Israel og USA bag ny fredsfarce

Af Henning Påske Jensen

Ingen fredsproces er mulig uden opfyldelse af palæstinensernes legitime rettigheder

Kommunistisk Politik 4, 2005

Ih, hvor det går! Med Sharons og Abbas nylige topmøde i Ægypten, koordineret med USA's udenrigsminister Condoleeza Rices besøg i Mellemøsten, overgår de vestlige medier for tiden hinanden i at tale om en ny æra og en helt ny mulighed for udvikling af en fredsproces.

Modsat har store dele af den palæstinensiske befolkning ingen grundlæggende forventninger til denne nye "forståelse" med Sharon, men møder den med stor skepsis. Erfaringerne skræmmer, tidligere topmøder/konferencer og processer er blevet afholdt. Virkeligheden på jorden har været det stik modsatte af en udvikling, der pegede mod reel fred.

Besættelsen forstærkes på Vestbredden:
Den palæstinensiske teenager, Emad Arafeh, bundet til en stol af de israelske besættelsessoldater efter arrestation på en gade i Hebron 18. februar

Israel har benyttet sådanne situationer som led i at imødegå verdens pres mod det stadig mere isolerede land og som dække over deres fortsatte magtambitioner i området. Det er forsøg på at tage fokus væk fra deres fortsatte kolonisering på de besatte områder og deres sønderdeling af områderne med apartheidveje og kontrolposter.

Hvad pressen ikke har fokus på, er, at mønsteret gentager sig. Israel er lige nu i fuld gang med at udbygge den ulovlige apartheidmur og har sat gang i nye bosættelser med USA's reelle godkendelse. "Fredsmægleren" USA har også udtalt forståelse for at Israel aldrig kan vende tilbage til 1967-grænserne.

Hvad den nye/gamle "fredsproces" højst kan stille i udsigt, er, at palæstinenserne kan få lov til selv at administrere spredte bantustan-enklaver under israelsk overhøjhed og kalde disse fragmenter for en stat. Det var det, det palæstinensiske folk sagde nej til med indledningen af den anden intifada for fire år siden.

Den nye æra skulle være opstået, fordi Arafat nu er død, og at det er lykkedes at få valgt USA's og Israels favorit Abbas som ny palæstinensisk præsident. Han har taget fat på at opfylde sit løfte: tager afstand fra palæstinensernes legitime væbnede intifada imod den langvarige israelske besættelse og lover at fængsle modstandsfolk, som fortsætter væbnet kamp.

Men for Israel er det slet ikke nok. Kravet er en total afvæbning af modstandsbevægelsen, og Israel understreger samtidig, at uret tikker, og at Israel ellers selv kan blive "nødt til" at erstatte sin nye tilbageholdenhed med fornyede likvidationer.
At tro, at man kan få de forskellige modstandsorganisationer til at aflevere deres våben, så længe der er besættelse, med apartheidmur og bosættelser under udvikling, er mere end naivt.

For Israel er hele dette sceneri et forsøg på at vende tingene på hovedet, at fjerne fokus fra den israelske statsterrorisme og besættelse. At prøve på at skabe indtryk af, at det er offeret, den besatte, der er problemet.
Både Israel og USA har behov for relativ ro i deres fælles projekt for at kontrollere hele Mellemøsten, herunder Irak, Iran og Syrien

Samtidig befinder Israel sig i sin værste krise, politisk og økonomisk. I stedet for som ønsket massiv israelsk indvandring trues Israel af udvandring, og turistindustrien er på nulpunktet. At fastholde de få tusinde jødiske bosættere og deres sikkerhed i det tætbefolkede Gaza er en kæmpeopgave økonomisk og militært og åbner op for overvejelser om omdannelsen af Gaza til et stort palæstinensisk fritidsfængsel uden bosættere.

Resulterer en sådan "fredsproces" i, at de palæstinensiske myndigheder fører væbnet opgør imod palæstinensiske modstandsorganisationer, er det for USA og Israel ikke det værste, der kan ske. Så giver det både USA og Israel deres nærmeste allierede endnu mere frirum.

Hidtil har det palæstinensiske folk forhindret en sådan israelsk inspireret borgerkrig.
Skulle Abbas bevæge sig videre ud af denne vej, vil der ikke være langt fra en præsident, man lever med, til en præsident, det palæstinensiske folk foragter.

Som ved tidligere fredsprocesser er dette topmøde renset for enhver reference til en proces, hvor den israelske besættelsesmagt vil opfylde international ret: Stop for den ulovlige besættelse. Stop for og fjernelse af alle de ulovlige bosættelser og anerkendelse af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til Israel, der, hvor de kom fra, og blive behandlet ligeværdigt med andre indbyggere.

Uden opfyldelse af sådanne krav vil der aldrig kunne blive tale om nogen reel, varig fred.

Netavisen 21. februar 2005