Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk
Politik 2, 2005
Med
en taktik, der nærmest kan sammenlignes med at bygge sandslotte, bevæger
samlingsprocessen mellem KPiD og DKP-ml sig nu igen rundt i dødvandet.
Denne gang to skridt tilbage til KPiDs sidste kongres.
DKP-ml's landsledelse hos fotografen
I løbet af de sidste par år
er det lykkedes for DKP-ml og Kpid at afholde fælles sommerlejre og et par
fællesledelsesmøder. Forløbet er ikke længere end jeg
lige hurtigt kan genopfriske hukommelsen hos den læser, der måske
for længst har glemt romancen.
* For snart 8 år siden (i foråret
1997) udskiltes af DKP-ml de partimedlemmer, der fulgte partiets beslutninger
og linje og med det revolutionære DKP-ml som kerne havde s at en samling
af de danske kommunister på marxismen-leninismens grund på dagsordenen
- og en gruppe, der ønskede en topstyret partisammenlægning mellem
DKP-ml, KPiD, Fælles Kurs og DKP stjal magten i partiet.
* I foråret
2003 tog KPiDs kongres en beslutning om at gå med i en undersøgelse
af projektet: et nyt fælles parti bestående af DKP, DKP-ml og KPiD.
*
I sommeren 2003 mødtes DKP-ml og KPiD og smed DKP ud af processen, med
den skrivebordsbegrundelse at DKP ikke havde noget færdigt program eller
'demokratisk centralisme'.
* Foråret 2004 (på det indtil videre
sidste fælles ledelsesmøde) stillede KPiD nye krav til DKP-ml. De
skal f.eks. æde hele den (sovjet)revisionistiske internationale og droppe
deres egne venner.
* April 2004 nedsættes en 8 mands arbejdsgruppe,
der skal lave et fælles oplæg til en ny køreplan.
I november
kommer konklusionen: partiet kan stiftes i 2006! DKP-ml vedtager planen, mens
KPiD forkaster den med en glad henvisning til, at planen ikke nævner DKP
og at KPiDs kongresbeslutning jo udtrykkeligt nævner, at DKP skal med.
* I efteråret 2004 kører den store opstart på en fælles
opstilling til kommunalvalget november 2005 med hastige skridt mod afgrunden.
DKP/ML afviser fælles opstilling i København, og KPiD opgiver at
stille op. DKP-ml vil hellere arbejde med deres nye organisation "Borgerinitiativet
Ja til Europa - Nej til EU-forfatning".
* Februar 2005 er sat
som deadline for en afklaring af KPiDs holdning til det videre forløb.
Enigheds-papirerne
Fra
1997 har Jørgen Pedersen (med rette) hævdet, at der ikke var nogen
principielle uenigheder mellem DKP-ml og KPiD. Taktikken frem til nu har derfor
gået på i praksis og i programmatiske diskussioner at godtgøre
dette. Derfor blev der også lagt mange kræfter i sidste års
fælles ledelsesmøder og i den efterfølgende beslutning om
at nedsætte en 8 mands arbejdsgruppe til at diskutere såkaldte enigheds-papirer
(altså enighed om strategi og taktik, parti og klasseanalyse).
Resultatet
var altså udstukket på forkant med DKP/ML-formandens tese om enighed:
Nu gjaldt det kun om at formulere denne enighed.
Derfor har arbejdsgruppen
også udeladt en gennemgang af uenigheder og problemer.
F.eks. er spørgsmålet
om det kommende fælles partis internationale placering kun nævnt som
et tilfældigt punkt på dagsordenen på et af deres møder,
mens problemstillingen er forsvundet.
Med hensyn til klasseanalysen er de
kommet frem til den konklusion, at de er enige med Lenin i den generelle definition
af klassebegrebet!
De er også enige et stykke hen ad vejen, når
det handler om den generelle beskrivelse af klasserne i Danmark og de økonomiske
modsætninger mellem disse. Men hvad er den sociale basis for tendenser,
politiske strømninger og partier i Danmark? Her leder man forgæves
i arbejdsgruppens enighedspapir.
De er kort sagt kun enige om, at de skal
arbejde videre med spørgsmålet.
Mekanismerne er ellers ikke så
komplicerede at forstå, et eksempel: når DKP-ml stiller med tre fagforeningsansatte
og en handelsskolelærer til arbejdsgruppen, så vil også disse
menneskers hverdag jo farve dem som individer. Almindelige arbejderes erfaring
med deres repræsentanter i fagforeningerne er den simple at desto længere
tid de har været ansat, jo støre fagforeningskontor, desto rigere
fagforening, osv. - jo mere er de fagforeningsansatte blevet til repræsentanter
for systemet i stedet for medlemmerne.
Marxismen løfter sådanne
erfaringer til et videnskabeligt niveau og viser, at kun proletariatet er en virkelig
revolutionær klasse, mens mellemlagene i deres kamp mod borgerskabet kun
forsvarer deres nuværende stilling.
Sig mig hvor længe?
Den
fælles arbejdsgruppe mellem de to enige partier er naturligvis enige om
at basere det kommende fælles parti på forestillingen 'det antimonopolitiske
demokrati' og anerkender den gradvise transformation af samfundet som forberedende
trin til en revolutionær overtagelse af statsmagten.
Parolen hedder
'arbejderflertal', hvor den danske enhedsfagbevægelse spiller en nøglerolle.
Parlamentet defineres som selvstændigt fra resten af statsmagten, og ved
denne finurlige opdeling ser de sig i stand til at erobre den parlamentariske
magt og 'forberede revolutionen'.
I praksis altså ingen forskel
fra tidligere forsøg som f.eks. Chile, hvor regeringen fik under tre år,
før den blev myrdet af fascismen.
Med hensyn til de politiske spørgsmål,
som arbejdsgruppen har behandlet og lavet en eller anden konklusion på,
så er det ikke muligt at se, hvilken forståelse de egentlig har, fordi
de formulerer sig meget generelt, bruger traditionelle formuleringer og ikke går
dybere ned i de bagvedliggende ideologiske og filosofiske implikationer - samt
mildt sagt er unøjagtige i den historiske detalje.
Hvad der står
tilbage i det dunkle er derfor, hvorfor de ikke går sammen, når de
nu er så enige om at være enige?
Revisionismen giver selv svaret:
Mistillid, magtkampe, forræderi, personlige og parlamentariske ambitioner
har alle dage været dens ødelæggende følgesvend, fordi
revisionismens sociale basis er mellemlagene.
Det er nu snart 8 år
siden, at DKP-ml opgav sin revolutionære linje til fordel for en topstyret
'samlingsproces' med de opsplittede revisionistgrupper. Siden er disse selvudnævnte
'kommunister' blevet stadig mere marginaliserede og ubetydelige i det politiske
landskab, DKP-ml og KPiD indbefattet.
'Samlingen' befinder sig stadig i
dødvandet.
Hvordan synes I selv det går?
Netavisen 23. januar 2004