Folk
går i verden om så sikker og forvovenSom var der ingen Dom og ingen Gud foroven,
Om der er også ret en Himmel eller ej,
Derom de lige let kan sige Ja og Nej. (…)
Da må Gud fare ned og give sig tilkende
Og kaste trodsighed, som Babel, over ende,
At ej den tidsel-aks skal råde overalt
Og hveden blive straks og alle vegne kvalt.
Men katastrofen i Lissabon fik også revolutionære og progressive tænkere som Voltaire til at stille spørgsmålstegn ved en Gud, der tillod en sådan dommedag, som ramte i flæng, og især gik ud over de fattige.
Mere end 200 år senere sagde Haji Ali, en troende muslim til en avis:
- Det var som om Gud havde udløst sin vrede over folket. Det var dagen efter tsunami'en ødelagde hans hjemby Bireuen i Indonesiens Aceh-provins, det hårdest ramte område overhovedet.
Kristne, hinduer, muslimer - troende fra alle retninger såvel som ikke-troende - alle blev de ofre. Naturens kræfter rasede, godt hjulpet på sin dommedagsvej af mangelen på et varslingssystem for Det indiske Ocean og af den forudgående hæmningsløse ødelæggelse af naturlige barrierer i havet til fordel for industrielt fiskeri og turisme.
Flodbølgen i Asien udslettede i et frygteligt øjeblik mere end dobbelt så mange menneskeliv som atombomben over Hiroshima ved nedslaget.
Paradoksalt nok har katastrofen genskabt en følelse af 'normalitet' verden over. Det er næsten som om 'verdenssamfundet' igen eksisterer. 'Alle' står sammen om at hjælpe ofrene. Det ellers usynlige FN er fra sidelinjen for et øjeblik kommet på banen igen. Det er som om katastrofen giver en slags mening, også for dem, der ikke blander en højere styrelse ind i tragedien. Om ikke andet, så som muligheden for at vende et nyt blad i historiens bog om forholdet mellem de rige og fattige i verden. Katastrofen forvandles til 'nyt håb'.
Folk overalt er dybt berørte over omfanget af denne ulykke, som i medierne i lang tid har fortrængt alle andre nyheder, og de har givet flere penge til nødhjælp end nogensinde før set.
Fra regeringerne er ingen ende på løfterne om hjælp til katastrofens ofre. De vil ikke blive glemt, lyder det samlet og i kor fra Det Hvide Hus til alverdens børser.
Der er også politik i ulykken: Således er den amerikanske hær forvandlet fra en global dræbermaskine til et humanitært udrykningskorps.
I Danmark forvandlede den en forpjusket statsminister til 'statsmand' (som en avis beundrende skrev): Anders Fogh Rasmussen aflyste i sidste øjeblik sin planlagte nytårstale og den forventede udskrivelse af valg og erstattede den med en alvor, som passede til lejligheden.
Valget er udsat til en anden passende lejlighed.
Det er nødvendigt at sige det: Det vil alt sammen blive glemt, næsten da. De fleste af de gavmilde løfter vil ikke blive holdt. Katastrofens omfang kunne have været langt, langt mindre end tilfældet blev, og de langvarige negative konsekvenser for landene og folkene, især fattigfolk, i hele regionen vil ikke blive effektivt afbødet. Den 1 år gamle katastrofe i byen Bam i Iran, hvor et jordskælv dræbte 40.000, mærkes endnu: Kun en tiendedel af løfterne om hjælp fra det internationale samfund er blevet indfriet.
Katastrofen i Det Indiske Ocean gør ikke verdenssamfundet 'normalt'. Den vil blive afløst af nye menneskeskabte tragedier, af hverdagen i det imperialistiske system.