Kommunistisk Politik 15, 2006
Interview med lærer og tillidsrepræsentant Ebbe Klausen
Hvordan undgås ghettoer og ghettoskoler i Danmark?
Vesterbro Ny Skole har problemerne helt inde på livet.
Danmarks pt. mest omtalte skole er nok Vesterbro Ny Skole. Det gav storm i medierne, da skolen kort før ferien angiveligt efter pres fra danske forældre besluttede at inddele deres børnehaveklasser efter etnicitet. Kritikken haglede ned mange steder fra.
Nu er beslutningen omgjort. Efter sommerferien startede børnene i to basisgrupper med nogenlunde lige mange etniske danske elever i hver gruppe.
Vesterbro Ny Skole er sammenlagt af to skoler – Ny Carlsbergvejens Skole og Alsgade Skole – førstnævnte med et flertal af etnisk danske elever, den sidstnævnte med 80 % elever med udenlandsk baggrund.
Kommunistisk Politik har talt med Ebbe Klausen, veteranlærer fra Ny Carlsbergvejens Skole.
KP: - Hvordan har lærergruppens indstilling til opdelingen været?
EK: - Som lærernes tillidsrepræsentant har gjort gældende, så er vi imod en opdeling af elever udelukkende på grundlag af etnicitet. Det kan vi naturligvis ikke forsvare. Vi er lærere for alle vores elever, hver og en. Vi vil et læringsmiljø – en skole – hvor såvel Hans som Hassan trives og udvikles. En papiropdeling efter navn er både et uheldigt såvel som et uacceptabelt signal at sende.
Når dette er sagt, skal det tilføjes, at hele skolen – også lærerne – er dybt bekymret for, at tendensen til, at de danske forældre fravælger skolen, vil fortsætte i de kommende år. I de nystartede børnehaveklasser er fordelingen således, at ca. 30 % kommer fra etnisk danske hjem, altså mindre end en tredjedel.
KP: Hvorfor sker denne udvikling, fravælgelse her og nu?
EK: Det kan der ikke gives et entydigt svar på. Forældres skolevalg er næppe betinget af en enkelt faktor. Men Vesterbro Ny Skole er som navnet indikerer en ny skole, dannet for to år siden gennem en sammenlægning af de tidligere naboskoler Alsgade Skole og Ny Carlsbergvejens Skole. Og det giver naturligvis uro.
Ikke blot var der en stor og markant modstand mod det politiske mål med sammenlægningen, der som altid – pakket ind i lidt cellofan – drejede sig om, at det er billigere at drive én skole frem for to. Klassekvotienterne var kort sagt for små. Samtidig var antallet af tosprogede elever meget forskelligt. På Alsgade var der 80 % tosprogede elever, mens den tilsvarende procent for Ny Carlsbergvejens Skole var ca. 20. Politikernes overskrift for sammenlægningen var integration samt dannelse af en tresporet skole.
Modstanden mod sammenlægningen gik ikke på nogen måde mod ønsket om integration, men derimod på bygningskompleksets almindelige uegnethed som basis for skabelsen af en af Københavns største skoler. Det førte så til, at politikerne følte sig tvunget til at punge ud og blandt andet investere i bygningsforbedringer på op mod 20 mio. kr. – de havde haft et udspil på blot omkring 6-7 mio.
Vi har nu i to år drevet skole i bygningsrod.
Endelig skal man ikke glemme, at en ny skole ikke bare er født med en identitet, med en bestemt og accepteret kultur. Det tager flere år at opbygge en sådan fælles identitet, profil om man vil. Det er almindelig kendt – om ikke anerkendt – at det tager 5-7 år eller mere.
KP: I mange skolekredse, i overensstemmelse med ønskerne hos forældre, både danske og indvandrere, har man altid gået ind for, at der var et flertal af dansksprogede børn, ca. 2 til 1, af pædagogiske hensyn og af hensyn til en succesrig integration. Hvad er det nu, der sker?
