Demokratiets sprog

Endnu en dag med et radikalt mediestunt: Alle danske børn skal lære engelsk, ikke kun som nr. 1 fremmedsprog, men alle danskere skal nu være to-sprogede (!?)
Al offentlig kommunikation skal foregå på engelsk, så slipper man også for at oversætte amerikansk og europæisk lovgivning.
Den kan bare vedtages på sit originalsprog.

Dansk Sprognævn troede, at der var tale om en sommerspøg, og den lykkelige tanke kan man jo godt følge - indtil man kommer i tanke om, at De radikale er ikke noget lystigt parti, men består af overlærer fru Jelveds artige små piger og drenge.

Engelsk er afprøvet som undervisningssprog gennem en årrække på udvalgte læreanstalter med et forudsigeligt magert resultat. Fra universitetsverdenen har gentagne gange lydt den simple kendsgerning at man underviser og undervises bedst på sit modersmål, hvor man mestrer det største ordforråd og ikke skal lede efter ordene, samt at de studerende lærer tingene bedre, når de kun skal koncentrere sig om stoffet.

I praksis er spørgsmålet om engelsk kun en lille flig af den nye måde at undervise på.

På Danmarks Tekniske Universitet praktiserer man, at virksomheder sponsorerer projekter samt at virksomheder definerer rammerne for opgaverne. For at sikre sig sponsorater skal de studerende altså skabe interesse for deres løsning hos multinationale koncerner. Det færdige projekt skal helst kunne sælges, eller måske oven i købet udløse et patent og give penge til skolen.

Vemodigt er det at tænke på, at Danmark engang fostrede internationale sprogforskere som Frederik Dreier og Rasmus Rask, mens nutiden ønsker at knuse al lærdom fra den almindelige folkeskole til de almene universiteter - til fordel for det almægtige blegfede burgervælde i krop, sindelag og sprog.

Eliten har altid haft svært ved at forstå dansk. Det lille ord Nej er så underligt, f.eks.
Måske vil det hjælpe, hvis vi er mange nok, der siger det i kor.

Netavisen 19. august 2006