Af Per H. Christiansen, Frederikssund
Skønt virksomhederne tjener penge som aldrig før, kræver DI op til overenskomstforhandlingerne, at natarbejdstillæg afskaffes og arbejdstiden øges med 2 timer om ugen - dette til trods for, at 1400 mennesker dør af stress hvert år, mens antallet af unge, der bliver permanent uarbejdsdygtige pga. invaliderende stress, stiger voldsomt. Hver dag er 35.000 sygemeldt som følge af stress. Hver femte dansker er ramt af arbejdsrelateret stress.
Folkesygdomme som nedslidning og stress er i dag et af de største problemer på arbejdsmarkedet - både det offentlige og private, og forringelserne af den kommunale service gør kun ondt værre.
Det sidste kan vi (blandt andre) takke Lars Løkke for, manden der med den ene tunge giver kommunerne lov til at hæve skatten, mens han med den anden forbyder dem at bruge de indhøstede midler på nødvendige forbedringer for børn og ældre - manden, der kalder BUPL's tal forkerte og sine egne forkerte tal (for hvad kommunerne skal have eller afgive) foreløbige - manden der er gået i spidsen for at rive en masse mennesker op med rode og slå deres tilværelse i stykker! –
Da de privatansattes børn og forældre på plejehjem også rammes af nedskæringerne, må man håbe, oprøret breder sig til den private sektor, så regeringen ikke lades i tvivl om, at nok er mere end nok, samt at kommuneaftalen bør omgøres.
Vil vi skabe et ordentligt samfund, bør den offentlige økonomi have lov at vokse i samme tempo som den private. Det ville allerede i år betyde 8 mia. mere til kommunerne under ét, og for Århus ville det betyde et løft på 436 millioner her og nu.
Regeringens påstand om, at risikoen for økonomisk overophedning øges, hvis der bruges flere penge på velfærd, er i øvrigt absurd, da overophedning som bekendt forårsages af arbejdskraftmangel og kraftige lønstigninger.
Jeg mener: Det er jo ikke pædagoger, erhvervslivet efterspørger, ligesom pædagogerne heller ikke står til markant lønfremgang, men tværtimod har gennemregulerede overenskomster! Danmark går ikke rabundus, fordi nogle pædagoger og lærere arbejder i stedet for at gå på dagpenge. De kan jo ikke gå ind og bygge velværebadeværelser i den private sektor.
Desuden fraråder Nationalbanken netop skattelettelser med henvisning til risikoen for overophedning! Men skattelettelser undgår vi ikke, som udligningsreformen er skruet sammen. Også finansloven indebærer skattelettelser, formentlig på 1 mia., idet Skatteministeriets personale reduceres med en fjerdedel, og færre skattefolk giver ringere skatteligning, dvs. flere (indirekte) skattelettelser til diverse ”skatteål”, som har råd til kreative revisorer etc.
I Sverige er det lige før man tildeler skattesvindlerne ministerposter, bare de siger undskyld! –
De liberale partier mener, at velstand (hovedsageligt) skabes i den private sektor, mens den offentlige sektor er en omkostningstung byrde på linie med de ældre osv. Men det er en misforståelse, som er særligt udtalt hos De Konservative, der ustandseligt fabler om flad skat etc.
At velstanden realiseres i den private sektor, betyder naturligvis ikke, at den (primært) skabes i denne sektor. Det burde være indlysende for enhver, at raske, veluddannede og harmoniske mennesker, der ikke konstant presses ud over grænsen for deres formåen, og som ikke hele tiden må nøjes med ”discount-velfærd”, er en forudsætning for velstand og produktivitet osv. Men det hverken kan eller vil regeringen forstå.
Derfor er dens langsigtede mål at forrykke styrke- og størrelsesforholdet mellem den private og offentlige sektor. Derfor er flere samtalekøkkener, firhjulstrækkere og fladskærme m.v. for den et tegn på, hvor godt det går, mens ordentlig ældrepleje og anstændige forhold i daginstitutionerne øjensynligt er en luksus, vi ikke har råd til, selvom vi (ifølge Thor Pedersen) snart kan købe hele verden. –
Alene på ungdomsuddannelsesområdet har regeringen sparet 43 mio. på finansloven på skolebygninger. Ifølge beregninger fra Enhedslisten spares der mindst 490 kr. pr. elev på bygningsmassen. Dermed vil skolerne blive endnu mere nedslidte, end de i forvejen er, hvilket også vil forringe undervisningen og kvaliteten af uddannelserne etc.
Det er ikke så sært, de studerende har protesteret over nedskæringerne!
I år fordeler besparelserne på bygninger til ungdomsuddannelserne sig således: handelsskoler 8.965.000 kr., erhvervsskoler: 18.365.690 kr., gymnasier: 11.710.020 kr., tekniske gymnasier: 4.184.600 kr.
Desuden viser beregninger, at der skulle ansættes 9000 flere i daginstitutionerne, hvis normeringerne skulle svare til 1990-niveauet. Velfærden er m.a.o. blevet forringet år for år.
Mens k ommunerne foretager drastiske nedskæringer på børne- og ældreområdet, for at gennemføre kommunal-/udligningsreformen og overholde de stramme aftaler med KL - mens uligheden og fattigdommen vokser og flere og flere sættes på gaden - mens hjemmehjælpere, kabinepersonale og butiksansatte m.fl. knokler og nedslides - hygger aktieejere og direktører sig med enorme friværdier, gyldne håndtryk og dyre galopheste etc. –
Hvad med at sikre de lavtlønnede (offentligt ansatte) en ordentlig pose penge i stedet for at belønne de kommunale topfolk, der i forvejen tager sig godt betalt, og som er dygtigst til at implementere nedskæringerne, dvs. svinge pisken over deres lokalbefolkninger? –
Hvorfor bekymre sig over, at det offentlige forbrug er steget med 22 mia. siden 2001, og at det private erhvervsliv skriger skingert på arbejdskraft og strammere rådighedsregler, når det private forbrug i samme tidsrum er steget med mindst det dobbelte? –
Hvordan forhindre, at borgerne fremover bliver ”dummere” eller ”mindre egnede til erhvervslivet”, når forholdene for børn og studerende over alt forringes, selvom pengene (som bekendt) fosser ind i statskassen? –
Regeringen insisterer på at bruge andre kilder end BUPL i forsøget på at indbilde folk, at dagsinstitutionerne ikke er blevet beskåret. Men dens egne tal viser, at det ikke holder (se nettet for svar til Line Barfod, S 5359, 14.06.2006). –
Dels medregner regeringen 2001, hvor kommuneaftalen ikke var indgået, dels manipulerer den med talmaterialet, som rigtigt anvendt viser, at der i 2002-2005 er brugt færre penge på børnehaver og skolefritidsordninger, men flere på vuggestuer, aldersintegrerede institutioner og fritidshjem.
Når man betænker, at der er ca. 310.000 børn i de institutionstyper, der er blevet beskåret og kun ca. 210.000 børn i de institutionstyper, der har oplevet forbedringer, kan det ikke bortforklares, at flertallet af danske børn er blevet ramt af nedskæringer i den tid, Fogh-regeringen har fastlagt rammerne for det kommunale forbrug.
Det er en OMMER, vi forhåbentlig ikke skal vente ret meget længere på!
Netavisen 16. oktober 2006