KS (ex-KPiD) og DKP-ml har begået et forslag til fælles program med den underlige arbejdstitel Ny Kommunistisk Parti.
Revolutionens fane, den marxistiske teori, forsvaret af Sovjetunionen og socialismen under ledelse af Lenin og Stalin. Enver Hoxhas afsløring af den moderne revisionisme i alle dens afskygninger. Alt kommunistisk er forsvundet fra ny-kommunisternes programudkast.
At opretholde navnet er faktisk falskneri og medvirker til at øge skadevirkningen, som den såkaldte samlingsproces har medført siden 1997. I den periode, samlingsprocessen varede, skrev både DKP-ml og KPiD egne nye programmer, og det gjorde man, fordi man havde besluttet, at vejen til at skrive et fælles program gik over at afklare sig selv, så man siden kunne indlede forhandlinger og opnå enighed – altså kompromis – om, hvad der var principielt.
DKP, der ikke var så hurtig i opfattelsen, at de havde fanget den fremgangsmåde, blev under endnu dunkle omstændigheder smidt ud af reden. Men det gik i sidste ende heller ikke for KPiD og DKP-ml. Sidste efterår splittede samlingen KPiD i to, og de villige startede efter aftale gruppen Kommunistisk Samling (KS) med base i Århus.
Resultatet er nu kommet i form af det fælles programudkast og tilhørende aftale om at stifte et nyt parti til november 2006.
Grumset af tågesnak
Udkastet til program for det ny parti er så grumset af tågesnak, at det faktisk falder uden for rammerne af at kunne kaldes et program. Kun vanskeligt kan man bruge den leninistiske læresætning, at ' ord er bedrageriske, så man må vurdere partiernes oprigtighed ved deres praksis for at finde frem til, hvilken klasses interesser et parti i virkeligheden kæmper for'.
Det bliver vanskeligt at prøve oprigtigheden af et program, der synes at kunne give dækning for hvilken som helst praksis. Som om situationen for verdens undertrykte og fattige ikke var alvorlig nok, så truer kapitalismen ifølge programudkastet planetens fortsatte eksistens .
Det beskrives, hvordan det kapitalistiske system på det nuværende udviklingstrin ikke kan sikre både profit og velfærd. Socialismen handler om gennemførelsen af det 'antimonopolistiske' program: nationalisering af banker og vigtige virksomheder, sikring af menneskerettighederne, Grundloven og fagforeningernes frie forhandlingsret samt udmeldelse af EU og Nato. Ulempen ved kapitalismen og imperialismen beskrives som total liberalisme.
Lenins er kendetegnet ved transnationale analyse af imperialismens hovedmodsætninger er forsvundet til fordel for en teori om, at nutidens kapitalisme virksomheder og to tendenser, nemlig regionalisering og globalisering. Transnationale virksomheder er her teorien om, at visse store virksomheder ikke har nogen national hovedbase. (1) Programmet beskriver, at den Europæiske Union derfor er den hovedfaktor, der har ført til nyliberalismens sejrsmarch, derved at EU er det direkte værktøj for de transnationale virksomheder. Teorien om de transnationale er ikke bare forkert, den fører også til fejl i forestillingen om, hvad Unionen er, og hvordan den skal bekæmpes.
“Anti-monopolistisk demokrati” igen
Revolutionen og dermed hele den marxistiske teori er forsvundet fra nykommunisternes program: ”Overgangen og tilnærmelsen til den socialistiske magtovertagelse vil sandsynligvis være en længere proces med forskellige etaper. Det er i dag umuligt at sige noget endegyldigt om karakteren og indholdet af disse etaper, men med det nuværende udgangspunkt virker det mest sandsynligt, at klassekampen vil nærme sig socialismen gennem en folkelig, demokratisk og antimonopolistisk etape, også kaldet et anti-monopolitisk demokrati.”
Man vil skam også forberede sig på andre mulige overgange til socialisme og opstiller et valg til arbejderklassen mellem ” enten at acceptere og samarbejde med det kapitalistiske system på dets præmisser, hvad der betyder, at de accepterer øget udbytning og undertrykkelse og i sidste ende krig og truslen om selve menneskehedens udslettelse. Eller at kæmpe for et demokratisk og socialistisk samfund, hvor befolkningsflertallet samlet sætter sig op mod monopolernes magt og skaber et helt nyt samfund, der bygger på samfundseje, kollektivitet og solidaritet.”
Men i virkeligheden uddybes den reelle strategi med et taktisk oplæg, der beskriver en vej fyldt med illusioner om gradvise forbedringer og arbejderklassens muligheder for at vinde forsvarskampen for velfærden inden for rammerne af det borgerlige demokrati.
Ny-kommunisternes skribleri står i skarp kontrast til den ægte vare: Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter.De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt:
Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.
Fsk
(1)Troels Riis Larsen:
Globalisering eller ultra-imperialisme?
Paul Hirst og Graham Thompson:
Globalization in Question
Netavisen 13. april 2006