Leder
Kommunistisk Politik 1, 2006
Den danske statsminister fortsætter, hvor han slap: Nytårstalen til nationen var fyldt med løgne, nye løgne og gamle løgne, der skal tegne et rosenrødt billede af den danske nations tilstand og retfærdiggøre hans regerings kriminelle klassepolitik i monopolernes tjeneste.
Hans løgne om Irak-krigen og den danske deltagelse var en central del af det reaktionære nytårsbudskab:
Ifølge Anders Fogh er de danske soldater i Irak for at 'hjælpe irakerne til at leve i frihed, fred og fremgang' , for at 'opbygge et frit og demokratisk Irak' . I hans fremstilling saboteres disse ædle bestræbelser af 'fanatiske grupper' , der 'prøver med terror og trusler at blokere vejen frem til demokrati'.
De tre irakiske valg i 2005 skulle være beviset på, at det irakiske folks flertal støtter Bush, Blair, Fogh og besættelsen.
Fogh fortalte ikke, at krigen er ulovlig ifølge international ret, at den blev startet på løgn, og at de danske soldater er i Irak som deltagere i USA's imperialistiske og kolonialistiske 'krig mod terror', der skal sikre denne supermagt globalt militært og politisk herredømme – og dets monopoler, herunder Mærsk, fri adgang til udplyndring af Iraks og andre landes ressourcer.
Han undlod også at fortælle, at irakerne ikke har inviteret de udenlandske soldater til landet, og at det store flertal af irakere vil have dem ud med det samme. De fleste irakere støtter den væbnede kamp mod krigskoalitionen. Ellers ville den aldrig have haft den styrke og det omfang, den har haft gennem snart tre år. Der er tale om legitim modstandskamp mod en ulovlig krig og besættelse, ikke terrorisme.
Fogh fortalte ikke, at den fupdemokratiske proces, styret af besættelsesmagten, vil sikre en regering i Irak, som er domineret af fundamentalistiske kræfter med tætte forbindelser til præstestyret i Iran, med egen terrormilits (Badr-militsen) og egne torturfængsler. Den er i alliance med de reaktionære kurdiske partier og søger at opsplitte Irak i tre etnisk og religiøst definerede dele.
Terroristerne og de ekstremistiske fundamentalister i Irak er Bushs og Foghs allierede. Terroren og volden i Irak er det direkte resultat af krigen og besættelsen – og Bushs, Foghs og deres medsammensvornes ansvar.
Løgne har deres eget liv. Men magtens løgne lever ikke længere, end de får lov til at leve.
Det er sværere at lyve helt så konsekvent om, hvad der er tættere på end Irak: Danmark anno 2006. Fogh gjorde ellers, hvad han kunne, for at gøre sort til hvidt:
”I Danmark oplever vi vækst og velstand” – ”Vi har orden i økonomien” – ”Vi har overskud til at tænke på andre end os selv” – ”Så jo, det går godt i Danmark”.
Fogh undlod at fortælle, at de fattige bliver fattigere. Fattigdom og den voksende nød og elendighed i et af verdens rigeste samfund eksisterer ikke – og slet ikke i hans nytårstale. Ubehagelige kendsgerninger, Fogh-regeringen bærer et hovedansvar for, fortrænges. Stadig flere børnefamilier sættes på gaden, fordi de ikke har råd til huslejen. De hjemløse fryser stadig. Hospitalerne er møgbeskidte, og folk dør af at blive indlagt.
Nedslidte skoler og børneinstitutioner eksisterer ikke. Arbejdsløsheden er afskaffet.
Fogh sagde heller ikke, at de rige er blevet endnu mere styrtende rige. Aktionærerne kunne skovle en rekordforøgelse på 40 pct. til sig i 2005. Beskatningen er sat ned.
Det er, hvad Fogh kalder 'vækst og velstand' – for en begrænset del af befolkningen. Mange andre lever i en boble af lån på et opskruet boligmarked. Og de allerfattigste bliver sat på gaden med deres børn.
Foghs svovlstikkerøkonomi virker efter sin hensigt.
Det er derfor indlysende, at alle (bortset fra aktionærer og andre snyltere) skal arbejde mere (for aktionærer og andre snyltere) livet igennem, og at pensionsalderen skal op og efterlønnen væk. I 2006 er en højere levealder blevet en nytårsbombe, selvom levealderen har været stigende i det meste af sidste århundrede, samtidig med at 'velfærden' og de sociale sikringsordninger blev udbygget. Det er der imidlertid ikke råd til, hvis aktionærerne og snylterne skal beholde deres 40 pct. ekstra milliarder.
For alternativet til større slid for monopolerne og større udbytning er, at de rige tvinges til at betale.
Den mulighed glemte Fogh i sit glansbillede. Til gengæld er den lige så reel som den irakiske modstand og den voksende fattigdom.
Netavisen 3. januar 2006