De fleste danskere tror måske, at deres land nu er ude af krigen mod Irak, og at de otte danske soldater, som døde dernede, er uskyldige og endda helte. Jeg mener, at Danmark fortsætter i krigen, og at alle, som deltager i den, er skyldige i massemord og krigsforbrydelse, både dem, som giver ordrer, og dem, som frivilligt opfylder dem. Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde til Ekstra Bladet den 10. august, at Danmark fortsætter med at sende soldater til Irak, at det var ”rigtigt at gå ind i Irak,” og at han ”fortryder intet”.
Så længe danskerne underlægger sig USA's krigspolitik for verdensherredømme, vil de dø på slagmarken. Den eneste måde at forhindre flere dødsfald og det eneste anstændige er at træde ud af ”Krigen mod terror” overalt.
De fleste i den danske antikrigsbevægelse ser det som en sejr for freden, at Danmarks cirka 500 besættelsestropper trækker sig ud af Irak. Det gør jeg også, delvist, fordi regeringen, med opbakning fra den såkaldte opposition, inklusive det tidligere venstrefløjsparti SF, stadig er med USA's besættelseskoalition for ”at opbygge landet”, som de ødelægger.
Fakta er, at Danmarks ”tilbagetrækning” fra Irak erstattes med 55 (i virkeligheden er der 80) bevæbnede danske ”instruktører” for den irakiske quislingregerings tropper, og at flere danske tropper bliver sendt ud for at dræbe afghanere og sudanesere.
De er krigsforbrydere, ligesom de, der stemmer på disse krigsforbrydere, også er kriminelle.
Jeg tror, at mange danskere ret beset er fuldstændigt ligeglade med, at irakere dør. Men de kan ikke acceptere, at invaderende danske soldater også skal dø.
Hvor hyklerisk er det, at de indtrængende mordere kaldes helte og ofre, og de invaderede uskyldige udråbes til terrorister, når de forsvarer sig!
Når man fastslår dette hykleri, betragtes man som ”terroristernes talsmænd” og ”landsforræder”.
Hvis de invaderende tropper ikke slås ihjel af det besatte lands folk i deres legitime væbnede modstandskamp, så vil de invaderende lande ingen grund have til at trække sig ud. Derfor støtter jeg fuldt ud Enhedslistens kandidat Asmaa Abdol-Hamids støtte til de irakiske modstandsfolk.
Jeg citerer et læserbrev fra Carsten Kofoed, der driver bloggen Frit Irak Blog og er en ekspert om Irak og modstandskampen.
”Modsat krigsmodstanderne, herunder Abdol-Hamid, har alle folketingspolitikere, der har støtte krigen og besættelsen, op mod en million irakeres og syv danskeres blod på deres hænder. De har smadret et helt land. Det er disse kolossale krigsforbrydelser, som landsforræderihetzen skal fjerne danskernes fokus fra.”
Danmark er et krigsførende og et krigsforbrydende land ifølge Danmarks egen grundlov paragraf 19.2 og 20, FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan og FN-pagten artikel 2, 4, 42, 51.
Ifølge FN’s Charter, flere FN-resolutioner og Nürnbergdomstolens lære skal krigsforbrydere stilles foran en international domstol. Det vil sige, at Anders Fogh Rasmussen og co., som trodsede FN, som løj om masseødelæggelsesvåben og forbindelser til Al-Qaida for at sende Danmark ud i den uprovokerede olieangrebskrig mod Irak, skal retsforfølges i Haag.
K.E. Løgstrup
Min opfattelse er, at mange danskere helst vil følge dansk religion og kultur, end hvad FN siger, selvom Danmark har underskrevet alle de ovennævnte love. Så hvad siger K.E. Løgstrup, en af Danmarks mest respekterede teologer og filosoffer, om medansvar og skyld?
I sit mesterværk ”Den etiske fordring” fra 1956 skriver Løgstrup:
”Den enkelte borger … er medskyldig i alle de misforhold og i al den nød, som medborgere og landsmænd kommer ud i ved mangelfuldt eller dårlig styre … det politiske ansvar består i at være medansvarlig for andres handlinger, nemlig de styres.”
Ifølge Løgstrups kristne etik er det Guds mening, ”at den enkelte skal tage vare på den andens liv”, og at ”Guds fordring i Jesu forkyndelse går alene ud på, at den enkelte i sine overvejelser ikke går ud fra sine egne velforståede interesser, men går ud fra, hvad der tjener den anden bedst”.
