Lad os en gang for alle slå fast, at 11. september 2001, ikke var dagen, hvor verden i et splitsekund ændrede sig radikalt. APK's 3. kongres. Kongresdebat
Af B.C. Andersen
Lad os en gang for alle slå fast, at 11. september 2001, ikke var dagen, hvor verden i et splitsekund ændrede sig radikalt.
Det er en myte, plantet og gødet af blandt andre manuskriptforfatterne til den fallerede B-film-præsident Ronald Reagans stjernekrigsprojekt og hans Ondskabens Imperium, af Bushs, Blairs og Foghs spinddoktorer, en myte sået og spiret i de diverse neocon-tænketanke.
Den 11. september 2001 var dagen, hvor de Forenede Stater – USA-imperialismen – trådte i karakter og ind i det ny årtusinde med såkaldt krig mod terror, en total krig uden ende, en uhyre militær aggression, der er en global kolonial erobringskrig, som skal skaffe lebensraum til de multinationale selskaber.
Den amerikanske drøm om en ny verdensorden, er USA-imperialismens verdensdiktatur, et fascistisk diktatur, hvor den til enhver tid siddende marionetpræsident af sine dukkeførere, de store
multinationale koncerner, får lov til at lede verden i ”demokratiets, frihedens, og menneskerettighedernes” navn.
11. september 2001 kan ses som rigsdagsbranden i 1933, der gav nazismen og Hitler en undskyldning til at udråbe kommunisterne som bagmænd for en terrorbrand, nazisterne selv, som det senere viste sig, havde planlagt og påsat.
Branden i 1933 førte til omfattende love, der sendte nazismens modstandere i kz-lejre, indførte vidtgående forordninger om loyalitet til fører og stat, omfattende begrænsninger i den personlige frihed, med husundersøgelser, brev-, telegraf- og telefonovervågning, stærke begrænsninger i ytrings- og pressefriheden, i møde-, forsamlings- og demonstrationsfriheden.
1933's 11. september 2001 og efterfølgende love om loyalitet og beskyttelse af det tyske folk og den tyske stat beredte vejen for nazismens og Hitlers dukkeføreres egentlige mål, en uhyre aggressiv angrebskrig for at skaffe monopolerne lebensraum , råstoffer og lydige undermennesker som tvangsarbejdere og slaver.
Blandt Hitlers dukkeførere er det af interesse at nævne Henry Ford, en amerikansk multimilliardær, nazisympatisør, modtager af det Tredje Riges højeste orden for sit bidrag til den stortyske krigsoprustning før og under anden verdenskrig, hvor Ford i Tyskland med tvangs- og slavearbejdskraft blandt andet producerede 8000 kamp- og lastvogne, og hvis fabriksanlæg, modsat
kulturbyen Dresden, der var helt uden strategisk og krigsmæssig betydning, og som blev terrorbombet, kun led ubetydelig skade af de amerikansk-engelske bomber.
Et andet multinationalt selskab, hvis storaktionær og ejer også modtog det Tredje Riges højeste udmærkelse, var IBM, uden hvis indsats det Tredje Rige ikke havde kunnet eksistere og hænge sammen logistisk al den stund, at al krigsproduktion, al administration, lige fra kz-lejrene, fangeregistrering og styring af behov af råstoffer til tvangs- og slavearbejdere osv. blev leveret og kørt af IBM.
Profitten, aktieudbytterne til de ovenstående og andre udenlandske investorer, blev indbetalt af det Tredje Rige på særlige bankkonti og reinvesteret af de multinationale selskaber i det stortyske tusindårsriges fremtid.
I 1941 talte den socialdemokratiske landsfader Thorvald Stauning i Fyns Forum. Han sagde:
”… Det er klart, at Europa vil undergå en udvikling, og Danmark må som andre nationer gå ind i de nye baner for samvirke og samhandel, men det vil næppe være svært for Danmark, thi i svundne tider har vi haft en betydelig samhandel med Tyskland, og dertil er erhvervsliv og befolkning rede.
… Der må for et lille, flittigt, virkelystent folk være muligheder for samvirke med det tapre, tyske folk, der er berømt for flid og dygtighed. I så henseende kan der ikke herske tvivl. Når freden er sikret, vil et nyt virksomt liv begynde, og det danske folk vil nok finde og udfylde sin plads.”
Og senere samme år den 8. marts i studenterforeningen i København:
”… De små stater har intet at frygte, de vil beholde deres selvstændighed. Kun på det erhvervsmæssige, militærpolitiske og udenrigspolitiske område må ledelsen være fælles og bestemmes af Tyskland, ellers kan de enkelte lande indrette sig, som de selv vil.”
Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning havde fattet den stortyske europæiske nyordning, hvor de forskellige nationer skulle finde deres naturlige plads i forhold til det stortyske moderrige.
Han havde forinden sendt direktøren for F.L. Smidth & Co., Gunner Larsen, der i årevis havde understøttet forskellige nazistiske og tyskvenlige bevægelser, og som var udpeget som minister i Staunings regering, til Berlin for at indlede forhandlinger om en dansk-tysk told- og møntunion. Hemmelige forhandlinger, der omfattede et fælles statsborgerskab, en politisk og økonomisk indlemmelse i det stortyske tusindårsrige, og som indebar et dansk-tysk erhvervsfællesskab, dansk-tysk toldunion med tyske toldsatser, hvor Tyskland skulle have toldindtægterne, en møntunion, hvor mark blev indført i Danmark, at tyske satsborgere blev ligestillet med danske statsborgere, at der blev indført en korporativ (nazistisk/fascistisk) forfatning i Danmark, at Tyskland skulle udøve alle Danmarks politiske og handelspolitiske forhandlinger med andre nationer, at alle tidligere danske aftaler blev opsagt, og at der efter den endelige tyske sejr kun skulle være et eneste tilladt parti i Danmark under navnet ”Danmarks National Socialdemokratiske Arbejderparti”. Det sidste punkt i de hemmelige forhandlinger er siden hårdnakket blevet benægtet af historikere af socialdemokratisk og borgerlig observans som værende et ondsindet rygte.
At der ikke er noget nyt under solen, og at historien gentager sig, er umarxistisk. Men ser vi historisk på, hvad der førte til anden verdenskrig, hvilke dukkeførere der trak i trådene, de mål, de søgte, hvordan forskellige opportunistiske kræfter underordnede sig og fandt deres plads, kan man finde mange lighedspunkter til det, som sker i dag.
Der er mere end bare få lighedspunkter mellem B-film-præsident Reagans gryende neocon-manuskriptforfattere og deres senere Projekt for the New American Century og nazismens tusindårsrige. Det stortyske førerskab, det amerikanske lederskab.
PNAC er Rumsfelds, Cheneys og Paul Wolfowitz' – og andre med dem – manifest for amerikansk overherredømme, et fascistisk amerikansk verdensdiktatur .
I det 21. århundrede behøver fascisme ikke optræde med skrårem, sortskjorte, Hitlerhilsen eller hagekors.
Den optræder i ”frihedens, demokratiets og menneskerettighedernes” navn og med en demagogi,
selv ikke Goebbels kunne have været leveringsdygtig i, som når hans sande arvtagere toner frem på skærmen og ind i din stue, spindoktorerne, de såkaldte eksperter om dette eller hint fra CEPOS og manuskriptforfatterne til den totale krig mod verdens folk og arbejderklassen fra neocons tænketanke.
Netavisen 21. november 2006