En fagbevægelse i krise

Af Flemming Agri Jensen

Fra APKs 3. kongres
Kommunistisk Politik 2, 2007

Det er ikke en tilfældighed, at fagbevægelsen er havnet i en dyb krise – lige så lidt, som det er umuligt for den etablerede fagbevægelse at redde sig ud af den igen. Krisen vil tværtimod eskalere og uddybes i stadigt større omfang.
Denne artikel er en bearbejdet udgave af et indlæg på APK's 3. kongres i december 2006.

De sidste godt 100 år har reformismen sat sig tungt på den danske fagbevægelse. Med indgåelsen af septemberforliget i 1899, som med de faglige lederes underskrift overgav ledelsesretten til arbejdsgiverne, blev det første store, principielle forræderi begået. Siden er forræderierne fulgt slag i slag. Hovedaftale, arbejdsret, forligsinstitutionen f.eks. Man bør med rette supplere med de løbende forræderier, hvor landsforræderiet under 2. Verdenskrig må betegnes som det største, men også hver eneste aftale eller overenskomstfornyelse er et udtryk for det samme.

Kampen mellem bevidstgørelsen af arbejderklassen kontra opportunistisk opdragelse har stået på i al den tid. Kommunisternes indflydelse heri har varieret, men toppede efter 2. Verdenskrig, hvor DKP og Stalins Sovjetunion nød enorm stor respekt. Kampen om magten i fagbevægelsen var måske det vigtigste element i den kolde krig.
Det var kommunisternes indflydelse, der udløste storstrejkerne i 1956 – i samme år, som Ungarnsopstanden brød ud, og massepropagandaen samt den antikommunistiske hetz for alvor bed sig fast.

Præcis i samme periode svigtede SUKP(b) marxismen-leninismen, og DKP, som fulgte sovjetrevisionisterne, forlod også den revolutionære vej og dermed en kamplinje i fagbevægelsen. Stille og roligt forandrede situationen i fagbevægelsen fra en kamp mellem de to linjer – klassekamps- og klassesamarbejdslinjen, den revolutionære og den reformistiske – til en forsoningslinje med hver deres retorik.

Det var en lang glidende overgang. Bortset fra 1985, hvor DKP etablerede en storstrejke for 35 timers arbejdsuge, så har situationen de sidste 50 år været præget af et stadigt tættere og mindre modsætningsfyldt samarbejde mellem reformismen og revisionismen.

I parentes bør det bemærkes, at ”krusningen” i 1985 ikke var et udtryk for et midlertidigt revolutionært ”ildebefindende” hos DKP, men for et behov for at markere sig, idet DKP år forinden var røget ud af Folketinget, hvilket var blevet til deres vigtigste profilerings- og kampfelt. Hensigten var at vinde pladserne tilbage, og 85-konflikten endte også med, at DKP stak kniven i ryggen på strejkebevægelsen.

Med ”murens fald” splittedes revisionisterne, og de sidste uprincipielle modsætninger mellem revisionisterne og reformisterne blev minimeret til meget få fagforeninger og arbejdspladser.
Man kan sige, at kommunisterne gennem DKP/ML og Dagbladet Arbejderen var ved at få et vist rodfæste i arbejderklassen, som kulminerede under den militante RiBus-konflikt i midten af 90'erne. Med DKP/ML's degenerering blev kamplinjen igen forrådt.

Scenen i fagbevægelsen har derved i mange år været overladt til den reformistiske linje. Det er denne linje, der har gjort bevægelsen ufarlig og tandløs. Reformismen har altid ønsket at legalisere fagbevægelsen og integrere den i kapitalen og statsapparatet. Reformismen har som en kræftsygdom tæret enhver knogle op i det skelet, der med revolutionært kød og blod kunne være blevet til en revolutionær bevægelse. Det er vigtigt at forstå, det ikke er en tilfældighed, men den eneste naturlige konsekvens af reformismen. Denne udskriden kan foregå med forskelligt tempo, alt efter om der er revolutionær modstand, eller der stort set – som nu – ikke er det.

