Ikke høre, ikke se – hvad vi ikke ved, har vi ikke ondt af ...

Kommunistisk Politik 3, 2007

Socialminister Eva Kjer Hansen følger regeringens generelle linje. Hun svarer udenom, trækker sager i langdrag, kommer med løfter om undersøgelser, men leverer ikke varen: Den viden, der gør os i stand til at vurdere resultaterne af den førte politik. Med andre ord: Vi ved ikke, hvad der foregår, og dermed sættes demokratiet ud af spil.

Her drejer det sig om det stigende antal lejere, der sættes på gaden.
Den 10.4.2006 citerer TV2-Lorry socialminister Eva Kjer Hansen for at sige til Jyllandsposten, at hun "vil få undersøgt, hvorfor flere bliver sat på gaden". Baggrunden herfor er bl.a. statistikkerne fra Domstolsstyrelsen.

Det fremgår heraf, at antallet af lejere, der blev sat ud af deres bolig, steg fra 2.919 mennesker i 2002 til 4.162 i 2005, en stigning på ca. 43 %. Ifølge socialministeren skete der en stigning på 31 %, dvs. til ca. 3.800 i 2003, og ifølge Majbritt Berlau en stigning på 35 % i 2004, dvs. til ca. 3.950 mennesker.

Socialministeren fremhævede i efteråret 2005 stigningen på de 31 % i 2003 for at tilbagevise, at stigningen har noget at gøre med indførelsen af kontanthjælpsloftet, som først blev indført efterfølgende. Hun sagde bl.a., at "vi skylder den offentlige debat, folkestyret og borgerne nogle mere nuancerede oplysninger". Man kan med dansk socialrådgiverforening undre sig over, at ministeren ikke har interesseret sig for virkningerne af den katastrofalt lave starthjælp, der fik virkning fra 1. januar 2002, eller for "ægtefællenedsættelsen", der skar godt 1.100 kroner om måneden i kontanthjælpen til ægtefæller fra 1. juli 2003.

I efteråret 2006 er socialministeren ifølge DR opmærksom på problemet med de mange boligløse danskere. Derfor har hun igangsat en undersøgelse:
"Jeg gad vide, præcis hvor mange børnefamilier der er blandt de udsatte, og i hvor mange tilfælde de sociale myndigheder inddrages i udsættelserne. Når jeg har undersøgelsen, så vil jeg vurdere, hvilke konkrete tiltag der er behov for."

Andre steder fra peges på andre årsager, såsom kontanthjælpsloftet, beskæringen af boligstøtten, starthjælpen, enlige forældre, sygdom og misbrugsproblemer. I det hele taget ser det ud til, at kommunerne kører socialrådgiverne i stramme tøjler. Der er ikke noget ekstra råderum. MetroExpess beretter således om demente ældre, der sættes på gaden.

Undersøgelsen blev foretaget fra maj til august 2006. Den konkluderede, at 94 % af udsættelserne skyldes manglende betaling, og at kommunen kun var repræsenteret i 5 % af sagerne, dog i 22 % af de tilfælde, hvor der var børn involveret. Desuden at 80 % af sagerne er opstået i de almene boligselskaber.

Eva Kjer Hansens første reaktion på undersøgelsen var at sende et lovforslag i høring, der pålægger kommunerne en skærpet pligt til at genvurdere sager, hvor en person eller familie er i risiko for at blive sat ud af boligen.
Bettina Post fra Dansk Socialrådgiverforening mener, at det er ansvarsforflygtigelse af ministeren: "Man kan måske fange en brøkdel, men det er slet ikke det, det handler om. Hun hopper til lappeløsninger på et problem, hun ikke kender årsagen til."

Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen siger i et svar på en forespørgsel vedr. kontanthjælpsloftet den 11. januar 2007 bl.a.:
"Hvis et ægtepar med børn har fem timers arbejde om ugen hver, vil parret ofte, afhængig af boligstøttens størrelse, kunne få en gevinst efter skat på 1.000 kr. pr. måned og ofte mere."  Gad vide, hvad han betaler i husleje. Jeg tror ikke, 1.000 kr. om måneden batter meget i den sammenhæng.

De nye regler for kontanthjælp betyder, at ægtepar i "match-gruppe fire" fra 1. april 2007 skal have mindst 150 timers arbejde hver og til næste år 300 timer pr. år. Match-gruppe fire administreres af kommunerne efter en definition, der siger, at "den ledige ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked".

Den bestod i november 2006 af 40.200 danskere. Kan de ikke opfylde arbejdskravet, mister de den ene ægtefælles støtte, dvs. op til 11.000 kr. om måneden.
Læg dertil, at placeringen i match-grupper blev indført som et hjælperedskab for socialrådgiverne. Nu får denne placering pludselig juridisk gyldighed som kriterium for størrelsen af udbetalt kontanthjælp.

Intet under, at socialministeren ikke bryder sig om at få kendsgerninger på bordet. Bare denne korte sammenstilling af facts ville få mig til at dø af skam, hvis jeg var socialminister.
GBe

Netavisen 2. februar 2007