Af Ole S. Larsen
Inter_pres
Den polskfødte paves bortgang har for alvor vist hans betydning ikke bare for den milliard kristne, som han var overhoved for, men også for millioner af mennesker som traditionelt er muslimer, jøder og andre. Bl.a. fordi han talte imod Irak-krigen - både den første i 1991 og den, som blev indledt for over to år siden.
Mere end fire millioner pilgrimme var torsdag aften ankommet til Rom for at deltage i begravelsen fredag. Og det er ikke bare kristne, men også bl.a muslimer der på den måde vil vise Johannes Paul II den sidste ære. Begravelsesceremonien ledes af den tyske kardinal Joseph Ratzinger. Han er kardinalkollegiets dekan og Vatikanets religiøse "inkvisitator" i doktrinære lærespørgsmål.
Det var ham, der kæmpede for, at den "kristne Gud " blev indskrevet i EUs nye grundlov, noget som blev afvist af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaings forfatnings-kommission.
Forfatningen skal til folkeafstemning i Frankrig nu i maj og i Danmark i september.
Mere end 200 af verdens statsoverhoveder, heriblandt fire konger og fem dronninger, deltog i begravelsen, som blev en af de største hidtil i verden. Den transmitteredes desuden direkte gennem massemedierne til flere milliarder mennesker.
Ukronet konge af Polen
Ikke siden Stalins død har en død fået så stor betydning i det offentlige liv og blevet analyseret så meget, især i hans hjemland. Var han vor tids Stalin? I hvert fald var han Polens ukronede konge.
I pavens polske hjemland har dagene siden hans bortgang været en lang enestående hyldest til landsmanden. Karol Wojtyla, præst og ærkebiskop i Krakow, som blev udpeget til Pave i 1978, er elsket af millioner af polakker, ikke bare af de mest troende, men langt udenfor kirkens rækker. Mange elsker Karol Wojtyla højere end deres egne forældre. Ved et af hans sidste besøg i hjemlandet forsamledes mere end tre millioner polakker for at vise deres kærlighed til denne ukronede konge af Polen.
Var de kommet for at lovprise kirkens reaktionære holdninger? Jeg tror ikke flertallet af dem deler de reaktionære synspunkter, som han har arvet fra Pavestaten. Flertallet kom dels fordi han er en dygtig taler – en rigtig folketaler - har humor - dels ved han, hvad der rører sig i folkedybet, også fordi han jo levede hovedparten af hans liv i en erklæret socialistisk folkerepublik.
Han har altså fået socialismen ind med modermælken. Var det måske ikke også derfor han fordømte krigen mod Iraks folk ved at sige: ”Krige, som den i Irak nu, truer menneskehedens skæbne” . Man kan sige, at det var billige udtalelser, for Pavestolen gjorde intet for at bekæmpe, boycotte eller fordømme den magt, som var ansvarlig for krigen: Washington og Pentagon.
Spørgsmålet er også, hvor stor modstanden mod krigen i virkeligheden var i den såkaldte ”kardinal-junta” – Vatikanstatens herskende kardinaler.
At polakkernes hengivenhed for paven har andre årsager end de religiøse kommer BBCs Dominic Bailey ind på:
– ”Den romersk-katolske verdens leder, åndelig og moralsk vejleder for millioner, var polak, og det er det, som virkelig betyder noget. Ingen i Krakow snakker om hans rolle i overgangen fra kommunismen, ingen nævner hans konservative syn på abort og præventionsmidler”.
(4. april 2005, BBC News, Krakow)
Jeg genkender det fra mine møder og samtaler med polakker, hvor de giver udtryk for at ”paven er god nok, men resten af kirken, det er en flok pampere”.
Under et af million-massemøderne ved et besøg i Polen kritiserede han ”liberalismen”. Selvom Paven hyldede kapitalismen og anerkendte ”profitten”, mente han at den skulle ”begrænses af et strengt retsligt rammeværk for at tjene den menneskelige frihed”, altså kapitalismen skulle have et ”menneskeligt ansigt”.
