Partiet Venstres uheldige privatiseringsideolog Peter Brixtofte har stiftet et nyt politisk parti: Velfærdspartiet. Han går ind for velfærd ikke mindst sin egen. Brixtoftes gamle partiboss den nuværende statsminister afventer mens rapporten fra den såkaldte Velfærdskommission og tiden for angreb. Selvom deres veje er skiltes, har de samme opfattelse af velfærd: Det er noget, som de rige har. Det skal ikke være fedt at være fattig.
Men Fogh handler også. Finanslovsforslaget for 2006 er et klassebudget til fordel for de rige. År efter år skovler det penge over til aktionærerne, formue-ejerne, de besiddende og velstillede, som tages fra det store flertal og især fra den fattigste del af befolkningen.
Hvert eneste år præsenteres finansloven som en mild gaveregn til alle, og den nye er ingen undtagelse. Hvordan kan det så være efter alle de finanslove og denne samlede gaverorkan at Danmark økonomisk bliver stadig mere skævt at de fattige bliver fattigere, og de rige rigere begge dele i stadig hurtigere tempo?
På basis af tal fra Danmarks Statistik har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regnet ud, at alene i 2003 øgede den rigeste tiendedel af befolkningen deres indkomster med 1,3 procent, mens indkomsterne for den fattigste tiendedel faldt med 1,9 procent. Ifølge AE havde mellemindkomsterne en fremgang på 0,9 procent.
Siden midten af 90'erne (under Nyrup-regeringen) er uligheden vokset markant år for år. De rige er år for år blevet rigere og de fattige år for år fattigere.
Alligevel er der ingen der taler om reallønsfald, selv om det er indlysende, at den fattigste del af befolkningen oplever et realindkomstfald. Det er folk på overførselsindkomster, herunder arbejdsløse. Også arbejdernes realløn er under pres. Ikke mindst de lavtlønnede, men også andres.
Som det kapitalistiske samfunds husholdningsbudget indtager finanslovene en vigtig plads i kampen om velfærden. De barske tal vidner om, hvem der år for år har vundet denne kamp.
Blandt de 'ansvarlige' politikere og de 'toneangivende' medier er der en stiltiende enighed om, at danskerne ikke harv godt af at vide, at sådan forholder det sig. Begge regeringsalternativer er medskyldige og har brug for hinanden til at dække over svinestregerne.
Derfor er det vigtigt at der findes nogle venstrekræfter, der kan afsløre hele menageriet og de bagved liggende kapitalistiske økonomiske lovmæssigheder. For det kapitalistiske samfund skaber lovmæssigt ulighed de rige bliver rigere på de fattiges bekostning. Arbejderne betaler for væksten i kapitalisternes profit. Det er ikke fedt at være fattig. Skal forholdene ændres, skal magten i samfundet laves grundlæggende om. Partier som SF og Enhedslisten, som kalder sig socialistiske, burde påvise at kun et socialistisk samfund kan stoppe udbytning og øget social og økonomisk ulighed. Men SF har holdt sig til at kritisere finanslovens manglende investeringer i forskning, i det kapitalistiske samfunds fremtidige vækst.
Enhedslisten har på sin side gjort et forsøg på at forklare, at pengene til velfærd for de underste eksisterer ved at fremlægge sit eget finanslovforslag med masser af ideer til en anden og mere retfærdig fordeling. Frontfiguren Pernille Rosenkrantz-Theill har forklaret landets medier, at blandt andet beskatning af de rige vil kunne tilvejebringe den kapital, der kunne forbedre familie Jensens forhold. Den stadig større ulighed i det danske klassesamfund bremser nemlig den økonomiske vækst, forkynder hun. En bedre fordeling vil være til fordel for alle for samfundet (det kapitalistiske) som helhed. Det er logik for burhøns, det må magthaverne da kunne bringes til at forstå, ræsonnerer Enhedslisten.
På den måde undgår Enhedslisten at forklare, hvorfor de kapitalistiske statsbudgetter altid vender den tunge ende nedad. At det er klassebudgetter til fordel for kapitalen, netop fordi det er en kapitalistisk stats budgetter, kontrolleret af kapitalistklassen:
Dermed afslører partiet sig også som et klassisk reformistisk parti som tilhænger af en human kapitalisme, af kapitalisme med et menneskeligt ansigt, en retfærdig kapitalisme.
Det er en utopi, som historien igen og igen har modbevist og som finanslovene modbeviser år for år.