Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 23, 2006 APK´s 3. kongres Kongresdebat
Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 23, 2006
Arbejderen, der er dagbladet for og talerør for det nye samlingsparti Kommunistisk Parti, har bragt en halvanden sides artikel, der åbenlyst er et forsøg på at miskreditere hele den socialistiske tanke og mere specifikt den socialistiske udvikling i Sovjetunionen efter 1917 frem til hrustjoviternes overtagelse af magten i 1954.
Artiklen er begået af Osvaldo Martinez, som ikke er hr. Hvemsomhelst. O. Martinez er direktør for center for økonomiske studier og medlem af Cubas Nationalforsamling – og anledningen til dette frontalangreb på den socialistiske tanke er udgivelsen af en bog om Che Guevara.
Det ser ud til, at O. Martinez forbereder cubanerne på antisocialistisk udvikling af Cuba snarest, til fordel for en kapitalistisk udvikling og især til gunst for USA-imperialismen.
Artiklen består af løsrevne citater af Che Guevara iblandet et misk-mask af Martinez egne politiske synspunkter og kommentarer. Det er ikke muligt her at gå ind på alle punkter i artiklen, derfor en mere generel omtale af væsentlige elementer i den.
Lad os se på nogle politiske hovedpunkter i artiklen:
Et hovedangrebspunkt er mod marxismen-leninismen, er et angreb mod hele den marxistiske politiske økonomi. Her forsøger Martinez at godtgøre, at marxismens politiske økonomi ikke kan bruges til noget i dag. Hans konkrete kritik er rettet mod skriftet ’Lærebog i Politisk Økonomi’, udgivet af Tidens Forlag på dansk i 1955. Osvaldo Martinez kalder lærebogen uvidenskabelig og kommer med den påstand, at den politiske økonomi, bolsjevikkerne byggede på, kun kunne bruges specifikt i Sovjet, og at Sovjetunionens økonomi frem til 1954 nok blot var baseret på, at administrative beslutninger blev ophøjet til generelle og objektive love.
Med disse standpunkter forsøger Martinez at så tvivl ved hele den videnskabelige socialismes politiske økonomi og peger på en anden vej for samfundenes udvikling end socialismen og kommunismen.
Hans påstand er i øvrigt, at ’den politiske økonomi’ endnu ikke er skrevet.
Desuden bruger Martinez et gammelkendt kneb med at sammenligne usammenlignelige størrelser. Således sammenblander han Lenin og Stalins politiske økonomiske kurs for at styrke socialismen med Hrustjov-klikens forræderiske politik for at omforme det socialistiske Sovjets økonomi for at fremskynde en tilbagevenden til et kapitalistisk Sovjet. Altså en hel anden politisk kurs end Lenin og Stalins. Hr. M. kan ikke være uvidende om den hob af kendsgerninger, der beviser dette.
Et andet angrebspunkt er NEP, den Ny Økonomiske Politik, som i få år skulle fremme de kapitalistiske elementer i økonomien, som Sovjets regering praktiserede nogle år i 1920’erne, simpelthen for at få gang i økonomien og produktionen. Dette mente man var nødvendige skridt for at få brød og klæder til folkemasserne.
Martinez tager fat i kritiske kommentarer fra Che Guevara om NEP. Siden 1920’erne har NEP været taget op til diskussion i socialistiske og kommunistiske kredse – på lige fod med mange af de øvrige taktiske vendinger, Sovjetregeringen måtte foretage efter 1917 og frem til Hrustjovs overtagelse af magten midt i 50’erne.
Her sammenligner Hr. M. igen to usammenlignelige størrelser. Nogle få års taktiske kurs inden for det økonomiske område for at styrke den socialistiske udvikling af Sovjet, som er hele karakteren af NEP, sammenlignes med Hrustjov-klikens permanente omdannelse af økonomien for at vende tilbage til kapitalismen.
Et tredje angrebspunkt mod marxismen-leninismen er på det ideologiske område.
M. sammenligner Marx, Engels og Lenin med folk som Trotskij og Bukharin, men udelader Stalin, manden, som i 31 år stod i spidsen for den første og største socialistiske stat i historien. Her ser vi igen et yndet kneb fra fjender af socialismen. Sammenblandingen af den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen, med trotskismen. Og i det hele taget er det et forsøg på at skabe forvirring om den videnskabelige marxismes hele ideologisk-politiske grundlag.
Et fjerde angreb er på det filosofiske område. Marxismen tager udgangspunkt i, at det er menneskenes livsforhold, den materielle verden, der skaber ideer og tanker, og ikke den åndelige religiøse verden. Ikke desto mindre forsøger artiklen at godtgøre, at Che Guevara skulle tage udgangspunkt i tanken, i ideerne som det væsentlige. Med henvisningen til Ches analyser i bogen skrives der: ”Og den giver også den vigtige lære, at det er i bevidstheden og ikke i den materielle stimulans af menneskene, at socialismen kan blive uafvendelig.”… Ches hele virke modsiger M.s forsøg på at tage Che til indtægt for denne idealistiske tænkning. Marx og Engels og dagens marxist-leninister er da også helt kategoriske på dette område.
Men hvad får Kommunistisk Parti og Arbejderens redaktion til at trykke en sådan en artikel, her blot et par uger efter dette partis stiftelse? Kommunistisk Parti vil åbenbart gøre op med den videnskabelige socialisme. Det kan kun ses som et opgør med den socialistiske tanke og er et forsvar for kapitalismen i en eller anden indpakning.
Dette falder da også godt i tråd med ånden dette partis nye program, et program, der ikke siger noget om, hvor partiet vil hen med socialismen, endsige hvad man mener, at socialismen er for en størrelse.
Kommunistisk Parti vil på denne måde, med 'kritik fra venstre', bruge ikke mindst Che Guevaras, men også Castros og Cubas enorme goodwill hos socialister og den venstresøgende ungdom i Danmark og forsøge at sprede usikkerhed om Marx, Engels, Lenin og Stalin og andres resultater på alle områder.
Det er beskæmmende, at erklærede kommunister kan synke så dybt.
Netavisen 11. december 2006