Liberalismen vil, hvis den er eneherskende, føre til ”grådighed og egoisme”.
Så politisk var paven nærmere den socialdemokratiske /socialliberale ideologi. Men han var ingen ”befrielsesteolog”, og han satte en stopper for befrielsesteologerne i Latinamerika.
På hans første udenlandsrejse i januar 1979 talte han dunder til de latinamerikanske biskopper i Mexico og påbød dem at holde op med at betragte Jesus som en politisk aktivist:
”Den forestilling om Kristus som en politisk figur, en revolutionær, som en modstandskæmper fra Nazareth, stemmer ikke med Kirkens lære”.
Ikke desto mindre blev den i Palæstina fødte og kæmpende Jesus af Nazareth korsfæstet ifølge den romerske besættelsesmagts sædvanlige praksis, fordi han talte imod den romerske besættelse og dens lokale samarbejdespolitikere.
I Polen er det kendt, at flere af kirkens spidser udnytter deres positioner til at skaffe sig materielle goder og statussymboler, som f.eks Gdansk-præsten Henryk Jankowski, som ikke bare er berygtet for hans anti-jødiske hetz, men også praler med at han har en Mercedes-limousine til hver eneste dag i ugen. I Polen findes der i dag langt over 100. 000 zloty-millionærer. Hvordan er de kommet over deres formuer? Gennem hårdt arbejde? Eller gennem at udbytte andre mennesker?
Mindemesse i Krakow
Da pavens død blev kendt, brød mennesker ud i spontan gråd, hundredtusinder valfartede til de mange kirker i Polen for at tænde et lys, senere mandag og tirsdag var der "hvide marcher" med mere end 200 tusind deltagere i Warszawa. Også i Lodz gennemførtes en sørgemarch med et overvældende deltagertal , her opgives 50 tusind mennesker at have vandret fra Plac Wolnosc, gennem hovedstrøget Piotkowska til den store domkirke 3 km nede af hovedstrøget.
På boligblokke – overalt i landet - hænger de kendte polske rød-hvide flag skråt ud fra husvæggene, som en påmindelse fra Solidarnosc-tiden. Polens statslige radio Program 1, 2, 3 og 4 har siden spillet sørgemusik, kun afbrudt af hans taler og nyhedsudsendelser. I det statslige Telewizja Polska har alle tre programmer været helliget billeder, musik og taler af Jan Pawel II, som er pavens polske pave-titel.
Uafbrudt i en øredøvende symfoni og collage af billeder, musik og tale banker de polske medier sorgen ind i den polske nation og for hele verden. Den kristne massebevægelse, som er en virkelig massebevægelse i Polen, er i milliontal rejst til Peterspladsen. Mere end to millioner polakker er i Rom for at give den ”store” polak Karol Wojtyla - måske den ”største” og kendteste siden "kætteren" og planetforskeren Mikolaj Kopernicus - den sidste hyldest.
Torsdag aften var næsten en million mennesker samlet på en gigantisk åben plads i udkanten af Karol Wojtylas polske hjemby Krakow for at holde en mindehøjtidelighed. Denne stille sørgemarch begyndte allerede om eftermiddagen. Klokken 21:37, det tidspunkt hvor han døde sidste lørdag, holdtes et minuts stilhed. Fredag ringede klokkerne og tudende sirener lød over hele Polen for at markere at pavens begravelse i Rom var indledt. I hovedstaden Warszawa affyrede26 kanoner en salut til ære for Johannes Paul II's 26 år lange tid i pavestolen.
Stalin og paven
Paven var overhoved for mere end 1 milliard kristne. Og begravelsen fredag blev en historisk begravelse, som vi skal tilbage til Stalins begravelse for 52 år siden for at finde magen til i Europa. Da Stalin døde føltes det som om verden stod stille, fortæller mange, der levede dengang. Millioner af mennesker brød ud gråd, arbejdet standsedes, store sørgemarcher og møder blev afholdt på alle kontinenter.
