Af mange gode grunde har jeg ikke været meget opmærksom på terrorpakkens anden del. Jeg kan jo ikke tage mig af alting og der er nok nogen andre, der tager sig af den del. Af Gerd Berlev
Kommunistisk Politik 7, 2006
Af mange gode grunde har jeg ikke været meget opmærksom på terrorpakkens anden del. Jeg kan jo ikke tage mig af alting og der er nok nogen andre, der tager sig af den del.
Jeg bliver rystet, da jeg hører
- at der kun har været 3 uger til at komme med indsigelser og kommentarer til en afhandling i lovsprog på 300 sider
- at ingen kan nå at gennemgå og diskutere indsigelserne, før loven forelægges
- at politiet får direkte adgang til passagerlister, udenom flyselskaber mm.
- at dette ikke fremgår af lovforslaget, men kun af bemærkningerne
- at politiet får ret til at stille krav til kvaliteten af video-overvågningsudstyr
- at telefon-aflytninger gælder personen og familie, venner og bekendte uanset hvor man ringer fra
- og en hel masse andet
Jeg tænker, at det betyder at de kan finde begrundelser for at overvåge hvem som helst, hvornår som helst, at det bliver et moralsk spørgsmål, der skal tages stilling til, hver gang jeg involverer mig i alt andet end det, der har fået myndighedernes blåstempling - og hvad har det?
At jeg skal tage stilling til om jeg vil udsætte mine venner og min familie for overvågning. Det betyder at mine venner måske vil vælge mig fra, hvis jeg giver udtryk for holdninger, der ikke er i overensstemmelse med de herskendes.
Det betyder at jeg er i farezonen for overvågning så snart jeg udtaler mig til andre end dem, jeg ved, jeg er enig med. Allerede nu skal man åbentbart vare sig for at udtale sig overhovedet, der kan jo være et skjult kamera i nærheden.
Det er åbentbart lykkedes så godt at få plantet frygten for det ukendte, en eller anden udefinerlig katastrofe så dybt i befolkningen, at holdningen mange steder er, at det er bedre at lade sig overvåge end at risikere det ukendte.
Samtidig med at denne frygt for noget ukendt, der kan true os, skaber grundlaget for en overvågning, der kan fjerne alle kritiske røster, er omtalen af det, der virkelig truer os forsvundet fra medierne eller det bliver betegnet som en trussel mod samfundet, som f.eks. det at støtte irakernes modstand mod Irak-krigens og dens rædsler.
De virkelige trusler kræver uendelige mængder af lidelser og dødsfald hver dag: - omfattende forringelse af fødevarenes værdi - kemisk forurening, tungmetaller og radioaktiv stråling via jord, vand og luft - udryddelse af folkeslag og kulturer - nedbrydning af naturens kredsløb på jorden og i atmosfæren - krige og anvendelse af atomvåben nu og i fremtiden, i Irak og i rummet.
Disse trusler burde kræve alle vores kræfter, viden og fælles omtanke og være den vigtigste del af dagens politiske opgaver, men tværtimod får vi den besked, når vi bekymrer os for meget, at enhver må tage vare på sit eget liv og disse problemer er for store for den enkelte. Luk katten ind, så fugleinfluenzaen ikke tager os. Løb en tur, spar på vandet og spis piller til.
Jeg har ikke tænkt mig at tie stille, det håber jeg heller ikke du har. Der er ikke noget valg, hvis mine børn og børnebørn og børnebørns børn skal opleve fremtiden.
Netavisen 28. marts 2006