Missionær og grundlovs(for)bryder

Leder
Kommunistisk Politik 20, 2005

Anders Fogh Rasmussen var ikke mange minutter i det, der i gamle dage blev kaldt for det sorte Afrika, før han havde fundet ud af, hvad der var galt. De afrikanske lande er fattige – og de er selv skyld i deres fattigdom, forkyndte den danske statsminister fra Tanzania.
- De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtigt mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til østblokken, men er altså nu under udvikling, og det er glædeligt at se, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Denne troende missionær for markedsøkonomi og monopolkapitalistisk demokrati behøver ikke at lede længe efter forklaringer. Klichéerne findes i attaché-tasken. De fattige har kun sig selv at takke for deres fattigdom – og de behøver bare at bøje sig for markedsgudinden (der nøjagtig ligner den amerikanske frihedsgudinde) for at finde frelse.

Fattigdom er Fogh ekspert i. Der er blevet stadig flere fattige i Danmark i Foghs regeringstid – og det er deres egen skyld.
De er socialister, dovne eller af anden etnisk herkomst.

Mens Fogh missionerede i Afrika, afleverede 24 danske borgere en stævning til Østre Landsret mod den danske statsminister for grundlovsbrud, da et snævert flertal i folketinget den 21. marts 2002 gjorde Danmark til deltager i en angrebskrig mod Irak under amerikansk kommando og uden FN-mandat.

Deres to advokater Bjørn Elmquist og Christian Harlang argumenterer i et mere end 70 sider langt skrift for, at Fogh, hans regering og det snævre folketingsflertal handlede i strid med grundlovens §19, som forudsætter at dansk krigsdeltagelse kun kan ske med FN-mandat og i overensstemmelse med international ret. Advokaterne konstaterer også, at folketingsbeslutningen var i strid med grundlovens §20, fordi der var tale om overdragelse af suverænitet, da de udsendte danske soldater kom under fremmed kommando, og en sådan suverænitetsoverdragelse kræver 5/6 flertalsbeslutning i folketinget.

Initiativet har vakt opsigt, glæde hos mange og vrede blandt krigstilhængere og Fogh-støtter. Der er ingen tvivl om, at Blair, Bush og Fogh efter international ret er krigsforbrydere – men de er ikke nemme at få dømt efter international ret eller ved en international krigsforbryderdomstol. I USA søger man at få rejst en rigsretssag mod George W. Bush for at bryde den amerikanske forfatning med angrebskrigen mod Irak, og i UK forsøger man at få Blair tiltalt for at bryde engelsk lov. Stævningen mod Fogh søger ved danske domstole at afprøve, om denne krigsforbryder ikke bare har brudt med international lov, men også med den danske grundlov.

Sagen er juridisk set en meget stærk sag, fordi der i grundlovens ordlyd og dens præcedens og tolkninger netop forudsætter, at der for dansk krigsdeltagelse foreligger et mandat fra FN og at krigshandlingen i øvrigt er i overensstemmelse med international ret. Selvom regeringen har påberåbt sig en gammel FN-resolution som det internationale retsgrundlag for angrebskrigen, er det en kendsgerning, at den skete uden sikkerhedsrådets godkendelse, og at den ifølge FNs generalsekretær krænker FNs charter.

En række jurister er straks rykket ud med et krav om, at Østre Landsret nægter at behandle sagen. Begrundelsen skulle være, at ingen af borgerne skulle være personlig berørt af krigen. Det er et absurd argument, al den stund hver eneste dansker er personlig berørt af den danske krigsdeltagelse og er med til at finansiere en ulovlig krig. Anklagen om grundlovsbrud er den alvorligste anklage, der kan rejses mod en statsminister, en regering og et folketingsflertal. Det må selvfølgelig kunne prøves ved en domstol.

Noget andet er, hvad en domstol vil dømme. Det er en politisk sag, med enorme interesser på spil, og domstolene er en del af det borgerlige statsapparat. Ingen ansvarlige politikere er nogensinde blevet dømt for det eklatante grundlovsbrud, der fandt sted under besættelsen, da det kommunistiske parti blev forbudt og dets parlamentsmedlemmer kastet for ulvene.

Under alle omstændigheder er stævningen et vigtigt skridt for at sætte Fogh og Co. på anklagebænken for deres forbrydelser.
Selvom der er lang vej igen, før de vil få deres velfortjente straf.

Se også

Sagen kort
Resume fra stævningen
Grundlovskomiteen af 2003

Stævningen del 1

Netavisen 12. oktober 2005