penge på våbenindustrien og den kemiske industri. Penge, der tjenes ved at ødelægge grundlaget for liv på jorden gennem krige, forurening og miljø-ødelæggelser. Penge, der kan tjenes, fordi det økonomiske system er imperialismen.
Imperialismen har brug for EU. Imperialismen har brug for billig arbejdskraft. Imperialismen har brug for ensporede, uvidende arbejdere, der ikke stiller spørgsmål.
Så det kan ikke betale sig at kæmpe for bedre forhold, hvis ikke vi tager nælden ved roden og kæmper mod imperialismen. Det er der heldigvis mange, der begynder at forstå. Lad os tage ved lære af Christiania og gøre fælles sag.'
GBe
Netavisen 3. april 2007