Kommentar
Af Per H. Christiansen
Umiddelbart før de netop overståede forhandlinger mellem KL og Thor Pedersen lød advarslerne igen og igen fra de førende medier og økonomer: En for rundhåndet forøgelse af de offentlige udgifter i den nuværende situation, hvor det vækststimulerende skattestop søges opretholdt, kan meget let føre til en overophedning af økonomien og sætte en brat stopper for den igangværende bolig- og forbrugsfest.
Hvis opsvinget ikke skal afløses af en ”kold tyrker” eller stejl rutsjetur nedad (a la den, eksempelvis Holland tog i 2002), bør der (efter sigende) udvises mådehold, både af dem, der forlanger bedre offentlig service, og dem, der stadig taler om skattelettelser (da hverken tiden eller økonomien er til nogen af delene ifølge kapaciteter som skatteministeren og vismanden Birch Sørensen m.fl.).
Her skal det indskydes, at næsten al tale om at lempe topskatten er forstummet (hvis man ellers ser bort fra de sædvanlige udmeldinger fra Cepos, for ikke at nævne Charlotte Dyremose, der øjensynligt er lodret uenig med partifællen Christian Wedell-Neergaard om, hvornår en lempelse så bør finde sted).
Tilbage står en lang række spørgsmål, som medierne og journalisterne undlod at belyse på en for almindelige mennesker forståelig måde: Hvor megen dårlig ældrepleje og fødevarekontrol m.v. er vi nødt til at leve med? Og hvad får vi til gengæld? Hvor meget kan festen forlænges og den bratte opvågnen til en grå hverdag mildnes (eller helt undgås), hvis kommunerne (uden sværdslag) lader sig nøje med den snoldede milliard, som Thor foreløbig har stillet dem i udsigt?
Og er der, når vi taler om risiko for katastrofal overophedning af økonomien som følge af øgede offentlige udgifter, ikke forskel på udgifter til flere hænder i institutionerne og eksempelvis kommunalt (ny)byggeri m.v.? Kan det overhovedet dokumenteres, at Familien Danmarks opvågnen (efter festen) vil medføre flere tømmermænd, hvis det offentlige forbrug f.eks. får lov til at vokse lige så meget som det private, og suspensionen af det kommunale selvstyre ophæves? Hvorfor er det primært Det Økonomiske Råd, der er kommet til orde i debatten? Og hvorfor har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og venstrefløjens økonomer mon ikke nydt samme mediebevågenhed?
Alt i alt bør man vel spørge sig selv, om det er rimeligt, at frygten for overophedning (i en situation, hvor pengene fortsat strømmer ind i statskassen) afholder de ansvarlige politikere fra at råde bod på de senere års forringelser af de kommunale kerneydelser.
Og det handler jo ikke bare om plejehjem, hjemmepleje og fødevarer, men f.eks. også om pasning af de 0 til 10-årige, for ikke at tale om folkeskoleeleverne, hvis vilkår mellem 2002 og 2005 er blevet forringet med henholdsvis 3 og 1 % - ifølge Line Barfod, der henviser til Indenrigs- og Sundhedsministeriets egne (kommunale nøgle-) tal, der er reguleret for pris- og lønstigninger.
Således er de fleste af de tildelte midler (som sædvanlig) gået til papirarbejde, kommuneomlægninger, udlicitering, administration og effektivitetsstyring af diverse fritvalgsordninger etc.
Netavisen 16. juni 2006