Nogle krisetegn

Den nuværende overenskomstfornyelse – foråret 2007 – beskriver på mange leder en bevægelse uden medlemsengagement, idet disse er sat uden for indflydelse.

OK-07 er ikke en hvilken som helst OK-aftale. Det handler nemlig bl.a. om industriens område, der med blot 220-240.000 ansatte lægger rammerne og retningen for alle øvrige. Det gælder eksempelvis også for det offentlige område, der omfatter omkring 750.000 ansatte og først forhandles til næste år. Når industriens område har så stor en indflydelse, er det naturligvis, fordi det er i produktions-/fremstillingssfæren, at profitten skabes.

Arbejdsgiverparten Dansk Industri (DI) har derfor af de øvrige arbejdsgiverorganisationer fået tilkendt rollen som banebryder og har i enighed med fagbevægelsen besluttet, at der ikke indgås overenskomstfornyelser på væsentlige områder før industrien. Den får altså afsmittende effekt på samtlige andre overenskomster.

Derfor er det så vigtig en overenskomst, at alle arbejdere, faglige klubber, fagforeninger, forbund og karteller burde forholde sig til den!
Det sker blot ikke. Arbejderne er – også inden for deres egen forhandlingsorganisation i industrien, CO-Industri – sat totalt udenfor allerede fra start af!

Tidligere tiders procedurer betød, at de faglige klubber før eller efter sommerferien afholdt møder, hvorpå OK-kravene blev rejst og sat til diskussion. Det var oftest heftige og intense diskussioner, der også indeholdt spørgsmål om, hvordan og med hvilke midler kravene skulle kæmpes igennem. Diskussionerne blev ”båret” ind i og gennem fagforeningerne på efterårsgeneralforsamlinger. Hvis ikke det var sket forinden, så sluttede demokratiet her. Forbundene – og derefter de respektive forhandlingsfællesskaber – tog kravene ”under behandling” uden for medlemmernes rækkevidde og indflydelse. Når kravene nåede forhandlingsbordet, var de uigenkendelige, og oftest blev forhandlingerne ført bag nedrullede gardiner, og det endelige resultat blev altid solgt med varemærket Det bedst opnåelige resultat .

I dag er medlemmerne sat uden for indflydelse fra begyndelsen. Det er de færreste klubber, der har afholdt møder med dette års OK-krav på dagsordenen. Det er kun et fåtal af fagforeninger, der på generalforsamlinger har diskuteret kravene, og langt de fleste af disse har på forkant sikret sig, at det er de sædvanlige proselytter for den herskende linje i fagforeningen, der har det altovervejende flertal.

Der eksisterer eksempelvis heller ikke bare fligen af en OK-kampagne på tværs af fagforeninger ud over LO's og forbundenes egne, som naturligvis er en opbakning til deres egen platform, hvor ”lønfest” spiller en central rolle. ”Lønfesten” vender jeg tilbage til.

Forbundene, kartellerne og LO har heller ikke behov for de store kampagner – som de i øvrigt primært fører i den borgerlige presse, specielt den elektroniske. De reelle forhandlinger blev nemlig ført allerede i det tidlige efterår på de såkaldte kontaktmøder. På disse møder udveksledes kravene, og ”knasterne” blev defineret. Man kan sige, at skuespillet blev tilrettelagt. Ifølge DI og CO-Industri så er man i dag enige om, at ”knasterne” er ”lønfest” og yderligere fleksibilitet i arbejdstiderne. Jeg er ikke i tvivl om, at de stadig kan mangle nogle detaljer, før sømmet slås i, men heller ikke mere. De var i hvert fald allerede ved månedsskiftet oktober/november i stand til i fællesskab at erklære en slutdato for dette års OK-forhandlinger: 13. februar '07!

Ved den sidste OK-fornyelse på industriens område for tre år siden sluttede de to uger FØR den fastsatte slutdato!
Der hersker altså total fordragelighed igen i år. Hvad bliver så dette års ”bedst opnåelige resultat”?
Det bliver først og fremmest en imødekommelse af arbejdsgivernes krav om yderligere fleksibilitet i arbejdstiden og dens tilrettelæggelse.

