Synspunkt fra Ungdomshusets pressegruppe
Efter de seneste par dage at have set Ritt Bjerregård få lov at optræde i diverse medier og fremføre sit syn på sagen ukritisk og uhindret få lov at lyve i pressen, vil vi gerne understrege følgende:
1) Når Ritt Bjerregård påstår, at hun er kommet med flere forslag til løsninger, så er det helt objektivt løgn. Der er kommet ét forslag; at man på almindelige markedsvilkår købte den kommunalt ejede bygning i Stevnsgade.
Fra Ungdomshusets side skal vi understrege, at dette ikke kan kaldes en politisk løsning, da denne løsning jo så absolut også ville være mulig uden Ritt Bjerregård som ejendomsmægler. Det undrer os, at ingen spørger hende, hvad der skulle forhindre fonden i at gøre et sådan køb også uden politisk indblanding.
2) Da Ungdomshuset sagde nej til at reducere retten til et ungdomshus til et spørgsmål om købekraft, så var det ikke – som overborgmester Ritt Bjerregård ellers har påstået flere gange – en lille hård kerne, der tromlede beslutningen igennem. Beslutningen blev truffet efter omkring 25 timers debat blandt husets aktivister. Det var en beslutning man kom frem til i fællesskab.
3) Ungdomshuset blev solgt for mere end seks år siden. Utallige demonstrationer, underskriftsindsamlinger, opfordringer til møder og meget mere er blevet overhørt af politikerne, mens en rydning rykkede nærmere. Først efter en afgørelse i Landsretten og fogedrettens fastsættelse af en rydningsdato har der været vist politisk interesse (om end minimal). Det skal her også på det allerkraftigste understreges, at Ritt Bjerregårds tilbud om at sælge bygningen i Stevnsgade kom over en måned efter, at Ungdomshuset skulle have været ryddet 14. december.
Ritt Bjerregård har været overborgmester i et år og været bekendt med problemstillingen. Måske skulle hun have gået ind i sagen med det samme og ikke en måned ”for sent”. Havde overborgmesteren engageret sig i sagen tidligere, så havde det måske været muligt at finde en fornuftig løsning.
Problemet er, at der ikke har været nogen reel politisk vilje til at løse problemet. Havde fonden ikke eksisteret var der ingen alternativer. Dermed er det jo klart, at den eneste ”politiske løsning” var private investorer
4) Grunden til at der er en anden juridisk ejer af Jagtvej 69 er alene fordi politikerne solgte huset til dem. Problemet er altså politisk skabt. Det var en politisk beslutning at sælge Jagtvej 69 til en kristen sekt. En økologisk fond, der havde som erklæret mål at lade Ungdomshusets aktiviteter fortsætte bød også på Jagtvej 69. Salget må derfor ses som et helt bevidst forsøg på at lukke Ungdomshuset.
5) Vi må understrege, at unge frivilligt og ulønnet har lagt kræfter i Ungdomshuset i 24 år. Det er derfor det økonomisk mest fornuftige kulturinitiativ at støtte. Det eneste, der bliver bedt om er jo et hus, at lægge kræfterne i.
Når politikere giver udtryk for, at Ungdomshuset har været til gavn for København og de synes der skal være plads til sådanne aktiviteter, dog uden de skal involvere sig i det, svarer det vel nogenlunde til at sige, at der bør være veje i København, men folk må selv betale dem.
Ungdomshusets pressegruppe
Netavisen 5. marts 2007