Af Omar Dhahir, danskiraker, studielektor, ph.Af Omar Dhahir, danskiraker, studielektor, ph.
Halvanden snes lejesoldater af den type, som fås billigt, er hentet til Danmark , så de kan undgå deres retfærdige straf. Danmark har vist glemt den straf, tyskertøsene fik efter besættelsen
Retfærdighed! Den generation af danskere, der oplevede 9. maj 1945, husker den stadig. De følgende generationer og nye danskere, der kom til Danmark årtier efter, kan kun læse eller høre om det sjældne steder. Eksempelvis den straf, som danskerne efter befrielsen påførte de landsforræderiske danske kvinder, der under besættelsen var blevet kærester med tyske soldater. De blev klippet skaldet og blev kørt rundt helt nøgne i lastbiler i de danske byer.
Det kan diskuteres, om det var fair, at de stakkels kvinder fik den straf, men et eller andet sted minder den straf og scenen af ydmygede nøgne kvinder om begrebet "retfærdighed", og hvordan det gælder for folk, der af en hel befolkning betragtes som landsforrædere, folk der hyggede sig med fjenden mens landet led under en grim besættelse.
Man ved ikke, hvad tyskerne ville have gjort ved deres danske kærester, hvis Tyskland ikke havde tabt krigen, og de havde haft muligheden for fredeligt at trække sig ud af Danmark, især hvis de havde dræbt en million danskere og efterladt landet i ruiner. Kunne det ikke tænkes, at de ville tage de stakkels kvinder med for at skåne dem for den skæbne, som ellers ventede dem i hænderne på vrede danskere?
MAN kan desværre ikke rekonstruere historien på en hypotetisk måde, men i lyset af andre lignende situationer kan man alligevel forestille sig, at tyskerne ville have gjort det. De ville have taget deres kærester med, især hvis kæresterne selv havde erkendt, at de var forrædere og ikke havde en jordisk chance for at overleve efter befrielsen. Det ville bare være en måde at sige "tak" på til frivillige tjenere, der bare stillede sig selv til rådighed for at behage besættelsessoldater.
Spørgsmålet ville bagefter være, hvor forurettet og hvor frustreret danskerne ville føle sig over, at landsforrædere slap afsted med deres ugerninger.
Det er denne situation, danskerne i dag bør indleve sig i, for at forstå den danske regerings beslutning om at give asyl til nogle irakere, som af den irakiske befolkning betragtes som forrædere og lejesoldater.
Danmark deltog i krigen mod Irak med den begrundelse, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og dermed udgjorde en trussel mod verdenssamfundet.
De omtalte våben blev aldrig fundet, hvorfor vores politikere senere fandt på en ny begrundelse, nemlig at vi deltog i besættelsen af Irak for at hjælpe til at demokratisere Irak.
I dag har disse politikere endelig taget den rigtige beslutning om at trække sig ud af Irak, en beslutning, som først kom, efter at de aktivt deltog i ødelæggelsen af Irak, og efter at over en million irakere blev dræbt, mens de var der.
Demokratiseringen viste sig at gå ud på at sende fire millioner irakere på flygtningelejre i nabolandene og i deres eget land, hvor FN nu erklærer, at børn i disse lejre ikke går i skole og mangler mad og lægebehandling.
Mens den irakiske befolkning dagligt oplever et demokratisk blodbad, som vi har været med til at skabe, lister Danmark i al stilhed ud. Det eneste, som Danmark nu yder irakerne - måske som en undskyldning for deltagelsen i at påføre dem denne tragedie - er at tage "souvenirer" fra Sydirak med hjem til Danmark - de "kærester" eller tolke, som deltog i ødelæggelsen af deres land, ydmygelsen af deres folk og udbredelsen af død og drab i Irak.
Man bør stille vores politikere et par spørgsmål. Hvis de virkelig tror, at de har bidraget til demokratiseringen af Irak, hvorfor lader de så ikke disse "tolke" blive i demokratiet? De kan jo bidrage yderligere til demokratiseringen af deres land efter at have været på kursus i demokrati hos danskerne i mere end fire år.