DI har bl.a. fremsat krav om, at overarbejde – eller dele af det – ikke skal honoreres med overarbejdsbetaling. DI argumenterer i øvrigt frækt ved at erklære, at det er for at imødekomme arbejdernes behov for fleksible arbejdstider. CO-Industri har på intet tidspunkt udmeldt, at arbejdsgiverne kan glemme alt om det krav.

Fagbevægelsen har rejst en række krav, der ikke rummer problemer for DI. Det er dog bemærkelsesværdigt, at kravet, der profileres i absolut top, er mere i løn: Der skal være ”lønfest”. For det første skal det slås fast, at for den lille kvarte million, der ligger under industriens område forhandles lønnen for 90-95 pct. lokalt ude på virksomhederne. Til gengæld vil en forøgelse af mindstelønnen få en effektiv virkning – også på industriens område – men den er der ikke nogen, som snakker om!

Der mangler således en lang række markante krav i CO-Industris platform, hvor det totale fravær af et arbejdstidskrav er beskæmmende. I de sidste tre årtier er den reelle arbejdstid pr. dag eller uge steget, uanset en ugentlig arbejdstidsnedsættelse fra 40 til 37 timer (i 1985 og '87) samt en ekstra ferieuge (feriefridagene 1998 og 2000). Overarbejdet har taget et sådant omfang, at den regulære og faktuelle arbejdstid er steget på trods, og heri er ikke indregnet tempoopskruning.

Det oprindelige arbejdstidskrav – 35 timers arbejdsuge uden tempoopskruning – fra 1985 er ikke gennemført. Partiets arbejdstidskrav om 30 timers arbejdsuge fordelt på fem hverdage er det eneste rigtige krav, der tilmed vil have en voldsom mobiliserende effekt. I parentes bemærket kan det nævnes, at de sidste to storkonflikter (1985 og 1998) er udløst på arbejdstidskrav.

Et radikalt arbejdstidskrav vil imødekomme de titusinder med stressproblemer. Stress er blevet en folkesygdom.

Endnu vigtigere er det, at netop arbejdstidskravet er det eneste krav, der ”legalt” kan rejses under de almindelige regler for overenskomstforhandlinger, som har en direkte afsmittende effekt på de udstødte (flere arbejdspladser), der i dag tæller omkring 850.000. Kravet er afvist af lederne med udsagnet om, at der ikke er plads til det på grund af ”flaskehalsproblemerne”.

Overenskomstfornyelsens tilrettelagte køreplan og det kommende resultat understreger, at fagbevægelsens top og institutioner er blevet integreret i kapitalen og dens institutioner.

Dette billede understøttes af fagbevægelsens og arbejdsgivernes mere eller mindre fælles kapitalfonde, der er bygget op med pensionsmidlerne som de centrale indbetalinger, der tvangsmæssigt bliver trukket ved hver eneste lønudbetaling. De blev ved OK-forhandlingerne i 1987 trukket ned over hovedet på lønmodtagerne, idet de ikke var blevet rejst fra en eneste arbejdsplads. Siden har det for forbundstoppene været et hovedtema ved hver eneste OK-fornyelse at få hævet pensionsindbetalingerne. Det er forbundsbosserne, der sidder med ved bordet, når det besluttes, i hvilke profitable selskaber fondsmilliarderne skal investeres, hvilket tillige giver kæmpe honorarer til hvert bestyrelsesmedlem.
Disse suppleres af andre pensionsfonde, som er lokale aftaler på de enkelte virksomheder.

Hertil kan lægges forskellige fonde, der er baseret på statsinddrevne midler fra lønmodtagernes lommer: ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension), DMP (Den Midlertidige Pensionsopsparing), SP (Den Særlige Pensionsfond) og LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond). Her er de faglige ledere også repræsenteret i administrationen.

