År 2006 blev afsluttet med en menneskeofring i Anders Foghs ånd. Den rette ånd lader sig nemt genkende derved, at ytringer imod den resulterer i en langsom og pinefuld død i bedste sendetid. Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 1, 2007
År 2006 blev afsluttet med en menneskeofring i Anders Foghs ånd. Den rette ånd lader sig nemt genkende derved, at ytringer imod den resulterer i en langsom og pinefuld død i bedste sendetid.
Knap var præsident Saddam Hussein blevet barbarisk aflivet, førend Fogh på nationalt tv kunne kundgøre, at det indsatte regime i Bagdad ordner sikkerheden så tilfredsstillende, at der er håb om, at danske tropper sammen med de britiske langsomt vil trække sig ud af Sydirak.
Har du ikke endnu forstået, hvad Fogh mener med 'hjælp til at indføre demokrati' , så var nytårstalen en frisk mulighed.
”I dag står der respekt om Danmark. Fordi vi stod fast, da vore grundlæggende værdier kom under pres. Vi stod vagt om ytringsfriheden, som er den mest kostbare frihedsrettighed, vi har.
Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger. (…)
Retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod, det er kernen i folkestyret. (…)
Vi har et ansvar for at forblive tro mod os selv og de værdier, der har skabt frihed, fred og fremgang i vor del af verden. Og dermed også støtte de millioner af mennesker over hele verden, der ønsker de samme frihedsrettigheder.
I maj besøgte jeg de danske soldater i Irak. Det er positive og engagerede unge mennesker, som har valgt at gøre tjeneste for Danmark under meget svære forhold. De skiftende hold af danske soldater har ydet betydelige bidrag til at skabe fremskridt og hjælpe irakerne til et bedre liv.”
Så langt Danmarks statsminister om grundlovens bestemmelser vedr. frihedsrettighederne.
Her fremstilles forbindelsen mellem forsvaret af mediegiganten Jyllands Postens 'ret' til at sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme og så det at myrde et andet lands lovligt valgte præsident. De værdier, der har skabt ”frihed, fred og fremgang i vor del af verden” , er simpelthen de samme, der udløser krigen mod andre.
Hvis man i stedet for ytringsfrihed indsatte 'ejendomsretten' , så begynder det at ligne de faktiske forhold.
”Vores del af verden” er en gængs autokrat-sprogspasme fra den amerikanske præsident, når han omtaler vestmagterne, mens det mere kommer til at lyde som ”Hør, hvor vi gungrer” i munden på markmusen Fogh.
Statsministerens personlige håndtering medvirkede til at udløse en international krise, bl.a. med hans arrogante afvisning af ambassadører. Og som Thomas Koppel skrev i februar:
”De globale folkelige protester er ikke kun mod et par tegninger og slet ikke imod vores ytringsfrihed. De udspringer af en sammensparet harme og fortvivlelse over voksende forfølgelse af muslimer i mange lande, hvor Danmark desværre er blevet berygtet som et foregangsland.”
Foghs tidsalder begyndte tilbage i 1982, da Schlüter-regeringen afløste Anker Jørgensen. Siden er det bare gået bedre og bedre.
”Det går bedre i Danmark end nogensinde. Aldrig har der været så mange i beskæftigelse som nu. Og arbejdsløsheden er den laveste i over 30 år.
Lige før jul blev Danmark kåret til at have den mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomi i EU. (…) Og vi har en ansvarlig fagbevægelse og ansvarlige arbejdsgivere, som også ser på hele samfundets forhold, når de indgår aftaler på arbejdsmarkedet.”
Der er bare en uheldig sideeffekt ved denne periodes kroniske offentlige nedskæringer og kaotiske ture i konjunktur-karrusellen: Danskerne er tilsyneladende holdt op med at få børn, mens de er unge og glade, familiepolitik er en by i Rusland. Hvis økonomien endelig tillader børn, er arbejdspresset så hårdt, at der ikke er liv i de nedre regioner. Kommer ønskebarnet, så er der bøvlet med boligen, lang transport, pasning og skolegang. For slet ikke at nævne, at godt en femtedel af befolkningen lever alene.
Den danske statsminister har som sine forgængere gjort denne sideeffekt til sin hovedbegrundelse for at skære mere ned:
”Men den største udfordring i de kommende år er, at der mangler arbejdskraft. Først og fremmest fordi det er små årgange, der træder ind på arbejdsmarkedet, og store årgange, der går på pension. Godt hver fjerde offentligt ansatte går på pension i løbet af de næste 10 år.
Det bliver svært at finde afløsere nok. Simpelthen fordi der ikke er hænder nok på arbejdsmarkedet. Derfor vil regeringen iværksætte en kvalitetsreform. En reform, der sætter kvalitet og brugernes tilfredshed i centrum”
Regeringen har opfundet en reform, der skal få brugerne til at blive tilfredse med den kvalitet, de får, når der om få år kommer til at mangle den fjerdedel af de ansatte, der skal på pension.
Den mærkværdige påstand om ældrebomben er blevet så indgroet, at end ikke Fogh Rasmussen selv sætter spørgsmålstegn ved det kløgtige i et eksempel, der siger, at ca. 25 % af medarbejderne går på pension inden for de næste ti år.
Hvis man regner efter, så er man – efter endt uddannelse – i begyndelsen af 20'erne, når man starter på job. Så er man ca. 40 år på arbejdsmarkedet. 25 % af 40 år er 10 år – og hvor blev problemet så af?
Ældrebomben kommer til at spøge mange år endnu – og det er helt sikkert, at bliver du gravid, bliver du fyret prompte:
” Til nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar.”
Lad dette blive endnu et grimt år for en rædselsfuld regering.
Netavisen 6. januar 2007