I Løgstrups prædiken ”Politiske og moralske ideer” fra 1938 skriver han:
”At være menneske er at være skyldig – og medskyldig,” og hvis vi ikke forstår det, ”så er vi så afstumpede og hyklerisk forkalkede, at vi ikke længere er mennesker”.
I en anden prædiken, ”Pietismens unatur-forskel på stormænd og jævne folk”, skriver han, at det at være kristen betyder:
”At glæde sig ved retfærdighed og fred som en god og nådig tilskikkelse – og kæmpe for det …”
Mit Danmark, Mit Amerika
Nogle har stadig ikke forstået, hvorfor Danmark er blevet hadet af så mange mennesker i verden. Det hænger sammen med, at Danmark følger USA i dets konstante kamp for verdensherredømme.
Siden USA invaderede Vietnam, har jeg forstået, at USA er et voldelig uhyre, og derfor tog jeg medansvar og støttede de undertrykte og invaderede. Sådan har jeg fortsat, da jeg kom til Danmark og blev vidne til, at dette engang fredelige land begyndte at handle som mit tidligere land: i Jugoslavien, Afghanistan og Irak.
Min bevidsthed begyndte efter, at jeg indrullerede som naiv ”patriot” i USA’s luftvåben. Det var i 1956, og jeg var blevet opfostret med systematiske løgne ligesom samtidens generationer.
Da jeg begyndt på college i 1960, var USA allerede i krig mod vietnameserne – dog var krigen ”i demokratiets navn” skjult for amerikanerne. Dengang blev de amerikanske invasorer kaldt ”instruktører” for den ”demokratiske” sydvietnamesiske quislingregerings tropper, præcis ligesom danske tropper nu kaldes ”instruktører” for den irakiske quislingregerings tropper.
Da jeg forstod den sandhed, at de fleste vietnamesere i Sydvietnam og alle i Nordvietnam forsvarede deres land imod den angribende horder, var jeg nødt til at støtte deres retfærdige kamp, ellers ville jeg have været umoralsk, en passiv støtter af massemordere. Sådan er det stadig i dag for både amerikanere og i det seneste årti for danskere.
Vietnamesernes leder, Ho Chi Minh, var deres guide og helt, og ”Onkel Ho” blev også min. Bagefter kom jeg til at se andre undertrykte og deres ledere som ”the good guys”: Fidel og Che, Nicaraguas FSLN, El Salvadors FMLN og mange andre, som kæmpede for deres land, for at få tag over hovedet, for deres egne ressourcer, for retten til og nødvendighed af at slå aggressorerne ihjel.
Forskellen fra dengang og nu er, at det var ikke formelt ulovligt at sige sandheden. Det vestlige såkaldte demokrati var dengang nødt til at tillade kritik af morderiske og ulovlige invasioner. Men i dag – med den perfekte 11. september-undskyldning og derefter med USA’s ”Patriotic Act” og efterabernes ”terrorlove” – kan en sådan ærlig kritik og støtte sende en person ind bag tremmer i flere år.
Den danske stat er i gang med at retsforfølge danskere under disse fascistoide terrorlove, fordi de som i ”Oprør” og ”Fighters and Lovers” støtter frihedskæmpere i Colombia og Palæstina.
Nazisterne, det racistiske Dansk Folkeparti og krigsregeringens massemordere har ytringsfrihed, men den gælder ikke for antiimperialister og krigsmodstandere, som støtter de retfærdige modstandskampe i mange lande.
Forskellen fra dengang og nu er også, at vi lever i en tidsalder af erklæret permanent krig, og det skal vi bare sluge uden protest og uden at fortælle hinanden sandheden. George Orwells værste mareridt er blevet dagligdag.
Den permanente krigstidsalder
Den permanente krig betyder:
• At styrke USA’s hegemoni over hele verden.
• At skabe en langsigtet amerikansk militær tilstedeværelse i alle lande med olie eller med transportvejene fra olieressourcerne som Afghanistan, og hvor der er modstand mod USA's hegemoni. Dette mål er til fordel for andre rige kapitalistiske lande som Danmark, hvor A.P. Møller og den nye våbenindustri får profit ud af krige.
• Krigen skal vare længe, fordi det skal gøres profitabelt at omstille dele af den civile produktion til militær produktion samt give stor profit til olievirksomheder, våbenindustrien og andre tunge industrier.
