Pas på pengene!

Leder, Kommunistisk Politik 5, 2007

I den kommende rapport Fordeling og Levevilkår 2007 har AE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, lavet en analyse af fattigdom i Danmark. Her sættes atter fokus på statsmagtens uvilje til at fastsætte en egentlig, officiel økonomisk grænse for, hvornår en familie kan siges at leve i fattigdom.

En fattigdomsgrænse baseret på en analyse af rimeligt forbrug, det vil sige et forbrug, som er almindeligt i forhold til aktiv deltagelse i samfundet og baseret på sund og ernæringsmæssig kost, gør 20 % af befolkningen til fattige.

Derfor argumenterer AE for at definere en fattigdomsgrænse med udgangspunkt i samme nettoindkomstbegreb, som skattevæsenet anvender i forbindelse med gældsinddrivelse, hvor magthaverne – efter nidkært at have vendt vrangen ud på borgeren – har måttet sande, at der simpelthen ikke kan barberes mere af.

Med dette udgangspunkt befandt 4,6 procent af den danske befolkning (eksklusive studerende) sig under fattigdomsgrænsen i 2004. En opgørelse baseret på OECD’s officielle grænse på halvdelen af medianindkomsten giver næsten samme resultat: Omkring 200.000 mennesker lever i fattigdom, heraf ca. 50.000 børn.

Fattige har ikke mange, der taler deres sag. Her i landet er det en selvforskyldt sygdom, der ikke engang anerkendes. Uanset om man ser på den midlertidige fattigdom eller den længerevarende fattigdom, er der en klar tendens til, at fattigdomsproblemet er stigende.

De bagvedliggende tal viser, at ud af de 46.000 personer, der lever i længerevarende fattigdom (mindst tre sammenhængende år), er 12.500 børn.

Regeringens politik virker, som den skal. Det såkaldte kontanthjælpsloft skulle netop tæske flere enlige forældre ud i fattigdom.
Fordeling af midler er sagens kerne. Skal arbejderbefolkningen fastholdes i den indbildning, at de skal være glade for deres arbejdsforhold, er borgerskabet af den overbevisning, at det er nødvendigt med en trussel om reel fattigdom.

Sammenhængen er tydelig under de pågående overenskomstforhandlinger. Som vanligt et skuespil, der skal tjene samme formål: ingen snak om fordeling, men trusler om snarlig udflytning, konkurs, krise – eller med andre ord arbejdsløshed og fattigdom – hvis ikke arbejderne viser mådehold. ’Mådehold’ under en højkonjunktur er naturligvis kun muligt at opnå, hvis trusselsbilledet virker troværdigt.

Overenskomsterne giver også en fornemmelse af, hvad fremtiden bringer for de fattige. Først var der privatiseringen af pensionen, med det stadigt stigende pensionsbidrag via løn. Nu er et utal af kasser kommet i kølvandet med barsel, sygdom, uddannelse, ferie – og snart kommer arbejdsløshedsunderstøttelsen måske med.

Systemet kendes fra mange andre driftige kapitalistiske lande med USA i spidsen, hvor antallet af fattige vokser eksplosivt, også under en højkonjunktur med lille arbejdsløshed. I samme omfang, som statsmagten afskriver sig ansvaret, popper helt elementære politiske krav op som en del af den gode, mådeholdne arbejders overenskomst.

I skyggen tvangsaktiveres de fattige – uden overenskomstrettigheder.
Det virker måske logisk, at når det offentlige system nedslides og går til grunde, så opstår der et ”marked” for et nyt privatkapitalistisk velfærdssystem for dem, der har råd eller arbejder under overenskomst. Men det er fattigdommens logik, og formålet er skabelsen af den mådeholdne arbejder.

Det er i bund og grund en rådden overenskomst, industrien har strikket sammen efter først at have fået spændt sig op med livrem og seler i forligsinstitutionen. Den er et nyt usolidarisk led i den lange kæde af nedskæringer på den offentlige velfærd.
På timelønnen tager overenskomsten ikke højde for prisstigningerne på tag over hovedet. På forhold som tryghed i ansættelsen, arbejdstempo og nedslidning tager den slet ikke fat i den situation, som et flertal efterhånden befinder sig i.

Det er en kendsgerning, at antallet af fattige øges og også udgør en stor og større del af befolkningen. Det gælder også folk, der arbejder på mindstelønnen. Overenskomsten er et skridt i den forkerte retning.

Med lige dele beregnende kynisme og arrogant ligegyldighed over for børn af fattigrøve vil LO-toppen hånd i hånd med direktører og den borgerlige regering passe på pengene!

Redaktionen 26. februar 2007

Netavisen 28. februar 2007