Af Patrick Mac Manus,
talsmand for Foreningen Oprør
Politiets beslaglæggelse af Foreningen Oprørs appel til europæiske organisationer og bevægelser og sigtelsen for ‘forsøg på overtrædelse' af straffelovens paragraf 114 er et nederlag for ytringsfriheden, for den rummelighed, der bør kendetegne et demokratisk samfund. Uden en sådan rummelighed, hvor der også er plads til modstand, politisk konflikt og civil ulydighed over for begrundet tvivlsom lovgivning, forvitrer demokratiet.
Beslaglæggelsen af Foreningen Oprørs internationale appel er nu anket til landsretten, og imens offentliggøres den på stadig flere hjemmesider. Anklageskriftet for forsøg på overtrædelse af 'terrorparagraffen' er under udarbejdelse.
I sin internationale appel opfordrer Foreningen Oprør bevægelser og organisationer til at udfordre terrorlovgivningen i de enkelte europæiske lande samt EU's såkaldte ‘terrorliste'. I appellen opfordres til, at der ydes støtte til befrielsesbevægelser, der kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål.
Resistence is not terrorism - indskrift fra det besatte Palæstina
Dette er ganske som i de år, da ANC modtog omfattende støtte fra dansk side, også uanset at organisationen blev betegnet som ‘terroristisk' af den sydafrikanske stat, samt af USA's og Storbritanniens udenrigsministerier. En opfattelse, der også deltes af danske højrepolitikere, som dog ikke formåede at dæmme op for den folkelige støtte til opgøret med apartheidregimet.
Den såkaldte ‘internationale krig mod terror' rammer legitime modstandsbevægelser i deres forsøg på at opnå social og politisk frigørelse. De internationale ‘terrorlister' bidrager til at udstøde disse bevægelser fra det internationale samfund, og hæmmer den politiske og moralske dialog, der kan bane vej for en forhandlingsløsning, som kan bringe langvarige konflikter til ophør.
Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er uden nogen form for høring blevet stemplet. Dette har givet en række stater frie hænder til at intensivere en intern undertrykkelse, der er blevet tilført ny international legitimitet. En sådan stat er eksempelvis den colombianske, der for nylig i en oversigt over 'failed states' fra Foreign Policy/Peace Institute blev rangeret mellem Nordkorea og Zimbabwe. Voldens primære kilde er denne stat og ikke den modstandsbevægelse, der søger at reformere den.
Den anden part i konflikten mod illegitim statsmagt skal høres. I dag er der ingen procedure for, hvordan oprørsbevægelser igen kan slettes af de internationale ‘terrorlister'. Der skal findes modeller for inddragelse af modstandsbevægelserne i en international dialog, der kan erstatte ensidigheden i den hidtidige tilgang til interne konflikter og folkeretsstridig besættelse. Organisationer som den palæstinensiske PLFP og den colombianske modstandsbevægelse FARC bør sikres adgang til den internationale offentlighed. Grobunden er tilstede. Da eksempelvis FARC blev opført på den reviderede terrorliste, var der indsigelser fra både fransk og svensk side. Indsigelsen blev dog bragt til tavshed af den frygtens konsensus, som udslagsgivende stater, ikke mindst USA, har en interesse i.
Foreningen Oprør opfordrer til den stærkest mulige afvisning af det angreb på de politiske rettigheder, som byrettens kendelse om beslaglæggelse af den internationale appel er udtryk for. Sigtelsen for overtrædelse af ‘terrorparagraffen' er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, der må rette sig mod hele det koncept, der ligger til grund for ‘terrorlovgivningen', ‘terrorlisterne' og den såkaldte internationale krig mod terror.
Også blandt dem, som ikke er enige i Foreningen Oprørs synspunkter, må modstanden mod den gradvise nedbrydning af retssikkerheden og ytringsfriheden nu også give sig til kende. Det er på tide at forsvare de politiske frihedsrettigheder, som det oprørske borgerskab i sin tid tilkæmpede sig, men som deres efterkommere synes mere og mere villige til at forråde.
Netavisen 24. august 2005