Vi bliver ved!

Leder
Kommunistisk Politik 22, 2006

Der er ikke noget at komme efter, siger Fogh, Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen. De siger det alle sammen: Velfærden er steget under VK-regeringen siden 2001.
Gå hjem, forældre og pædagoger! Gå hjem! Socialistiske ballademagere!
Og de kan bevise det, sort på hvidt. Samtlige regeringskontorer flyder over med beregninger, der dokumenterer just det, og de flyder ad mærkelige kanaler ind i avisernes spalter og ud gennem de elektroniske medier.

” Velfærdsområdet er gennem de seneste år blevet tilført øgede ressourcer. Siden 2001 er det offentlige forbrug steget med ca. 22 mia. kr” , hedder det i regeringens seneste opstilling.
Så hvad piver I for! Gå dog hjem!

Men folk går ikke hjem. Vi bliver ved. Når én kamp er afsluttet, starter en anden. Forældre og pædagoger blev afløst af gymnasieelever og gymnasielærere og andre uddannelsessøgende, der dokumenterede at der blev skåret ned hos dem – at velfærden blev barberet yderligere.

Og straks starter talkrigen igen. Alle andre tal end dem, som regeringens spindoktorer har sagt god for, er simpelthen propagandaløgne, alene opfundet for at genere Fogh, Bendtsen og Kjærsgård, og få regeringen til at gå af. Men det kan vi godt opgive: den går alligevel ikke af, og den bøjer sig heller ikke for ballademagere.

Det bliver givet mere ud til velfærd, og velfærden er blevet forbedret under VK. Det er regeringens postulat, og ve den, der udfordrer det.
Og alligevel står folk der. Alligevel fremlægges andre beregninger. I august 2006 viste en undersøgelse, at

- 45 % mener at den offentlige sektor generelt er blevet dårligere

- 60 % at ældreplejen er blevet forringet

- 43 % at sundhedssektoren er dårligere.
Havde man specielt spurgt til om skoler og uddannelsessteder var blevet forringet, eller børneinstitutionsområdet var blevet dårligere under VK, så havde procenterne utvivlsomt bevæget sig lige så højt eller endnu højere op.

Regeringens regnekunster overbeviser ikke, simpelthen fordi der er tale om kunst. Hvordan måler man velfærd og evt. forringelser i det offentlige? Folk i almindelighed er tilbøjelige til at mene, at hvis der kommer flere elever i klassen, hvis der bliver færre pædagoger pr. barn eller mindre tid til ældrepleje, så er det forringelser. Og det er netop oplevelsen af sådanne massive besparelser, som har fået danskerne til ikke at tro på Foghs forsikringer om den øgede velfærd.
Regeringen har det problem, at dens tal beviser noget andet end at velfærden er blevet forbedret.

Tallene beviser heller ikke, at det offentlige forbrug er steget hurtigere og mere end det private, som den siger. Den snyder nemlig på vægten. Udviklingen i det offentlige forbrug skal nemlig måles realt (dvs i de faktiske ydelser) og uden at medregne pris- og lønstigninger.

Men det er det, regeringen gør. Den kan dokumentere, at der bruges flere penge på den offentlige sektor, men ikke at de er brugt til forbedring af velfærd. Kendsgerningen er, at de er slugt af pris- og lønstgigninger samt øgede omkostninger til bureaukrati og kontrol. De er ikke brugt til bedre kvalitet, bedre service eller flere goder.

Tager man højde for dette og måler de faktiske ydelser, så viser det sig, at det private forbrug i VK- regeringens tid steget dobbelt så hurtigt som det offentlige for­brug. Det offentlige forbrug steg årligt med 2,3 % i perioden 1995 til 2001, mens væksten under VK – regeringen har været 1,3 i perioden 2000 - 2007. Nærmest en halvering. Og en stigning på 2 pct. regnes faktisk som stagnation, alle tal derunder som reel tilbagegang.

Regeringens udgiftsloft med en ganske svag realvækst på 0,5 % årligt for offentlige ydelser (sva­rende til en stigning på 2 mia. kr. årligt) er ikke tilstrækkeligt til at undgå serviceforringelse. Uanset hvor meget den selv påstår noget andet.

For at opretholde uændret offentlig service skal realvæksten i de offentlige udgifter være mindst 1,2 pct. Udgiftsloftet er altså i sig selv ensbety­dende til en årlig serviceforringelse på 0,7 pct. svarende til 3 mia. årligt. Lægges hertil de øgede behov for offentlige udgifter med den historiske udvikling og en ændret befolkningssammensætning med flere ældre er det klart, at stigningen må være endnu større, bare for at holde niveauet!

Derfor bliver ingen overbevist! Derfor vil der konstant være nye på Slotspladsen. Derfor bliver vi ved, og derfor kommer vi igen.

Netavisen 24. november 2006