Kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2005
Der
var ikke begejstrede folkeskarer på gaden for at vinke til George W. Bush,
da han kom til Bruxelles på sin store europæiske diplomatturné,
der skulle skabe indtryk af et nyt og forbedret forhold mellem USA og EU - og
af en fortsat 'dialog' mellem USA og Putins Rusland.
Faktisk var der ikke
nogen. Store dele af den belgiske hovedstad og den faktiske unionshovedstad var
afspærret - og der var ingen adgang for almindelige mennesker. Demonstranter
blev holdt på kilometers afstand.
(Se billedreportagen fra Bruxelles
BU$H
not welcome)
I Tyskland vovede man ikke at henlægge besøget
til Berlin af frygt for gigantiske demonstrationer. Mødet med kansler Schröder
fandt sted i provinsbyen Mainz.. Igen var sceneriet det samme: Nærmest undtagelsestilstand.
De mange demonstranter langt væk.
Et enormt sikkerhedsopbud ledsagede
Bush, som bevægede sig rundt i en specialsikret bil, fløjet ind fra
USA. Hvor han end kom frem, blev almindelige borgeres bevægelsesfrihed beskåret.
Bush bevægede sig omkring i Europa i en særlig udgave af Bagdads 'Grønne
zone'.
Udover politikere og sikkerhedsfolk var de eneste 'masser', Bush mødte,
en flok specielt udvalgte Mainz-borgere - og udkommanderede soldater på
en amerikansk base i Wiesbaden.
Det fremgik ikke af de officielle TV-reportager:
Bush er den mest hadede mand i Europa. Og hans besøg var en parade i
Potemkin-kulisser, som det træffende er blevet sagt.
Besøget
tjente rene propagandaformål: Det betød mindre, om der blev truffet
nogle nye politiske aftaler end at få skabt indtryk af, at forholdet mellem
Frankrig, Tyskland osv. og USA var blevet bedre. Det betød mere at Bush
så ud til at 'ville lytte til sine allierede', har 'forladt sin egenrådighed',
har 'lagt en ny kurs' i sin anden præsidentperiode. Det er alt sammen imagepleje,
til mediebrug.
Bush er den samme, hans aggressive imperialisme og krigsmageri
er uforandret. Han er verdensbeherskeren, med guddommelig ret. Selvom han søgte
at formulere sig usædvanlig diplomatisk, var hans budskab fuld af imperiale
diktater:
"Det europæiske projekt er vigtigt for vort land. Vi
ønsker at det lykkes. Og for at Europa skal være en stærk og
livskraftig partner, må Tyskland også være stærkt og livskraftigt
Syrien skal ikke bare trække sine tropper, men også sine efterretningstjenester
tilbage fra Libanon
Iran må ikke besidde et eneste atomvåben
I dag er en ny genration (af slovaker og andre østeuropæere)
vokset op, som aldrig har oplevet undertrykkelse. Det er vigtigt at lære
dem erfaringerne fra den periode. De skal lære, at frihed er værdifuld
og ikke kan tages for givet; at det onde er virkeligt, og må konfronteres
lige på
"
Enten er I med os - eller også er I imod os - sagt i diplomatsprog. Utilslørede trusler mod andre lande, diktater og fundamentalistisk religiøst ideologisk præk. Bush er den samme - og hans kabinet er endnu mere krigerisk og reaktionært end før. Det viser hele striben af udnævnelser og omrokeringer i toppen af det amerikanske bureaukrati.
Bush's visit i Europa fik ikke reelt ændret på
noget som helst. Hans krav om at EU-landene skal bære en større del
af 'ansvaret' og 'økonomien' for den ulovlige besættelse af Irak,
førte ikke til andet end symbolske kontingenter.
Bush har tværtimod
været en anspore for en mere tvivlsom samling omkring Den europæiske
Union, en forenende effekt i EU. Det franske blad Liberation beskriver dette fænomen
fra de sidste par år (starten på Irak-krigen) således:
"Frankrig,
Tyskland og Belgien stod fast imod ham, og mirakuløst udviklede der sig
en massiv genstridig europæisk offentlig opinion. Hvad Det europæiske
Råd regeringschefer aldrig havde været i stand til, lykkedes for George
W. Bush: borgerne i hele det kontinentale Europa og også en stor part af
briterne, uanset om deres regeringer var til højre eller venstre, uanset
om deres statsministre havde lagt sig i kølvandet på USA eller havde
nægtet at gøre det - alle disse borgere afviste simpelthen klart
et sådant valg og de amerikanske metoder. George W. Bush var jordemor for
en europæisk offentlig menings fødsel."
Der er en
del sandhed i dette. De almindelige europæere - og ikke mindst fra de gamle
krigs- og kolonistormagter - tog afstand fra en ny kolonikrig, som de kendte så
godt på stanken. Det tvang nogle regeringsledere til at 'stå fast'.
I Spanien væltede det en Bush-støtte og satte modstander af Irak-krigen
ind. I Tyskland sikrede det Schröders genvalg. Og det er rigtigt, at det
hos nogle har skabt nogle - urealistiske - forhåbninger til EU og forestillinger
om, at det er en positiv og progressiv faktor i verden.
Bush er taget hjem
med endnu en mediesejr. Krigen i Mellemøsten kan brede sig. I Libanon myrdede
Mossad den populære tidligere statsminister. En velforberedt protestbevægelse
mod Syrien kom til syne - og Syrien blev sat under pres. Bush's diktat bliver
til lov, baseret på overvældende militærmagt. Og europæerne
- ikke monopolernes statsoverhoveder - må forholde sig både til USA's
aggressive kolonipolitik og 'det europæiske projekt - og finde en virkelig
vej for fred og fremgang.
Netavisen 4. marts 2005