Fogh skal tvinges væk

Kommunistisk Politik 19, 2006

De massive protester i form af det kommunale budgetoprør og de markante demonstrationer ved folketingets åbning, organiseret af initiativet 'Velfærd til alle', var skriften på væggen for Fogh-regeringen. Nedtællingen for denne kriminelle regering, den sorteste i Danmark siden 2. verdenskrig, er i gang. Velfærdsbevægelsen har sat en anden politisk dagsorden end Anders Foghs – og den vil blive svær at tilsidesætte.

Protesternes styrke kom så fuldstændig bag på regeringen, at den tilsyneladende flippede ud i panik og slyngede vildt om sig med skældsord mod strejkende pædagoger og lærere, bekymrede aktionerende forældre og hele den brede mangfoldighed af protesterende. Men de kom også som en overraskelse for de øvrige Christiansborgs-politikerne og de borgerlige medier, der lever i deres egen indkapslede verden, som normalt mest bevæges af selvsving.

Samstemmende havde de ment, at det var slut med velfærdsprotester efter den 17. maj, hvor langt over 100.000 var på gaden landet over for at forhindre ødelæggelse af efterløn og pensioner, SU og meget andet grimt. Hvorpå regeringen, Socialdemokraterne og De Radikale indgik et stort forlig, som fjernede nogle af de planlagte angreb, men beholdt de fleste og de værste , herunder det store angreb på pensionerne. De bildte sig ind, at forårets uro ville lægge sig i løbet af sommeren, når Helle Thorning Schmidt blev rost i alle landets medier for sit 'politiske svendestykke'.

Men borgfreden blev ikke accepteret, og det er først og fremmest de unges fortjeneste, ikke mindst de uddannelsessøgende, som gennem lang tid har stået forrest i protesterne mod Fogh-regeringens nyliberale reformer. De ville ikke acceptere den borgerlige og socialdemokratiske forligspolitik, men sætte en stopper for anti-reformerne.

Pædagogstuderendes LandsSammenslutning (PLS), Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) fandt sammen i det usædvanligt slagkraftige initiativ 'Velfærd til alle', der i sit navn sagde, hvad det handlede om.

Symbolske besættelser af pædagogseminarier, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner op til sommerferien, en landsdækkende konference mellem ungdomsbevægelserne og den progressive del af fagbevægelsen samt en markant reaktion på de kommunale budgetforlig, ikke mindst fra pædagog- og lærerfagforeningernes side, pegede frem mod en ny bølge af landsdækkende protester ved folketingets åbning den 3. oktober.

Århus blev det sociale jordskælvs epicenter. Da de århusianske forældre lukkede daginstitutionerne og gik på gaden i protest mod det kommunale nedskæringsforlig, satte regeringen sine embedsmænd til at udarbejde 'argumenter', der skulle bevise, at århusianske forældre var forkælede i forhold til forældre andre steder i landet.

Og de århusianske politikere stod last og brast mod forældrenes protester. Den tidligere borgmester og nuværende rådmand Louise Gade (V) politianmeldte forældrene, mens den nyvalgte socialdemokratiske borgmester Nikolai Wammen førte budgetkniven.

Forligspolitikken mellem regeringen og oppositionen om kommunalreform og 'velfærdspolitik' holdt, selvom den bliver forkastet af det store flertal. To tredjedel af danskerne støtter velfærdsprotesterne, kun en tredjedel støtter Fogh og forligspolitikken.

Socialdemokraterne spillede som sædvanlig en grim dobbeltrolle. Partiet og LO-toppen var fra starten imod budget- og velfærdsprotesterne ved folketingets åbning. Presset fra 'Velfærd til alle'-initiativet var imidlertid så stærkt, at protesterne ikke kunne tages i opløbet. Derfor 'var man med uden at være med'.

Det kan siges at have haft den fordel, at protesterne så ikke kunne beskyldes for at være socialdemokratisk styrede. De kunne fremstå som det, de reelt var – virkelig brede folkelige protester, som også omfattede mange, der har stemt på regeringspartierne. Det var derfor, det var så vigtigt for regeringen at stemple bevægelsen som 'inspireret af socialistiske ballademagere ', i bedste koldkrigs-stil, og fastslå, at den 'kun var ude på at vælte regeringen' .
I kravet om 'velfærd til alle' ligger lige præcis den formel, som har kunnet forene forskellige politiske og sociale kræfter i én fælles bred folkelig bevægelse, som ingen har patent på.

Kommunister (herunder fra APK og DKU) har spillet en vigtig rolle. Uden kommunister og 'socialistiske ballademagere' ville bevægelsen ikke være kommet op at stå.

Men det afgørende er bevægelsens karakter af et enhedsinitiativ, opstået og skabt nedefra. Kun hvis hele bredden fastholdes og udvikles, kan den vinde nye nødvendige sejre i den fortsatte kamp i den netop indledte folketingssamling. Den må nu overveje sine aktionsformer og finde nye veje fremad – og må herunder ikke mindst finde nye former for organisation både lokalt og på landsplan, som kan fastholde bredden. Samtidig må bevægelsen ikke forvandles til en supporterbevægelse for Socialdemokraterne og blive parlamentarisk orienteret, men fastholde presset nedefra og udefra.
Det er vejen til at få Fogh væk.

Netavisen 11. oktober 2006