Bush og Europa

Kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2005

Der var ikke begejstrede folkeskarer på gaden for at vinke til George W. Bush, da han kom til Bruxelles på sin store europæiske diplomatturné, der skulle skabe indtryk af et nyt og forbedret forhold mellem USA og EU - og af en fortsat 'dialog' mellem USA og Putins Rusland.

Faktisk var der ikke nogen. Store dele af den belgiske hovedstad og den faktiske unionshovedstad var afspærret - og der var ingen adgang for almindelige mennesker. Demonstranter blev holdt på kilometers afstand.
(Se billedreportagen fra Bruxelles BU$H not welcome)

I Tyskland vovede man ikke at henlægge besøget til Berlin af frygt for gigantiske demonstrationer. Mødet med kansler Schröder fandt sted i provinsbyen Mainz.. Igen var sceneriet det samme: Nærmest undtagelsestilstand. De mange demonstranter langt væk.

Et enormt sikkerhedsopbud ledsagede Bush, som bevægede sig rundt i en specialsikret bil, fløjet ind fra USA. Hvor han end kom frem, blev almindelige borgeres bevægelsesfrihed beskåret. Bush bevægede sig omkring i Europa i en særlig udgave af Bagdads 'Grønne zone'.
Udover politikere og sikkerhedsfolk var de eneste 'masser', Bush mødte, en flok specielt udvalgte Mainz-borgere - og udkommanderede soldater på en amerikansk base i Wiesbaden.
Det fremgik ikke af de officielle TV-reportager: Bush er den mest hadede mand i Europa. Og hans besøg var en parade i Potemkin-kulisser, som det træffende er blevet sagt.

Besøget tjente rene propagandaformål: Det betød mindre, om der blev truffet nogle nye politiske aftaler end at få skabt indtryk af, at forholdet mellem Frankrig, Tyskland osv. og USA var blevet bedre. Det betød mere at Bush så ud til at 'ville lytte til sine allierede', har 'forladt sin egenrådighed', har 'lagt en ny kurs' i sin anden præsidentperiode. Det er alt sammen imagepleje, til mediebrug.

Bush er den samme, hans aggressive imperialisme og krigsmageri er uforandret. Han er verdensbeherskeren, med guddommelig ret. Selvom han søgte at formulere sig usædvanlig diplomatisk, var hans budskab fuld af imperiale diktater:
"Det europæiske projekt er vigtigt for vort land. Vi ønsker at det lykkes. Og for at Europa skal være en stærk og livskraftig partner, må Tyskland også være stærkt og livskraftigt … Syrien skal ikke bare trække sine tropper, men også sine efterretningstjenester tilbage fra Libanon … Iran må ikke besidde et eneste atomvåben … I dag er en ny genration (af slovaker og andre østeuropæere) vokset op, som aldrig har oplevet undertrykkelse. Det er vigtigt at lære dem erfaringerne fra den periode. De skal lære, at frihed er værdifuld og ikke kan tages for givet; at det onde er virkeligt, og må konfronteres lige på…"

Enten er I med os - eller også er I imod os - sagt i diplomatsprog. Utilslørede trusler mod andre lande, diktater og fundamentalistisk religiøst ideologisk præk. Bush er den samme - og hans kabinet er endnu mere krigerisk og reaktionært end før. Det viser hele striben af udnævnelser og omrokeringer i toppen af det amerikanske bureaukrati.

Bush's visit i Europa fik ikke reelt ændret på noget som helst. Hans krav om at EU-landene skal bære en større del af 'ansvaret' og 'økonomien' for den ulovlige besættelse af Irak, førte ikke til andet end symbolske kontingenter.

Bush har tværtimod været en anspore for en mere tvivlsom samling omkring Den europæiske Union, en forenende effekt i EU. Det franske blad Liberation beskriver dette fænomen fra de sidste par år (starten på Irak-krigen) således:
"Frankrig, Tyskland og Belgien stod fast imod ham, og mirakuløst udviklede der sig en massiv genstridig europæisk offentlig opinion. Hvad Det europæiske Råd regeringschefer aldrig havde været i stand til, lykkedes for George W. Bush: borgerne i hele det kontinentale Europa og også en stor part af briterne, uanset om deres regeringer var til højre eller venstre, uanset om deres statsministre havde lagt sig i kølvandet på USA eller havde nægtet at gøre det - alle disse borgere afviste simpelthen klart et sådant valg og de amerikanske metoder. George W. Bush var jordemor for en europæisk offentlig menings fødsel."

Der er en del sandhed i dette. De almindelige europæere - og ikke mindst fra de gamle krigs- og kolonistormagter - tog afstand fra en ny kolonikrig, som de kendte så godt på stanken. Det tvang nogle regeringsledere til at 'stå fast'. I Spanien væltede det en Bush-støtte og satte modstander af Irak-krigen ind. I Tyskland sikrede det Schröders genvalg. Og det er rigtigt, at det hos nogle har skabt nogle - urealistiske - forhåbninger til EU og forestillinger om, at det er en positiv og progressiv faktor i verden.

Bush er taget hjem med endnu en mediesejr. Krigen i Mellemøsten kan brede sig. I Libanon myrdede Mossad den populære tidligere statsminister. En velforberedt protestbevægelse mod Syrien kom til syne - og Syrien blev sat under pres. Bush's diktat bliver til lov, baseret på overvældende militærmagt. Og europæerne - ikke monopolernes statsoverhoveder - må forholde sig både til USA's aggressive kolonipolitik og 'det europæiske projekt - og finde en virkelig vej for fred og fremgang.

Netavisen 4. marts 2005