EK: Som sagt: Politikerne fik deres sammenlægning og gik så videre til næste punkt på dagsordenen – dvs. tabte interessen for integrationsprojektet.
Her er så problemet. En skole kan vel næppe alene sikre en integration. Den er afhængig af sit skoledistrikt, af de elever, der rent faktisk bor i området. Af boligpolitikken, lejlighedernes størrelse, kvarterets børnevenlighed, kvarterets sammensætning osv. Bliver det omkringliggende kvarter til en social eller etnisk ghetto, bliver dets skoler også til ghettoskoler. Og det er forhold, der virker ind på hinanden.
Er sammensætningen af elever i skolerne skæv, risikerer man en udvikling, hvor grupper af forældre taber tilliden til, at en skole kan sikre den bedst mulige udvikling og læring af for deres barn, og fravælger skolen. Og det er ganske forståeligt, at forældre bliver nervøse, hvis antallet af tosprogede elever er meget større end antallet af elever med dansk baggrund alene.
Så kigger man sig om efter alternativer.
KP: Du har som lærer fulgt udviklingen gennem mange generationer af elever, og som kommunist har du vendt dig kraftigt imod den borgerlige og socialdemokratiske politik gennem årtier for ghettoisering og skabelsen af ghettoskoler – på trods af al deres snak om integration i de senere år. Er kampen mod ghettoiseringen ved at blive tabt – og hvem har efter din mening ansvaret for, at det er kommet så vidt?
Problemerne omkring de såkaldte ghettoskoler har været kendt i årtier, og det er betegnende, at politikerne nærmest bare har ladet tingene udvikle sig. Helt tilbage i begyndelsen af 80'erne lå i Københavns Borgerrepræsentation et forslag om, at ingen skoler skulle have mere end 50 % tosprogede elever. Her lå det godt, også da den første skole i København – Gasværksvejens Skole på Vesterbro – overskred denne grænse. Så fulgte den næste skole efter, og den næste … men så droppede man også forslaget uden at behandle det!
Og sådan har det været lige siden. Når problemerne omkring en eller flere skoler eller kvarterer topper, reagerer politikerne med gode (læs: stemmegivende) forslag eller udtalelser, der så, når den umiddelbare mediestorm er ovre, blot går i glemmebogen. Efter at Urban havde rejst problemerne omkring vores børnehaveklasserne i sidste uge, og tv fulgte trop, så udtalte Venstres uddannelsespolitiske ordfører, at hun kunne forestille sig, at man brugte nogle puljepenge til at favorisere de pågældende skoler, forbedre de fysiske rammer og undervisningsmaterialerne. Den socialdemokratiske uddannelsesordfører var ude med, at kommunerne skulle have flere penge, så de var i stand til det … osv. Så stoppede Bo Asmus Kjeldgaard (SF's og Københavns børne- og ungeborgmester) opdelingen efter etnicitet som ulovlig, mens Bertel Haarder straks ville gøre en sådan opdeling lovlig.
Tja … ord eller stemmefiskeri, om man vil, intet andet.
Sådan har det altid været.
Der er kommuner, der i årevis har fordelt eleverne på skolerne lige, også selvom det har betydet, at børnene skulle busses til og fra. Albertslund f.eks. Det har i det mindste dér været en funktionel løsning.
I København snakker man om, at skolerne skal udnævnes til magnetskoler (og få visse økonomiske fordele), man hylder det frie skolevalgspolitik og laver en økonomisk fordelingsmodel, således at pengene følger eleverne. Konsekvenser heraf er bl.a., at skolerne fristes til at fylde klasserne op til lovens maksimum på 28 i stedet for at henvise eleverne til naboskolerne. Det er ikke med til at bringe en skole som vores på højkant igen.
Politikernes parole i ghettoiserings-spørgsmålet er at lade stå til. Som sådan er det en kamp op ad bakke, men det har det jo altid været.
Netavisen 17. august 2006