Den danske beslutning om at trække landsoldaterne ud af Irak viser, at modstanden er ved at sejre militært.
Af Henning Paaske Jensen
Den danske beslutning om at trække landsoldaterne ud af Irak viser, at modstanden er ved at sejre militært.
Krigsmodstandere i Danmark og Storbritannien må hilse den danske og britiske regerings respektive meddelelser om troppetilbagetrækning fra Irak velkommen - men den er helt utilstrækkelig. England vil hjemtage 1600 tropper ud af en styrke på 7.200 mand. Danmark vil trække 460 mand hjem til august og i stedet støtte besættelsen med helikoptermandskab og 4 helikoptere.
Det betyder heller ikke for hverken Danmarks eller UKs vedkommende et stop for deltagelse i den ulovlige ’krig mod terror’ og dens folkeretsstridige besættelser
Det er ikke engang sikkert, at de britiske tropper rent faktisk forlader Irak, for Blair har efterfølgende udtalt, at han kan revidere afgørelsen, såfremt ”sikkerhedssituationen kræver det”.
Både Blair og Fogh lyver, når de påstår at ’de irakiske sikkerhedsstyrker’ nu er i stand til selv at ’løse opgaven’. Når de danske og britiske tropper trækkes ud af det sydlige Irak i en fælles og koordineret aktion, der er forhåndsaftalt med den amerikanske præsident, er det fordi krigskoalitionen og begge Bushs loyale krigsbrødre er hårdt pressede af den stadig stærkere irakiske modstand. Der er grund til at forvente, at de virkelige magthavere i Basra og omegn vil blive den sekteriske og pro-iranske Mahdi-milits, som gennemfører ’etnisk udrensning’ af ’sunnier’. Efter al sandsynlighed overlades den irakiske befolkning til blodbad og kaos.
Blair og Fogh er også begge stærkt pressede af krigsmodstanden i UK og Danmark. Det er en sen manøvre, der tager sigte på at slippe så nemt ud af en umulig situation som muligt. Fogh har også blikket rettet mod næste folketingsvalg. Med en stor dansk styrke i Irak og fortsatte velfærdsprotester vil han helt sikkert ryge ud i mørket.
Brændpunkt Afghanistan
Den koordinerede beslutning om troppereduktion i Irak er direkte forbundet med, at både Danmark og England til gengæld vil sende flere besættelsestropper til Afghanistan. Her er modstanden mod besættelsen og de afghanske krigsherrer, som blev genindsat ved magten af Bush og Co., taget kraftigt til. Større forstærkninger til besættelsen efterspørges kraftigt i hele Nato, der har overtaget den amerikanske krig.
Med deres manøvre forsøger krigspolitikerne Blair og Fogh at modstå noget af presset fra den hjemlige befolkning. De håber, at modstanden mod krigen i Afghanistan vil vedblive at være af en langt mindre størrelsesorden end modstanden mod Irakkrigen. Men de skal ikke glæde sig for hurtigt. USA, NATO og den imperialistiske krigskoalition fører også en imperialistisk krig i det hårdt plagede Afghanistan, og modstanden er folkeligt baseret og fører en retfærdig kamp. Og det er ved at slå igennem som politiske spørgsmål i de krigsførende lande. I Italien måtte Prodi gå af (for en kort stund) pga. modstand mod tropper til Afghanistan og udbygning af en amerikansk base i Vicenza.
Delsejr for modstanden
Man behøver ikke at være specialist for at forstå, at det er den irakiske modstand som har påvirket opinionen i de krigsførende lande. Besættelses-styrkernes opgaver har længe været reduceret til primært at forsvare sig selv i deres baser, som stadig hyppigere er blevet angrebet. At komme udenfor baserne var blevet endnu farligere i et Irak, hvor sikkerheds situationen for befolkningen er så dårlig som aldrig før, og hvor USA-koalitionen og dens lakajregering kun har kontrollen over Den Grønne Zone.
Så upopulær er Irak-krigen blevet, at krigs-lystløgneren Tony Blair er færdig som premierminister. Hans udpegede efterfølger Gordon Brown må have ”a new beginning”, helst uden den massive krigsmodstand Blair blev kompromitteret med. Den danske regering havde reelt ikke andet valg end at følge med – og høste en taktisk parlamentarisk gevinst ved at komme på forkant med ’oppositionen’ ved at trække næsten hele styrken ud af Irak.
Den store enighed om deltagelse i den ulovlige amerikanske krig mod terror i dansk politik blev genoprettet på én dag – og krigsforbryderen Fogh ånder lettet op.
Skrump i koalitionen
Samtidig må det konstateres, at USA's krigskoalition af ’villige’ i Irak med de seneste udmeldinger skrumper ind: Italien, Spanien, Ukraine, Japan og New Zealand har for længst trukket deres tropper ud. Sydkorea som har et stort kontingent på 2300 har til hensigt, at alle tropper skal være ude inden årets udgang. Letland og Rumænien der begge er underlagt den britiske kommando ligesom den danske overvejer også at trække deres tropper ud.
Alt dette sker mens USA forøger sine besættelsesstyrker i Irak med mere end 20.000 mand og forsøger at gennemføre en omfattende militæroperation i Bagdad, som vil have lige så meget succes som alle de tidligere operationer, manøvrer og tricks. Nemlig ingen!
Når Bush, Blair og Fogh samstemt prøver at give udtryk for, at man begynder at trække sig ud af Irak, fordi det går fremad, ryster alle andre end de tjenstvillige medier på hovedet. De er gennemskuet!
Opdateret
Netavisen 28. februar 2007