Kommentar
Kommunstisk Politik 6, 2005
I Danmark som i talrige andre lande verden over vil 2-årsdagen for den krigeriske og røveriske overfald på Irak blive markeret med omfattende demonstrationer den 19. og 20. marts. Modstanden mod den folkeretsstridige krig og besættelse er ikke blevet mindre i løbet af de to år, hverken i Danmark eller i verden som helhed.
Antikrigsdemonstration ved den amerikanske ambassade i København før starten på Irakkrigen
Demonstrationerne er blevet mindre omfattende end op til krigsudbruddet, da millioner den 15. februar og den 15. marts 2003 var på gaderne i et forsøg på at forhindre krigen. Men modstanden mod krigen er ikke blevet mindre. Den har efter dens start væltet regeringer og tvunget andre til at ændre politik og trække deres tropper hjem fra Irak. Den 15. marts 2005 valgte en af USAs nærmeste allierede, Italiens Berlusconi, at meddele, at de italienske tropper (under visse betingelser) blive trukket ud af Irak i løbet af året.
Krigsmodstanden har sat USA og krigsregeringerne under konstant pres. Opinionsmålinger viser, at der er flertal i samtlige de krigsførende lande i Irak – USA, UK og Danmark indbefattet – for at stoppe krigen og trække tropperne hjem.
I sin brutalitet og ødelæggelse har Irak-krigen overgået de værste forestillinger fra dengang millioner og atter millioner af demonstranter fra Sydney til New Delhi, Cairo, Rom, Madrid, København, New York og San Francisco fyldte gaderne med bannere og råbene 'Ingen krig mod Irak! Ingen krig for olie!'
Status to år efter er et langt fældende anklageskrift for krigsforbrydelser, der i deres brutalitet kun overgås af nazisternes under 2. verdenskrig og må sammenlignes med de amerikanske forbrydelser under Korea- og Vietnamkrigene:
Langt over 100.000 civile irakere er blevet dræbt. Landets infrastruktur er bombet sønder og sammen. Hele byer er udslettet som Falluja i en af krigshistoriens største massakrer. Rækken af krigsforbrydelser er endeløs. Selve den uprovokerede aggressionskrig, i strid med FNs charter og international lov, udgør den ultimative forbrydelse mod menneskeheden.
Det er blevet fulgt op af den ene mere barbariske forbrydelse efter den anden, som har givet genlyd i overskrifterne: systematisk tortur mod fanger i Abu Ghraib-fængslet og andre fængsler, begået af amerikanske, britiske (og også danske) soldater. Summariske likvideringer af fanger. Henrettelser af civile. Brug af napalm, klyngebomber og andre forbudte masseødelæggelsesvåben. Hemmelige dødspatruljer og omfattende 'schalburgtage'-virksomhed, begået af krigskoalitionens opkøbte irakiske bander. Listen er endeløs og den bliver længere for hver dag, den barbariske krig fortsætter.
Anders Fogh Rasmussen og hans krigsforbryderregering bærer et tonstungt ansvar for den irakiske katastrofe. Under besættelsen var Danmark med kollaboratørregeringens tilslutning til Antikominternpagten aktiv deltager i Nazitysklands overfald på det dengang socialistiske Sovjetunionen. I dag kritiserer Fogh kollaboratørpolitikken og forsøger at fremstille sig som arvtager til modstandsbevægelsens politik. Han er det stik modsatte: Han er nutidens danske kollaboratør nr. 1, en vigtig allieret for nutidens største aggressor – et USA, der vil oprette sit verdensherredømme og sin kontrol med verdens energiressourcer for enhver pris og med alle midler. Med krig og bomber, med undergravende virksomhed, med demagogi, løgn og folkebedrag, som ikke giver Goebbels noget efter.
Fogh Rasmussen er værre end kollaboratørregeringen under besættelsen i to henseender: Danmark er ikke besat af USA. Den danske deltagelse i Irak-krigen er deltagelse i en aggressionskrig uden formildende omstændigheder. Og kollaboratørregeringen kunne påstå, at den havde et stort flertal af vælgerne bag sig som 'national samlingsregering'. Fogh sendte Danmark i krig med det snæverst mulige parlamentariske mandat – og på trods af udtrykt modstand fra et befolkningsflertal.
Op til to-års-dagen for besættelsen har medierne larmet op om organisationen Internationale Socialister, der (ligesom den antiimperialistiske del af krigsmodstanden) åbent erklærer støtte til den irakiske modstandsbevægelse, som fortsætter den væbnede kamp mod krigskoalitionen (besættelsesmagten) og dens irakiske lakajer. Danmark er angriber og besættelsesmagt – derfor er danske soldater også et legitimt mål for den irakiske modstand ' på lige fod mod de tyske soldater under Danmarks besættelse' , som IS'eren Jørn Andersen er citeret for at sige.
Dette har fået den nuværende danske krigsminister og –forbryder Søren Gade til at se rødt:
- Som forsvarsminister er jeg både forarget og rystet over, at nogle betragter det store arbejde som vores soldater gør i Irak som noget, der skulle gøre dem til mål for terrorister i Irak.
Men det er ikke krigsmodstanderne, der gør danske soldater til mål. Det er Fogh og Co., der har sendt dem ud i en ulovlig krig. Forestillede den sig måske, at irakerne ikke ville forsvare sig mod angrebet og bare lade sig besætte? Den havde i al fald mange vrangforestillinger, som den påførte den danske befolkning. Fogh 'vidste' jo, at 'Irak besad masseødelæggelsesvåben'. Hele Irak-krigen og den danske deltagelse er baseret på vrangforestillinger og løgne. Den fortsætter på nye løgne.
Danmark er deltager i en ulovlig angrebskrig. Danske soldater – og tilmed mål i Danmark – er 'legitime' i forhold til international ret, så længe det er tilfældet.
Dét er den barske sandhed, som Fogh og hans flok af krigsforbrydere søger at dække over med nye løgne. Og det er krigsmodstanden i Danmark, som deles af et flertal af befolkningen, som fortsætter linjen fra modstandskampen mod den nazityske besættelsesmagt for 60 år siden.
Redaktionen 15. marts 2005