Af DJ
Hvis man træder ind i en kirke med en sort hættetrøje med Ungerens ”varemærke” bagpå, kan man godt regne med, at degnen kigger underligt på en. Den degn, jeg mødte, så i hvert fald ud, som om han ønskede, at kirkemenigheden havde hyret dørvagter … Man kan jo aldrig vide – måske var jeg der for at smadre kirkens ejendom i en langt ude-aktion for et vist hus. Men nej – jeg havde et reelt ærinde der, men fordi degnen aldrig fik taget mod til sig og udspørge mig, fik han det aldrig at vide.
Det gjorde præsten til gengæld et par timer efter – det gospelkor, jeg er med i, havde netopafsluttet koncerten og var blevet budt på kaffe sammen med de besøgende i kirken. Det skal lige siges, at vi optræder i ens, yderst præsentable hvide T-shirt, og at kun degnen havde lagt mærke til, i hvilken mundering jeg kom i – i øvrigt direkte fra en demonstration for Jagtvej 69.
Vi i gospelkoret forsvandt et øjeblik for at skifte til tøj, vi var mere vandt til, og smuttede op til kaffen straks efter.
Således gik det til, at en kvinde, der så ud til at være sidst i 60’erne, ved synet af mig og to veninder i matchende sort tøj udbrød: ”Nå! Jeg vidste ikke, I så sådan ud indenunder!” Som de fleste andre mennesker synes folk i sorte hættetrøjer heller ikke, det er fedt at blive stemplet uden at have været i dialog først.
Yderligere gjorde det ansigtsudtryk, der blev lagt til ordene, os ikke ligefrem interesserede i at stifte bekendtskab med denne kvinde, som vi desuden først senere fandt ud af var præst. Hun ventede da heller ikke på vores reaktion, men gik straks efter at have udtrykt denne replik, der udtrykte hendes mening om os og vores udseende. Der skete imidlertid det, at vi åbenbart sad ved samme bord som nogle af hendes venner, og hun vendte derfor tilbage medbringende kaffe og småkager – og fandt os i snak om de sidste nyheder om Ungeren.
Efter et stykke tid brød hun ind i samtalen for at påpege, at der jo ingen mening var i, at vi ikke betalte husleje. Til det måtte vi jo oplyse hende om, at der ingen bor i Ungdomshuset, at det er ligesom et hvilket som helst andet kulturhus – bortset fra de enorme kræfter, folk frivilligt ligger i at passe huset. Det vil sige at arrangere koncerter og filmaftener, spille koncerter (mange optræder gratis), stå i baren, stå op ”dagen derpå” og gøre rent, holde regnskab, købe ind og lave mad til det folkekøkken, der finder sted hver uge – og i det hele taget sørge for, at alt fungerer. Dertil kommer den kæmpeopgave, det er at blive enige om alle disse ting og flere til. Huset er nemlig brugerstyret, og således bliver alle store beslutninger taget på møder.
Dette må siges at være et pragteksemplar på demokrati i sin såkaldte reneste form – alle får indflydelse. 200.000 kr. er det, Ungdomshuset får årligt til et kulturhus, der tiltrækker folk i alle aldre (trods husets navn er jeg tit kommet i snak med folk, der for lang tid siden har lagt de unge år bag sig – og det er i øvrigt hyggeligt, de også kommer). Folk kommer fra hele landet PLUS fra udlandet. Altså et hus, der med sin enorme appel til unge og gamle med andre værdier end dem, vores regering praktiserer, er til stor værdi for Danmark og specielt København. Hvis vi taler om, at vores hovedstad skal være en metropol, må der også være plads til andet end Operaen, og hvad Brian Mikkelsen ellers dikterer. Men hverken V, K, DFmener, huset skal have lov at blive liggende.
Er dette et udtryk for en (bevidst eller ubevidst) forhåbning om splittelse på den yderste venstrefløj? Måske. Ingen tvivl om, at konflikten har tydeliggjort en problematik i miljøet – hvor langt vil man gå for at få lov at have en plads i samfundet? Går grænsen ved civil ulydighed, forsvar eller brosten?
Vi er hver især blevet tvunget til at tage stilling til dette, og nogles grænser er blevet rykket undervejs. Men jeg vil ikke kalde det splittelse – selv har jeg ikke mødt andet end fuld forståelse for min måde at forsøge at råde politikerne op på.
Denne måde har været fredelige aktioner, der har sigtet modpressens ønske om happenings, der skiller sig ud og er mere farverige end sorte hættetrøjer. Der findes masser af aktionsgrupper, der lige nu arbejder for netop dette – at støtte kampen for, at vi som minoritet skal have ret til at eksistere og være (mod)kultur på samme plan, som f.eks. Operaen har lov til at være højkultur, og som ved gud bliver støttet nok med deres 40 mio. om året.
Man skulle tro, sølle 200.000 ikke var noget at snakke om, i betragtning af hvor mange der lægger kræfter i og bruger huset på Jagtvej.
Alligevel var det fra starten, da der blev budt på huset, kun et par hundrede tusinde, der gjorde, at det var Faderhuset og ikke en fond, som ville give huset til brugerne (ENDNU EN GANG), der endte med at sætte sig tungt på ejendommen. En ejendom for dem, endda en, der skal rives ned – et fristed med historisk værdi for os med piercinger, for kvinderettighedsforkæmpere og ikke mindst fagforeningerne.
Alt dette og lidt til blev den stakkels kvinde nødt til at bruge adskillige minutter på at høre på – men hun virkede faktisk glad for at få oplysningerne. Som hun sagde: ”Alt det får man jo ikke af vide i pressen. Derfra har jeg kun fået opfattelsen af, at man brugte huset til at bo i, at I alle sammen var autonome, voldelige og i øvrigt ikke lukkede folk uden piercinger ind. Især jeres folkekøkken er det nyt for mig, at I har, og det lyder helt dejligt.”
Sådan blev der lidt dialog – og endda gensidig forståelse – ud af det, der startede som en forudindtaget kommentar, der hverken ville have eller behøvede svar. Det viser bare, at mange ville stille sig positivt over for vores ønske om et hus, hvis blot de vidste, hvad det blev brugt til.
DJ er bruger af Ungdomshuset
Netavisen 31. januar 2007