• Vi i hegemonilandene skal være bange for ”terroristerne”, de mørke fremmede og dermed acceptere magthavernes brutale angreb og racisme. Hvis ikke vi accepterer deres endeløse, kaotiske profitangreb, skal vi fængsles.
Hvis man vil være en moralsk person, skal man se i øjnene, at USA er verdens største terrorstat, og at modsvar, både den lille mands uacceptable terrorisme og folkenes legitime frihedskamp, kommer efter USA’s og Danmarks angreb.
Fra 1775 til 1945, har USA interveneret eller invaderet hundredvis af gange mod hundreder af lande, plus ca. hundrede krige mod de indfødte ”indianere”.
USA har arrangeret snesevis af statskup; har tolereret eller støttet mange civile paramilitære grupper i USA til at ihjelslå indianere, sorte slaver og mexicanere; og givet støtte til paramilitære grupper, som har invaderet Mexico, Nicaragua, Honduras og andre lande.
U.S. Congressional Record, den 23 juni 1969, konstaterede at US Marine Corps havde udført 180 militære landgange. I dag har USA militære tropper og udstyr i 120 af FN’s 189 stater.
Dette er taget fra www.krysstal.com/democracy, en webside i UK om uddannelse og information.
Siden 1947 har USA arrangeret eller støttet 35 statskup i 28 lande.
I seks lande har de gjort det flere gange: Grækenland i 1949 og 1967, Guatemala i 1954 og 1963, i Sydvietnam i 1955 og 1963, Laos i 1958, 1959, 60, Sydkorea i 1960 og 1979 og Bolivia i 1964 og 1970.
Ud over statskup har USA interveneret med alt fra våben, bomber, kemiske og biologiske våben, penge, politiske og økonomiske sanktioner, og invasioner med tropper og/eller lejesoldater i 66 lande hele 159 gange fra 1947 til i dag.
Det første land, USA intervenerede efter 2. verdenskrig, var Frankrig, hvor USA i 1947 tvang sin vilje gennem landets valg for at sikre Frankrigs genkolonisering af Vietnam.
Ud over interventioner har USA invaderet med omfattende bombardement og/eller troppeinvasioner i 14 lande:
Korea 1950-53, Cuba i 1961, Vietnam fra 1962-75, Dominikanske Republik i 1965, Laos flere gange 1965-72, Cambodja 1969-73, Libanon 1982-3, Nicaragua fra 1982 til 1988, Panama i 1989, Irak i 1991 og 2003 plus tusindvis af bombeangreb i hele perioden, Somalia i 1992 og 2007, Sudan i 1998 og Afghanistan 2001.
Til denne liste burde man tilføje Jugoslavien, som USA’s NATO invaderede i 1995-6.
Og hvad er der sket over for USA? Ingen international straf eller sanktioner. Faktisk er USA den eneste stat, som er blevet dømt af Den Internationale Domstol i Haag for at invadere et land. Det var i 1984, da USA minerede Nicaraguas havne, men dommen fik ingen konsekvenser, fordi USA simpelthen ignorerede den.
USA har kun to gange været udsat for et militært angreb, og kun af ét land: Japan i 1941 på den amerikanske militærbase i Pearl Harbor, og én gang i 2001 af nogle enkelte terrorister. De fleste kom fra Saudi-Arabien, USA’s og Bush-familiens store økonomiske partner.
Hvordan stoppes verdensherredømmet?
Samtidens og oldtidens historie har lært os, at det, der er afgørende for at overvinde en invaderende nations angrebskrig, er følgende faktorer:
• At det angrebne lands folk modsætter sig krigen og forsøget på at besætte landet.
• At de væbnede frihedskæmpere påfører besætterne omfattende tab og skader.
• At folket i aggressorlandene bekæmper de herskende aggressorers krige.
Så vil betydningsfulde elementer søge en ende på magthavernes aggression. Vi ser dette med embedsmænd, som Frank Grevil, som afslører magthavernes løgne og grusomheder, og vi ser det i form af en forandring i massemediernes dækning, en gang imellem.
Konklusion
Jeg slutter med en sammensat tekst fra Løgstrups ”Den etiske fordring” for at give prosaisk udtryk for min egen livsfilosofi:
”Vi er i hinandens hånd … Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd … så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej … At acceptere kendsgerningen uden at ville høre fordringen er derfor ensbetydende med at stille sig indifferent til spørgsmålet, om livet skal fremmes eller ødelægges.”
Hvis vi gerne vil være fri for flere dødsfald, både vores og andres, skal vi tage medansvar og handle imod magthavernes terrorkrige.