Disse kolossale pensionsformuer har en kæmpe social slagside, da det er de rigeste, der også har råd til den fedeste alderdomsopsparing, ganske vist via private pensionsopsparinger, der til gengæld er skattemæssigt en fed fidus, delvis finansieret. Desuden er de 8-900.000 udstødte udelukket for alle diverse arbejdsmarkedspensionsordninger, da de ikke har arbejde. Heraf fremgår det, at det også gælder dagpengemodtagerne. De udstødte er altså overladt til private pensionsopsparinger – hvis de har råd!

Fagbevægelsens dybe krise med medlemsflugt mm står i skærende kontrast til forbundspaladsernes imponerende glasfacader. Paladser, der bliver større og større, som var det et udtryk for deres indbyrdes konkurrence. Enhedsfagbevægelsen, der en gang bestod af en så stolt familie, er i dag stort set indskrænket til et fælles samvær i kamp mod de kristelige foreninger, der ikke bare skyder op som paddehatte, men vokser i hastigt tempo.

Sammenholdet – eller rettere mangel på samme – blev så pinligt udstillet, da VK-regeringen for få år siden gennemførte frit valg af a-kasse. LO-familien forsøgte at indgå en borgfredsaftale for at undgå, at der blevet gået på strandhugst på tværs af forbundsskel. Inden lovens vedtagelse havde FOA (Fag Og Arbejde – tidligere Forbundet af Offentligt Ansatte – meget belejligt blev navnet lavet om i samme forbindelse) allerede erklæret, at de ikke kunne give håndslag på en sådan borgfred. Dermed brast korthuset, hvorfor reklametrafikken fra forbundene er intensiveret voldsomt siden.

Enhedsfagbevægelsen er blevet til en jungle, hvor enhver hypper sit i kampen om medlemmernes kontingentkroner.

Hvor LO og forbundene svigter

Parallelt med nedlæggelsen af enhver form for kamp fra bevægelsens side har lederne måtte omforme fagbevægelsens formål. Gennem de sidste ti-tyve år er fagforbundenes image eller profil i stadig større grad blevet til serviceorganisationer. De lægger ikke skjul på denne side, tværtimod fremhæves de mange tilbud for medlemmerne som et forsøg på at finde en ny niche, der kan holde på medlemmerne. Det sker på et benhårdt marked, hvor alle disse tilbud eksisterer i forvejen – på mindst lige så gode vilkår.

Tilbuddene strækker sig fra sommerferiehusudlejning, rabatter i forskellige kæder af butikker, handelsstandsforeninger m.m., kursusvirksomhed i alle former for fritidsinteresser samt til spise, drikke og andre former for hyggeklubber.

Det er betydeligt mere interessant at se på, hvad LO og forbundene ikke beskæftiger sig med – eller mere præcist svigter.

Der er for det første samtlige ikke-dagpengeberettigede udstødte! Disse omkring 700.000 personer har begået den forbrydelse, at de af uransagelige årsager ikke er medlem af en fagforening, hvorfor de pr. definition ikke kan betragtes som en ”interessegruppe”. Så meget om solidaritet i fagbevægelsens top. En side af den manglende solidaritet er allerede beskrevet i afsnittet om dette års overenskomstfornyelse, hvor arbejdstidskravet, der ville udløse flere arbejdspladser, er udeladt.

Vi kan nævne hele ungdomsgenerationen, der først af Nyrup-regeringen blev ramt af en lovgivning, der stort set gjorde det umuligt for unge under 25 år at opnå dagpengeret. Det har Fogh & Co. siden udvidet til 30 år uden de store armbevægelser i LO og forbund. Det var selvsagt vanskeligt at lave stor ravage, idet de ikke brokkede sig, da Nyrup-regeringen tog det første principielle spadestik. Det burde være unødvendigt at nævne, at fagbevægelsen på ingen måde har nogen som helst appel til ungdommen.

I bedste fald forholder ”bevægelsen” sig til unges løn og arbejdsmiljøproblemer o.l. På andre spørgsmål, såsom unges inddragelse i krig eller Ungdomshusets bevarelse, enten tier ”bevægelsen”, eller også indtager et standpunkt, der er rettet mod de unges interesser og kår.

