Folketingsvalg er mere end noget andet et gigantisk øjebliksbillede af befolkningens politiske bevidsthed og klassekræfternes aktuelle stilling. Det er dette valgs store hemmelighed, at alt peger hen mod et ryk til venstre i den danske befolkning. Dette må bare ikke siges højt, og slet ikke af de store borgerlige medier. For bliver folk bevidste om denne venstredrejning, vil det accellerere den, og det vil svække chancerne for at få Anders Fogh genvalgt, borgerskabets elskede foretrukne statsministerkandidat.
Men selv med de millioner, der postes i den borgerlige propaganda for Fogh, og den massive medieforvrængning kan de klare indicier på, at en stor del af den arbejdende befolkning er på vej mod venstre, ikke holdes helt skjult.
F.eks. viser så godt som alle meningsmålinger, at VKO-blokkens massive flertal er væk. ”Blå blok”, den mest reaktionære partikonstellation i årtier, får svært ved at fungere videre. Den skal have kunstigt åndedræt fra Naser Khaders kapitalstøttede karriereflok, der er skabt netop med det formål. Men selv opsuppleret med mediestunten Ny Alliance går ’blå blok’ tilsyneladende baglæns.
Og endnu tydeligere viser det begyndede ryk mod venstre sig i en tilsyneladende fordobling af SFs stemmer og mandater. Det udtrykker ikke bare at der er et flertal af befolkningen, som går mod venstre, men også at den venstredrejede del af befolkningen går ’endnu længere’ mod venstre. Det er ikke Helle Thorning (som støtter Afghanistankrigen og var med i Irak et langt stykke, og som sammen med Fogh barberede efterløn og folkepension) som opsuger venstredrejningen, men netop SF, som opfattes som modstander af denne reaktionære politik.
Den borgerlige personfiksering beskriver disse dybe sociale og politiske bevægelser, som afspejles ved valgene, som resultat af politikernes personligheder og større eller mindre gennemslagskraft. Det er Villy Søvndals magiske personlighed, der pludselig er trådt frem og har rykket titusinder .... eller er det mon?
Hele dette venstreryk, som skal holdes skjult, er skabt uden for det reaktionære parlament, hvor glimt af den sociale virkelighed er lige så sjældne som glimt af menneskelighed hos Søren Krarup og Jesper Langballe. Det er formet på gaderne i masseprotesterne - ikke mindst mod krigene, den danske krigsdeltagelse og den massive velfærdsslagtning – af de ’socialistiske ballademagere’, de protesterende unge, forældres til børn i truede daginstitutioner,sosu-arbejdere og hundredtusinder andre.
Folketingsvalg fremmer selvfølgelig aldrig en venstredrejning. Det er kapitalens, folkebedragernes og spindoktorernes hjemmebane. Af letforståelige grunde vil de altid afspejle venstretendenser og radikalisering af befolkningen i svækket grad. Det er værd at have i tankerne, når resultatet gøres op.