Af Ole S.Larsen, Gøteborg
For at forstå kontrarevolutionen, for at forstå hvordan arbejderklassen kunne miste magten, er det nødvendigt, som I siger, at analysere de "indre forhold"
Rørtoft-Madsen og Mathisen fra Kommunistisk Parti skriver (28. november), at "socialismen led ikke nederlag over en enkelt nat".
Enig.
Den sovjetiske kontrarevolution i Sovjet, Polen og andre lande begyndte mange år inden 1989.
For at forstå kontrarevolutionen, for at forstå hvordan arbejderklassen kunne miste magten, er det nødvendigt, som I siger, at analysere de "indre forhold".
At arbejderklassen kan miste magten, uden at det sker ved et kontrarevolutionært statskup - af Chile-typen - eller gennem en udenlandsk intervention, er ganske vist i modstrid med den dogmatiske socialistiske opfattelse om, at staten garanterer de "socialistiske produktionsforhold".
Den sovjetiske kontrarevolution viser netop, at de "socialistiske produktionsforhold" kan nedbrydes og arbejderklassen kan miste magten som et resultat af en "indre kontrarevolution".
Faren for en sådan udvikling blev sat på dagsordenen så sent som på bolsjevikkernes 19. partikongres i 1952:
Allerede i 1930`erne havde bolsjevikerne opfordret til kritik af selvtilfredse ledere og bureaukrater. En hård kamp for som alle selvtilfredse pamperer gjorde disse modstand og de havde kontakter i både politi og militær.
Krigen stoppede denne kampagne, men efter krigen retter Stalin og de andre bolsjeviker igen søgelyset mod denne fare, som skulle vokse sig stadig større.
I 1952 fremhæver Malenkov i beretningen en række af disse farer: Malenkovs tale dokumenterer den daværende partiledelses syn på situationen.
Beretningen angiver ikke, at socialismens eksistens er truet, men den siger klart fra hvilket hold angrebet mod de store socialistiske landevindinger - der var opnået i 1920`erne og 30`erne - kommer:
"I partiorganisationerne forekommer det endnu, at kritikkens og selvkritikkens rolle i partiets og staten undervurderes, og at de som fremfører kritikken udsættes for forfølgelser og repressalier.
Partiet kan ikke undgå at tage hensyn til, at hvor kritikken og selvkritikken ikke udvikles, og hvor massernes kontrol over organisationerne og institutionernes samlede virksomhed forsvages, der opstår uundgåeligt sådanne abnorme foreteelser som bureaukratisme, råddenskab og til og med opløsning i visse dele af vort apparat.
Den ihærdige kamp mod mangler og skavanker i parti, og andre organisationers arbejde må blive et dagligt spørgsmål for hele partiet. En kommunist må ikke stå ligegyldig overfor de usunde foreteelser og manglerne i arbejdet og endnu mindre skjule dem for partiet. Hvis det står slemt til i en eller anden organisation og om partiets og statens interesser skades, så er det hver eneste partimedlems pligt at uden personlige hensyn meddele om manglerne til de ledende partiorganer, helt op til partiets CK
Partiets opgave består i at stadig bredere udvikle kritikken og selvkritikken, at rydde alt af vejen som forhindrer og forstyrrer i denne sammenhæng. Jo mere vi indrager masserne i kampen mod manglerne i arbejdet, jo stærkere kontrollen bliver nedefra over alle vore organisationers virksomhed, desto fremgangsrigere bliver vort arbejde på alle områder.
En konsekvent virkeliggørelse af parolen om kritik og selvkritik kræver en energisk kamp mod alle som hindrer dets udvikling og griber til forfølgelser og repressalier mod udøverne af kritikken .
Funktionærer som ikke fremmer udviklingen af kritik og selvkritik er en hemsko!, de er ikke modne til at være ledere og kan ikke kræve partiets tillid."
Malenkov fastslår også, at kontrollen over de statsejede virksomheder og statsapparatet var ved at glide ud af hænderne på arbejderklassen:
"Der har opstået ikke så få funktionærer som glemmer, at de virksomheder de har fået til opgave at overvåge og lede er statsvirksomheder, og som stræber efter at forvandle dem til sit domæne, hvor en sådan med forlov sagt ledere gør alt hvad "hans venstre fod vil." (G.Malenkov, 5. oktober 1952 på SUKP(b) 19.kongres - oversættelse: Interpres).