Den ældre generation er for så vidt lige så meget ladt i stikken. Fuldstændig i samklang med arbejdsgiverne og staten betragter fagbevægelsens top de ældre med en helt bestemt indfaldsvinkel: De er trådt ud af arbejdsmarkedet – eller på vej til det – og gør derfor ingen gavn. Derfor var der også kun fåmælte protester, da Nyrup brød sin efterlønsgaranti. Det var ellers et spørgsmål, der havde kunnet rejst en bølge af aktiviteter. Folkepensionen er da heller ikke længere et spørgsmål for toppen, da de ældre jo er sikret af arbejdsmarkedspensionerne.

Når LO og forbundsledelserne til tider gør et nummer ud af de ældres situation, så er det for at pudse facaden og give et pænt indtryk. Fakta er, at de slugte Foghs (og Socialdemokraternes) forlig om velfærd, som indeholder de største principielle angreb på folkepensionerne i mands minde.

Vi kan nævne titusinder af østarbejdere, der i disse år kommer til Danmark uden ordnede forhold eller overenskomster. LO har stiltiende accepteret disse elendige forhold, der i anden omgang presser løn og forhold for de herboende arbejdere.
Vi kunne blive ved.

Vi kan supplere med en lang række problemer og spørgsmål, hvor fagbevægelsen svigter. For at nævne nogle få, men principielle, vigtige og nutidige spørgsmål, så gælder det ikke mindst krigene i Afghanistan, Irak, Libanon, Palæstina og ikke at forglemme eks-Jugoslavien. Deres opbakning til Foghs eventyrpolitik er en skændsel! Det samme gælder EU's servicedirektiv, der får voldsomme følger for hele den europæiske arbejderklasse og i øvrigt borgere som sådan. Den såkaldte velfærdsreform er allerede nævnt, selvom kampen ikke er forbi.
Listen er uendelig.

Medlemsflugt

Samtlige LO- og FTF-organisationer klager over medlemsflugt, og den går hurtigt. Det er ikke kun glasfacaderne, der er i fare. Det er heller ikke blot de valgtes eller det administrative personales udbytter, der er i klemme. Det er så sandelig også selve magten, indflydelsen i det kapitalistiske samfund, dets videreudvikling, specielt i lyset af opbygningen af EU.

For to til tre årtier siden viste LO-forbundene til tider lidt profil, der havde en vis solidarisk appel, som forekom mange sympatisk. Daværende LO-formand Thomas Nielsen fastslog en gang i halvfjerdserne, at ”fagbevægelsen har sejret ad helvede til”, underforstået, at der ikke længere var brug for den, eller kun på perifere områder. Kampen for socialisme var i hvert fald en kamp mod vejrmøller.

Siden har fagbevægelsens yderligere integration i det kapitalistiske samfund og dets institutioner – fremskyndet af mangelen på en stærk kommunistisk, revolutionær kraft – omformet ”bevægelsen” til en total dikkende lammehale, der over for medlemmerne primært har sin rolle som serviceorganisation.

Fagbevægelsen har ingen appel i dag. Arbejdere søger til a-kasser for at opnå tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, mens medlemmer af de faglige organisationer enten fortsat – trods fjernelsen af eksklusivparagrafferne – føler sig tvunget til at være medlem på grund af trykket fra arbejdspladsen, eller det er en tradition, hvortil der trods er knyttet en smuk tanke og ide om sammenhold og solidaritet.

Der er rigtig mange – og i et stærkt stigende tempo – der søger en forbedring af budgettet ved en optagelse i en af de utallige kristelige fagforeninger eller andre billige, ikke-erklærede kristelige. Man kan ved selvsyn konstatere denne flugt, hvis man lægger mærke til disse foreningers kontorer og udviklingen af samme i antal, omfang og ”udstråling” i enhver større provinsby.

Revisionisternes og venstresocialdemokraternes rolle og praksis har haft betydning for denne udvikling. Deres nuværende praksis, som i stort omfang er at organisere nye medlemmer til fagbevægelsen, holder hånden over den reformistiske linje, tilslører forræderiet og inddæmmer utilfredsheden i stedet for at give en ny bevægelse luft.

