Kommunistisk Politik 5, 2005
Folketingsvalg
er gode at få forstand af. De handler om besættelsen af nogle af det
kapitalistiske samfunds kommandoposter. Valgkampen og valget er højdepunktet
i den 'demokratiske proces', det ypperste, som det borgerlige demokrati kan præstere.
Hele nationen er opdraget til, at det at stemme er en borgerpligt, en moralsk
pligt, uanset om der ikke er noget parti, man kan støtte. I tre uger
snakkes der politik, så accepterer alle resultatet, sejrherrerne fordeler
posterne, og taberne ser sig om efter nye ledere.
Valgboykot-taktikken
(som denne gang konkret og alene skyldtes kommunisternes svaghed) er ikke populær.
Selv da DKP under besættelsen var forbudt og med rette opfordrede til boykot
af kollaboratørvalget i marts 1943, var det ikke en succes. Stemmeprocenten
blev enorm, kollaboratørpolitikerne jublede. Et halvt år senere tvang
folkestrejkerne regeringen væk
Valgboykot i dag - fordi kommunisterne
ikke er stærke nok til at stille op - er dømt til at være en
'vælgerfiasko'. Ikke desto mindre er der mange, som af politiske grunde
vælger ikke at stemme ved disse års iscenesatte valg, stemmer blankt
eller skriver deres mening på stemmesedlen (ugyldige stemmer). Over halvanden
pct. ved dette valg var blanke eller ugyldige, og mange 'boykottere' blev helt
væk.
Det skyldes selvfølgelig ikke APK's lavmælte opfordring,
men er et udtryk for mistillid til partierne eller hele den demagogiske farce,
som udspilles ved valgene.
Alle de revisionistiske og trotskistiske organisationer
uden undtagelse støttede Enhedslisten og førte valgkamp for den
- og Enhedslisten kvitterede med fraser om at være bevægelsernes talerør
og med at bilde folk ind, at deres strategi, deres visioner og drømme kan
gennemføres via parlamentet 'bid for bid'. Socialismen kan det ikke, og
ved valget fik EHL endnu en gang demonstreret, at den især benytter bevægelserne
som springbræt for at sikre sig mandater.
EHL satte ikke krigen mod
Irak i centrum for hverken sin egen partiprofil eller valgkampen som sådan.
APK's valgtaktik har bl.a. markeret, at der også findes en modstand
fra venstre mod Enhedslistens strategi og linje. Det er også et udgangspunkt
for at opbygge den nødvendige front mod imperialisme, krig og nyliberalisme.
For
reformister og revisionister med deres tyrkertro på det borgerlige demokrati
skal man give sin stemme til et af de opstillede partier.
Som marxist-leninister
mener vi derimod, at stemmeretten er et principielt demokratisk gode - men det
er et taktisk spørgsmål, om vi stiller op til valg eller anbefaler
boykot. Det afgøres af den kommunistiske bevægelses styrke, og hvad
der tjener kampen for socialismen, den revolutionære strategi.
Derfor
foretager vi en konkret bedømmelse af taktikken ved hvert eneste valg,
landsdækkende eller lokalt, og ved hver eneste folkeafstemning. Ved den
kommende afstemning om unionsforfatningen skal der selvfølgelig mobiliseres
til et Nej.
Samtidig afgrænser vi os fra anarkister, der principielt
er modstandere af parlamentet og af parlamentarisk kamp overhovedet og derfor
principielt altid boykotter.
Stiller vi op til parlamentariske valg, er
det ikke for at 'gennemføre vores program', thi det er umuligt, men for
at bruge parlamentet og posterne som talerstol til afsløring af det
borgerlige demokrati, til at styrke massekampen.
For os er den parlamentariske
arena derfor heller ikke det afgørende kampfelt.
Socialismen kan
ikke gennemføres ad parlamentarisk vej. Den er arbejderklassens, massernes
værk - og derfor er vores vej massekampens, massebevægelsernes, masseorganiseringens
vej.
Netavisen 4. marts 2005