Malenkov påviser altså følgende: Iblandt funktionærerne og virksomhedslederne er der opstået et lag, som ikke leder virksomhederne i det arbejdende folks interesse, men ser på dem som sine egne "private" virksomheder. Og dele af stats- og partiaparatet har adskilt sig fra folket.
Kritik af disse forhold undertrykkes, og de som kommer med kritikken udsættes for repressalier.
Det er ikke småting som Malenkov tager op på den 19. kongres i 1952.
Denne alvorlige fare - at et priviligeret selvtilfreds lag af funktionærer og virksomhedsdirektører har vokset sig stort og de har interesser som strider mod arbejderklassen - bliver ikke fulgt op på den 20. kongres (1956) endsige taget op senere af Sovjet-lederne i gruppen omkring Hrustchov/Brezhnev.
Hvorfor?
Fordi det lag af selvtilfredse virksomhedsledere og bureaukrater udgjorde Hrustchov-gruppens magtbasis for alvor at satte sig på magten efter Stalins død.
Skridt for skridt udrenses revolutionærer som Malenkov af partiledelsen.
Da de for alvor havde konsolideret magten på den berygtede 20. kongres i 1956, blev alle de problemer med koruption og nepotisme, som Malenkov også advarer imod, fejet ind under gulvtæppet og græsrøddernes kritik af fejl og mangler i samfundet afvises, arbejderklassens kritik af bureaukrater og virksomhedsledere undertrykkes.
Resultaterne af den 20. kongres var ikke bare skæbnesvangre for Sovjet, Polen og Ungarn. Den var begyndelsen til opløsningen af den socialistiske lejr.
Den betød splittelse af den internationale kommunistiske bevægelse. I Danmark blev dele af DKP til SF,VS, og DKP/ML i 1978.
I SUKP blev 70 procent af de CK-medemmer som blev valgt på den 19. kongres i 1952 afsat mellem den 20. og 22. kongres.
Frem til 1961 blev næsten en million (900.000) medlemmer ekskluderet af det Hrustchov`ske parti.
Og de medlemmer som blev ekskluderet, var ikke de karrierremagere og borgerlige virksomhedsledere og bureaukrater, som Malenkov havde kritiseret i 1952, men de kommunister og revolutionære som ville føre 1952-kongressens beslutninger ud i livet.
Kontrarevolutionen forsatte i 1960`erne og 1970`erne under Brezhnev, frem til Gorbachov som beskrev den sovjetiske krise og forfald i blandt andet 'Perestroika'.
At der skulle have eksisteret "socialistiske produktionsforhold", altså at arbejderklassen havde magten i Sovjet, Polen og andre lande i 1989, er et udtryk for det borgerligt-revisionistisk dogme om, at statsejendom altid er socialistisk ejendom. Men statsejendom er ikke altid pr. definition socialistisk ejendom. Det er en borgerlig-reformistisk myte. Socialistisk statsejendom kræver en proletarisk revolution.
Denne gamle opfattelse - at når revolutionen er gennemført, kan arbejderklassen ikke miste magten uden gennem et voldeligt kup eller ydre aggression - undervurderer de spor, som tusinder af års klasseundertrykkelse har sat i form af tilbagestående traditioner, vurderinger og holdninger .
Den opfattelse som Kommunistisk Parti hævder, at der var "socialistiske produktionsforhold'i Sovjet og for eksempel Polen i 1989, at det var arbejderklassen som havde magten, stemmer ikke med virkeligheden.
Som I selv siger, "socialismen led ikke nederlag over en enkelt nat".
Denne opfattelse fører jo også til, at man betragter Kina som et socialistisk land i dag, fordi angiveligt er KKP et "kommunistisk parti som kontrollerer statsmagten".
Men KKP er i dag et borgerligt-kapitalistisk parti, som ganske vist fastholder visse "kommunistiske fraser". Og endnu ikke har privatiseret hele produktionen. Men KKP taler ikke om "socialistisk planøkonomi", men ditto markedsøkonomi.
Hvem der kontrollerer KKP ses også af at "privatkapitalister" strømmer ind i partiet. KKP er altså ikke engang ifølge deres egne regler et "arbejderparti".
Se også
Hvad sagde
Carl Madsen?
Af Ole S.Larsen, Gøteborg
Netavisen 12. december 2006