Leder
Kommunistisk Politik 10, 2005
Tre generationer blandt de endnu levende og tre krige, der stadig sætter sine spor verden over:
Den store antifascistiske krig 1939-45 og Danmark besættelse og befrielse. Vietnam-krigen (USA's krig mod Indokina) 68-generationens krig. Og nutidens store krig: den amerikanske krig for verdensherredømme, den såkaldte krig mod terror med Irak som omdrejningspunktet, og Danmark som krigsdeltager på den amerikanske imperialismes side.
Klik og læs Håndslag i pdf
Alle disse tre store krige har og har haft afgørende betydning for en hel ungdomsgenerations politiske orientering. På globalt plan har de konfronteret enhver med kravet om stillingtagen og handling. Alle klasser, alle sociale lag, har måttet og må forholde sig til dem.
Det officielle Danmark har hver gang valgt den gale side. Dets stilling til Nazi-Tyskland og dets 'Europæiske Nyordning' er et af de sorteste kapitler i Danmarkshistorien. Både op til besættelsen den 9. april 1940 og efter førte det officielle Danmark tilpasningspolitik til Nazi-Tyskland. Det officielle Danmark valgte fra 1940 til 29. august 1943 at stille sig på den nazistiske nyordnings side i den globale kamp. Kollaboratørpolitikken gjorde Danmark til en vigtig brik i Hitlers aggressionskrig. Det blev den tyske krigsmaskines forrådskammer og tilsluttede sig den fascistiske Anti-Komintern-pagt. I aggressionskrigen mod det socialistiske Sovjetunionen fra 22. juni 1941 stod det officielle Danmark på Hitler-Tysklands side.
Det officielle Danmark gjorde rakkertjeneste for Hitler med opfordringen til ikke at yde modstand mod den tyske besættelse, men at angive modstandsfolkene, og med det grundlovsstridige forbud mod det kommunistiske parti. Den frem til i dag så højt priste Grundlov med dens retsgarantier viste sig at være undværlig, da det virkelig gjaldt.
Det var modstandskampen, som satte en stopper for det officielle Danmarks skammelige forræderi mod nationen og menneskeheden. Og modstandsbevægelsen var ikke mindst den daværende ungdomsgenerations oprør mod den herskende klasses kollaboratørpolitik. En knytnæve i synet på samarbejdspolitikere og krigsprofitører. Modstandsbevægelsens erfaringer lever stadig videre i kampen mod krig og fascisme i dag og i kampen mod et reaktionært imperialistisk og kolonialistisk EU.
Det officielle Danmark stillede sig igen på den gale side i efterkrigstiden. Nu støttede det den amerikanske imperialisme og dens krige først i Korea, så i Vietnam og Indokina. Danmark deltog ikke direkte i Vietnam-krigen, men støttede USA og dets krigsforbrydelser mod folk, som kæmpede for at afkaste sig kolonialismens åg og vinde selvbestemmelse. Det er i dag almindeligt accepteret, at den amerikanske krig i Indokina var en uretfærdig og forbryderisk krig. Det skyldes alene den amerikanske imperialismes nederlag. Ingen ansvarlige er blevet stillet til regnskab for forbrydelserne og det officielle Danmark har aldrig sagt undskyldning for sin støtte til denne krig.
En ny generation 68-generationen vendte sig mod den amerikanske imperialisme og det officielle Danmarks støtte til den. Ungdomsoprøret var en knytnæve i ansigtet på magthaverne, og en fortsættelse af linjen fra modstandskampen. Derfor blev modstanden mod det danske medlemskab af det EU, som i en ny tid og under nye former ville realisere borgerskabets drøm og et forenet kapitalistisk og imperialistisk Europa også så stærk og vedholdende - selvom den ikke var stærk nok til at forhindre dansk medlemskab.
Nu har det danske borgerskab igen kastet masken. Imperialismens dødningefjæs griner bag den. Danmark er officielt i krig på den amerikanske imperialismes side i Irak, i Afghanistan medlem af koalitionen af villige lakajer. Og Danmark er på vej til at blive en delstat i monopolernes 'Forenede Europa'. Kollaboratørlinjen fra besættelsen er fortsat uafbrudt efter Danmarks befrielse som officiel politik, selvom landets nuværende krigsforbryder-statsminister tager afstand fra den og forsøger at fremstille sin lakajvirksomhed som en fortsættelse af linjen fra modstandskampen.
Men en ny generation er ved at gå til modstand mod det officielle Danmarks rakkertjeneste, parat til at fortsætte oprøret. Håndslaget mellem de tre generationer er: Kampen fortsætter. Modstanden består. Og den vil sejre.
En knytnæve til det rådne officielle Danmark!
Netavisen 11. maj 2005