Og hvis disse politikere nu erkender, at de kun har bidraget til ødelæggelsen af Irak, således at demokratiske tolke ikke kan overleve i landet, efter at vi trækker os ud, hvorfor har de så kun dårlig samvittighed over for disse såkaldte tolke?
Hvad med de fire millioner irakere, der bliver udsat for alle mulige former for ydmygelser? Hvorfor nægter Danmark ikke blot asyl, men også besøgsvisum til irakere? Hvis Irak som følge af besættelsen er blevet så farligt, at vores tolke må flygte, hvorfor vil Danmark så sende irakiske asylansøgere hjem?
Retfærdighed! Er det et begreb, som er faldet ud af demokratiets ordbog? Har vores politikere virkelig dårlig samvittighed over, at de har deltaget i ødelæggelsen af Irak?
Hvis det virkelig handler om dårlig samvittighed, så bør de ikke have den over for "tolke", der i forvejen har vist, at de ved at samarbejde med en besættelsesmagt forrådte deres fædreland og dermed fortjente, hvad landsforrædere normalt fortjener.
Men hvis det handler om en modydelse for den tjeneste, disse tolke har ydet danskerne, så kunne de belønnes med et par hundrede dollar, hvis de blev dræbt af modstandsbevægelsen - akkurat på samme måde, som Danmark betalte blodpenge til de irakere, som blev dræbt af danske soldater.
Disse tolke er på ingen måde hverken menneskeligt eller moralsk mere værdiulde end andre uskyldige irakere, og de fortjener heller ikke en mere anstændig behandling. Tværtimod, de vækker afsky på samme måde eller endda mere end de danske kvinder, der var kærester med tyske soldater. Ødelagde tyskerne måske noget, eller dræbte de nogen danskere med de stakkels kvinders hjælp? Hvorfor ydmygede danskerne dem, og hvorfor viser danske politikere nu barmhjertighed over for andre landes forrædere?
Vores politikere bør have dårlig samvittighed over for hele den irakiske befolkning, og de ved godt hvorfor. Hvis irakerne, bortset fra vores kære tolke, ikke er værd at have dårlig samvittighed over, så bør politikerne i det mindste have dårlig samvittighed over for de danske unge mænd, nogle af Danmarks bedste sønner, der efter deres bedste overbevisning troede, at de blev sendt til Irak for at hjælpe den irakiske befolkning.
De betalte deres liv som en pris for, hvad de troede var demokratisering af et land. Det er en skam, at de unge tapre mænd ofrede deres liv, så halvanden snes lejesoldater af den type, som sælges og købes til den billigste pris, kommer til Danmark for at undgå deres retfærdige straf.
Det er en skam, at de danske politikere ofrede danske soldater for en påstået demokratisering af Irak, mens de i dag beskytter irakiske besættelsestolke. Hvis disse tolke virkelig troede, at de ved deres tjeneste hos den danske besættelsesmagt bidrog til demokratisering af Irak, så må de bliver dér og føre kampen for demokratiseringen videre, efter at besættelsesmagterne begynder at erkende nederlaget.
Og noget helt andet: Hvorfor denne bekymring for tolkene? Kollapser besættelsen i Irak ved danskernes tilbagetrækning? Befrielsesbevægelsen har jo endnu ikke overtaget magten i landet, og den "demokratisk" indsatte besættelsesregering har endnu ikke helt tabt kontrollen over den såkaldte "grønne zone".
SOM dansker med irakisk baggrund ved jeg, at irakerne altid har været taknemmelige over for Danmark og de andre lande, der tidligere beskyttede de irakere, der flygtede fra diktatoriske regimer!
Men irakerne ser med afsky på tolkenes asylsag i Danmark på samme måde, som danskerne ville have set på tyskerne, hvis de havde taget deres danske kærester med hjem, efter at have destrueret landet.
At samarbejde med en besættelsesmagt har samme bitre smag for befolkningen, lige meget om man er kæreste med besættelsessoldater eller om man tolker for dem - højst sandsynligt også under torturafhøringer af fanger.
Netavisen 17. august 2007