Kommunistisk Politik 3, 2007Den menneskeskabte ’globale opvarmning’ er en kendsgerning – og den begyndte med industrialiseringen i midten af det 19. århundrede og dens massive forbrug af fossile brændstoffer, som siden da bare har været stadig voksende.
FNs Klimaændringspanel (IPCC) udsender nu den nyeste, grundigste og mest alarmerende af en serie rapporter om global opvarmning, betitlet Climate Change 2007.
I klimapanelet deltager 2500 forskere fra 130 lande. Dr. Kevin Trenberth, en af den nye rapports hovedforfattere, siger:
- Rapporten konstaterer, at ja, den globale opvarmning foregår, og for det andet, at den skyldes menneskene. Beviserne er simpelthen blevet dynget oven på hinanden og viser, at det allerede sker. Hvad denne rapport gør er at danne basis for efterfølgende handling.
At drivhuseffekten anerkendes som en kendsgerning, og Bjørn Lomholt sættes uden for døren, ændrer imidlertid ikke ved, at alle de potentielt katastrofale konsekvenser af den står klare, eller endnu kan overskues fuldstændigt. IPCC-rapporten fremhæver en række af de sikre konsekvenser:
- Der vil komme flere varmere dage og færre koldere.
- Der kommer flere hedebølger.
- Der vil komme stadig kraftigere tropiske storme og orkaner; og
- Vandstanden i havene vil øges.
Rapporten betegnes som forsigtig, konservativ, rent videnskabelig set. Det skyldes at den kræver konsensus blandt de mange videnskabsmænd, laveste fællesnævner.
En kritiker siger:
- Det virkelig skræmmende ved IPCC-rapporten er, at den er et resultat af flere tusind klimaeksperters arbejde, som har vidt forskellige opfattelser af drivhusgassernes konsekvenser. Hver eneste sætning i denne rapport er derfor gennemdebatteret og grundigt efterprøvet. Kun pointer, som ansås som ubestridelige, overlevede denne proces. Det er et meget konservativt dokument – og det er det, der gør det så skræmmende.
Klimaskiftet er også politisk. I løbet af en ganske kort periode er det slået igennem. Alle bliver nødt til at forholde sig til det – også de mest indædte modstandere af det, de ikke længere kan kalde ’teorien’ om den globale opvarmning.
Derfor snakker selv den fossile Bush i sin State of the Union-tale om at reducere amerikanernes forbrug af benzin med 20 pct. over de næste ti år. Derfor skal ingen tro, at der vil ske noget som helst. Bush lagde ikke op til nogen som helst konkrete skridt til at skære ned på det amerikanske forbrug – for slet ikke at tale om at trække sig ud af de deraf afledte røverkrige. Tværtimod. Men at han må lade som om er i sig selv et signal om politiske klimaændringer.
Anders Fogh Rasmussen lader sig fotografere i selskab med vindmøller og har anskaffet sig en miljøminister, der ser ud som om hun deler bekymringer med den brede offentlighed, hvis nervøsitet har solide og konkrete grunde. Han tager springet fra fossilfræser til vedvarende med samme pr-mæssige lethed, som han blev velfærdsfreak.
Fogh betaler sine pr-folk for at blive mere grøn end de røde. Og nu har regeringen lige som Bush opstillet et ’ambitiøst’ mål. – at øge andelen af vedvarende energi i Danmark til 30 pct. af forbruget i 2025. Der er lidt mere substans her end hos det fossile amerikanske forbillede. Den danske regering regner med at der skal bruges 5 milliarder om året til dette formål. Det betyder også, at Fogh og Co. lægger op til at begrænse forbruget af fossile brændstoffer med 15 pct. frem til 2025.
- I lyset af de meget alvorlige klimaændringer, vi står over for i dette århundrede, må denne målsætning nærmest betragtes som en dårlig spøg, kommenterer miljøorganisationen NOAHs energigruppe.
Den er ikke bare forsigtig, konservativ – den er fuldstændig utilstrækkelig.
Slagsmålet er allerede godt i gang på basis af anerkendelse af drivhuseffekten og den globale opvarmning – mellem de kræfter, der vil gøre noget ved det, og dem, der ikke vil, selvom de ikke længere kan bruge ’videnskabelig’ modargumentation. Til de sidstnævnte hører hovedparten af den fossile energiindustri og deres politikere, der ikke ændrer politik, men tvinges til at lade retorikken spinne.