Revisionisternes og venstresocialdemokraternes rolle

Når jeg i det følgende omtaler revisionisterne, mener jeg hermed tre erklærede kommunistiske partier, nemlig 1) KPiD, 2) DKP/ML fra 1997 til nedlæggelsen, der sammen med udbryderfraktionen fra KPiD Kommunistisk Samling i november 2006 stiftede 'Kommunistisk Parti', samt 3) det nuværende rest-DKP.
Det er sigende, at alle disse med hensyn til faglige aktioner på det nærmeste er blevet lige så bovlamme og tandløse som det nuværende LO.

I 1985 skabte daværende DKP faktisk en slagkraftig bevægelse, som de ganske vist senere forrådte. Som beskrevet i starten af dette oplæg havde de deres egen formål og dagsorden med denne bevægelse, nemlig at forsøge at skabe sig en plads eller profil, om man vil, i forhold til Socialdemokratiet i håb om at genvinde pladser i Folketinget, som jo er vejen til den fredelige overgang til socialismen.
Siden er skellet mellem revisionismen og reformismen blevet stadig mere utydeligt, og for de fleste ikke-eksisterende.

Revisionisternes rolle og hovedaktivitet i fagbevægelsens institutioner er som regel og også som organisatorer, der har til opgave at skaffe flere medlemmer – ud fra de gamle værdier om solidaritet og sammenhold, men uden væsentlig kritik af den bestående ”bevægelse”.

Revisionisterne har deponeret deres politik, handlinger og aktiviteter i den etablerede kongelige danske fagbevægelse. Det medfører, at deres politik, analyse og organisatorisk arbejde sker i forlængelse af den.

Fagligt Ansvar (FA) er en anden størrelse, som også fortjener at blive behandlet her.
Da Fogh kom til magten i november 2001, kunne de faglige venstrekræfter slet ikke finde deres ben. De havde sovet trygt i timen under Nyrup. Med en socialdemokratisk ledet regering var der jo ingen grund til uro.

Det var faktisk Nyrup-regeringen, der fjernede genoptjeningsretten (til dagpenge) ved offentligt støttet arbejde – altså løntilskud.
Det var Nyrup, der indførte Unge-pakken, der nærmest umuliggjorde, at unge under 25 år kunne få dagpengeret.
Det var Nyrup, der forringede efterlønsordningen på trods af garantier om det modsatte.
Det var Nyrup, der fortsatte privatiseringsræset – med opskruet tempo.
Det var faktisk Nyrup, der sikrede danske tropper til Bosnien.
Listen er længere, men så skal der graves længere end til hukommelsen.
Alligevel foretog hverken revisionisterne eller venstresocialdemokraterne sig noget.

Da de vågnede op efter næsten ni års tornerosesøvn, bestod deres analyse i, at man på arbejdspladserne havde glemt at diskutere politik. Det skulle der nu rettes op på.
På arbejdspladserne havde man lige nøjagtig diskuteret lige så meget politik som altid – herunder Nyrups og fagbevægelsens forræderier. Det har man i øvrigt og uafhængigt af FA gjort lige siden.

Enkelte aktive i FA har – totalt isoleret fra arbejdspladserne – brugt årevis til at diskutere sig frem til en politisk platform, der dækker alle parlamentariske hjørner. Platformen skulle have til formål at være det orakel, som kunne mobilisere en bred vælgerskare, der ville sikre tilbagevenden af en arbejderregering – eller i hvert fald en socialdemokratisk ledet regering.

Med det formål er det utroligt, at det faktisk er lykkedes FA at holde den platform så godt skjult. Det er faktisk de færreste arbejdspladser, endsige arbejdere, der kender til dens eksistens. Platformen indeholder i øvrigt krav til øjeblikkelig tilbagetrækning af danske tropper fra Irak – det skal ses i lyset af, at den blev vedtaget omkring krigens start. Det præciserer meget godt, at platformen er nogle ord på et stykke papir, som ikke bliver benyttet til at rejse levende bevægelser Hvornår har man sidst set disse faglige kræfter til et møde i fredsbevægelsen? I bedste fald støtter de på skrømt de eksisterende bevægelser.

