Af Henning Påske Jensen
Ingen
fredsproces er mulig uden opfyldelse af palæstinensernes legitime rettigheder
Kommunistisk
Politik 4, 2005
Ih, hvor det går! Med Sharons og Abbas nylige
topmøde i Ægypten, koordineret med USA's udenrigsminister Condoleeza
Rices besøg i Mellemøsten, overgår de vestlige medier for
tiden hinanden i at tale om en ny æra og en helt ny mulighed for udvikling
af en fredsproces.
Modsat har store dele af den palæstinensiske
befolkning ingen grundlæggende forventninger til denne nye "forståelse"
med Sharon, men møder den med stor skepsis. Erfaringerne skræmmer,
tidligere topmøder/konferencer og processer er blevet afholdt. Virkeligheden
på jorden har været det stik modsatte af en udvikling, der pegede
mod reel fred.
Besættelsen
forstærkes på Vestbredden:
Den palæstinensiske teenager,
Emad Arafeh, bundet til en stol af de israelske besættelsessoldater efter
arrestation på en gade i Hebron 18. februar
Israel
har benyttet sådanne situationer som led i at imødegå verdens
pres mod det stadig mere isolerede land og som dække over deres fortsatte
magtambitioner i området. Det er forsøg på at tage fokus væk
fra deres fortsatte kolonisering på de besatte områder og deres sønderdeling
af områderne med apartheidveje og kontrolposter.
Hvad pressen ikke
har fokus på, er, at mønsteret gentager sig. Israel er lige nu i
fuld gang med at udbygge den ulovlige apartheidmur og har sat gang i nye bosættelser
med USA's reelle godkendelse. "Fredsmægleren" USA har også
udtalt forståelse for at Israel aldrig kan vende tilbage til 1967-grænserne.
Hvad
den nye/gamle "fredsproces" højst kan stille i udsigt, er, at
palæstinenserne kan få lov til selv at administrere spredte bantustan-enklaver
under israelsk overhøjhed og kalde disse fragmenter for en stat. Det var
det, det palæstinensiske folk sagde nej til med indledningen af den anden
intifada for fire år siden.
Den nye æra skulle være opstået,
fordi Arafat nu er død, og at det er lykkedes at få valgt USA's og
Israels favorit Abbas som ny palæstinensisk præsident. Han har taget
fat på at opfylde sit løfte: tager afstand fra palæstinensernes
legitime væbnede intifada imod den langvarige israelske besættelse
og lover at fængsle modstandsfolk, som fortsætter væbnet kamp.
Men for Israel er det slet ikke nok. Kravet er en total afvæbning
af modstandsbevægelsen, og Israel understreger samtidig, at uret tikker,
og at Israel ellers selv kan blive "nødt til" at erstatte sin
nye tilbageholdenhed med fornyede likvidationer.
At tro, at man kan få
de forskellige modstandsorganisationer til at aflevere deres våben, så
længe der er besættelse, med apartheidmur og bosættelser under
udvikling, er mere end naivt.
For Israel er hele dette sceneri et forsøg
på at vende tingene på hovedet, at fjerne fokus fra den israelske
statsterrorisme og besættelse. At prøve på at skabe indtryk
af, at det er offeret, den besatte, der er problemet.
Både Israel og
USA har behov for relativ ro i deres fælles projekt for at kontrollere hele
Mellemøsten, herunder Irak, Iran og Syrien
Samtidig befinder Israel
sig i sin værste krise, politisk og økonomisk. I stedet for som ønsket
massiv israelsk indvandring trues Israel af udvandring, og turistindustrien er
på nulpunktet. At fastholde de få tusinde jødiske bosættere
og deres sikkerhed i det tætbefolkede Gaza er en kæmpeopgave økonomisk
og militært og åbner op for overvejelser om omdannelsen af Gaza til
et stort palæstinensisk fritidsfængsel uden bosættere.
Resulterer
en sådan "fredsproces" i, at de palæstinensiske myndigheder
fører væbnet opgør imod palæstinensiske modstandsorganisationer,
er det for USA og Israel ikke det værste, der kan ske. Så giver det
både USA og Israel deres nærmeste allierede endnu mere frirum.
Hidtil
har det palæstinensiske folk forhindret en sådan israelsk inspireret
borgerkrig.
Skulle Abbas bevæge sig videre ud af denne vej, vil der ikke
være langt fra en præsident, man lever med, til en præsident,
det palæstinensiske folk foragter.
Som ved tidligere fredsprocesser
er dette topmøde renset for enhver reference til en proces, hvor den israelske
besættelsesmagt vil opfylde international ret: Stop for den ulovlige besættelse.
Stop for og fjernelse af alle de ulovlige bosættelser og anerkendelse af
de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til Israel, der,
hvor de kom fra, og blive behandlet ligeværdigt med andre indbyggere.
Uden opfyldelse af sådanne krav vil der aldrig kunne blive tale om nogen reel, varig fred.
Netavisen 21. februar 2005