Fagligt Ansvar svømmede i årevis rundt i deres egen afføring, hvor deres egne selvstændige initiativer bestod i offentlige møder, hvor repræsentanter fra de tre ”arbejderpartier” var inviteret til en paneldebat.
Spørgsmålet var, hvad de mente om orakelplatformen, hvad der skiller partierne indbyrdes, og hvad muligheden for en arbejderregering er.

Hvor er aktiviteterne og massemobiliseringen?

Da velfærdsinitiativet ”Velfærd til alle” med de unge som primus motor (mildt sagt) i oktober 2006 på Folketingets åbningsdag trængte sig succesfuldt igennem, havde Helle Thorning-Schmidt sadlet taktisk om. Hun valgte at give ideen om det røde kabinet lidt medvind og ville ikke udelukke muligheden. Uanset hvorvidt hun mener dette alvorligt – eller hvorvidt det blot vil understøtte hendes ”vinderchancer” – så blev FA også i lyset af velfærdsbevægelsens succes helt euforisk.

FA afholdt en konference i LO-Storkøbenhavn ”med henblik på at lægge en strategi, der skal føre til udviklingen af fremtidens velfærdssamfund i en social og solidarisk retning” .
Det er da noget, der vil frem!

Omdrejningspunktet er at stifte (!) Velfærdsbevægelsen den 20. januar i år. De besværer sig ikke med at forklare, hvordan man stifter en bevægelse, der allerede eksisterer. Måske mener de, at de hermed vil overtage bevægelsen? Til gengæld lægger de ikke skjul på deres parlamentariske vægtninger og hensigter:
”Vi skal simpelthen finde en plan, der rækker helt frem til og på den anden side af næste folketingsvalg,” udtalte Finn Sørensen, der for FA er en central figur, når kuglerne støbes.

Ifølge FA's egen hjemmeside vil den 17. maj – årsdagen for sidste års store demo – være et vigtigt moment:
”En vigtig dag i kampen foret alternativ til VK-regeringen er den 17. maj, og på grund af symbolværdien i netop denne dato lægges der op til, at Velfærdsbevægelsen gør den dag til et centralt mobiliseringspunkt for sine aktiviteter.”

Det lyder da hidsigt. Gad vide, om vi skal på gaden igen? Hvad med en gentagelse af en forstærkelse af sidste års 17. maj? Sådan er det ikke fat:
”Her (altså 17. maj) skal en landsdækkende konference afholdes og være en milepæl på en bred, folkelig debat om alternativer til Fogh.”

Det er der alt sammen skrevet en faglig kommentar om i KP23/2006, som slutter således:

”Vil Fagligt Ansvar snakke bevægelsen ihjel?
Hvor er aktiviteterne og massemobiliseringen?
Hvorfor de mange store ord om ”strategi, som skal føre til udviklingen af fremtidens velfærdssamfund i en social og solidarisk retning”, eller ”de mangfoldige lokale initiativer skal samles i en brusende flod, der skyller taburetterne væk under Fogh-regeringen , når ikke man er villig til at udløse kampene og aktiviteterne på de spørgsmål, der ligger foran næsen?

Hvor er udløsningen af en overenskomstbevægelse i en situation, hvor fagtoppene tager r… på arbejdernes krav om højere løn og reducering af arbejdstiden?
Hvor er protesterne mod EU's servicedirektiv, der møder voldsom modstand i store dele af det øvrige Europa, fordi det vil underminere vores arbejdsforhold til det ukendelige?
Hvor er kampen mod efterløns- og pensionsforringelserne?
Hvor er kravet om øjeblikkelig tilbagetrækning af de danske tropper fra Irak, som ellers er besluttet på et landsdækkende tillidsmandsmøde som en del af grundlaget for den politiske platform?”

Det er ikke fra revisionisternes eller venstresocialdemokraternes side, man skal finde de kræfter, der kan skabe den fagbevægelse, der i nutidens rammer genskaber den fagbevægelse, som Pelle Erobreren i sin tidligste ungdom forsøgte.

Det er en opgave, de revolutionære må påtage sig.

Netavisen 26. januar 2007