I de lande som havde brudt med det imperialistiske system; i det socialistiske Sovjet og i de folkedemokratiske lande nedlagdes alt arbejde, sirenerne på fabrikker, tog og skibe brølede ud sorgen over tabet af den store Kammerat Joe Stalin. I Moskva deltog over en million i begravelsen.
Der, i Kreml, lå Stalin på Lit de parade.
Han var symbolet på den socialistiske og folkedemokratiske lejr, som da samlede flere mennesker end Pavens kristne katolikker gør i dag: omtrent 1,1 milliard. Millioner af russere og andre sovjetborgere nåede at skue Stalin på Lit de parade inden Hrustchov-gruppen - de nye ledere i Sovjet efter 1956 - i vrede over de mange besøgende flyttede Stalin væk fra Kreml.
Stalins bortgang fik mange til at standse op og indse hans betydning som leder. I 1953 stod den kommunistiske og internationale arbejderbevægelse på sit højeste: På det euroasiatistiske kontinent havde de antifascistiske revolutioner åbnet nye muligheder for arbejderklassen og de arbejdende bønder, kvinderne og intelligentsiaen.
Arbejderklassen flyttede sine positioner frem i klassekampen overfor et skræmt bourgeoisi.
Respekten for Stalin, kommunisterne og Den Røde Hær gjorde det lettere for arbejderklassen at tilkæmpe sig vældige sociale og demokratiske fremskridt, som de reaktionære klasser den dag i dag ikke har kunnet presse tilbage.
Hvor kommunismen i 1917 inden Oktoberrevolutionen var ukendt for brede folkemasser på alle kontinenter, fandtes der i 1953 ikke et land, ikke en by, ikke en arbejder, som ikke havde hørt om kommunismen. I de fjerneste landsbyer i Danmark såvel som i Asien, var der ingen, hverken analfabetiske bønder, arbejdere eller studenter, der ikke kendte til kommunismen.
Lenin og Stalin var verdensberømte proletariske politikere og revolutionsledere. Hvor de kommunistiske partier var små fraktioner i 1917 var de vokset til at være massepartier i 1953 med millioner af medlemmer over hele verden. Partier som holdt hele staters fremtid og politiske udvikling i deres hænder.
Stalins grav i dag
Men Stalins betydning var større end pavens. Faktum er, at da paven i 1945 krævede at være med ved bordet i fredsforhandlingerne efter befrielsen, svarede Stalin med et enkelt spørgsmål, som afgjorde sagen : ”Paven? Hvor mange divisioner har han… sendt i kampen mod fascismen/Hitler? Pavestaten havde velsignet både Hitler og Mussolini, mens Stalins Kommunistiske Internationale nedkæmpede hovedparten af de fascistiske styrker og ydede de største ofre for at befri verden fra det fascistiske barbari. Det var Stalins ”kommunistiske” Røde Hær, der befriede Karol Wojtylas Polen fra at blive en koloni i et tysk domineret Neuropa.
Den skæbne der ventede polakkerne efter en tysk sejr, kan vi i dag kun fantasere om - men blot huske på at polakkerne blev betragtet som andenrangs-mennesker, ”slaviske undermennesker”, som skulle tjene den vestlige tyske kapitalistiske civilisation. Den kristne katolske pavestol stod i 1945 som taberne, sammen med Hitler og Mussolini. Siden 1934 havde Paven velsignet nazi-regimet og underskrevet et konkordat med Tyskland.
Trods den socialistiske og folkedemokratiske lejr styrke og størrelse – en femtedel af jordens overflade var befriet fra det imperialistiske system – var de ledere, der fulgte Stalin, ikke i stand til at udvikle socialismen, tværtimod de scorede det ene selvmål efter det andet. De fastholdt ikke de kommunistiske idealer og de vigtige erfaringer, som den internationale arbejderbevægelse havde høstet - og de undervurderede kapitalismens kræfter og dens voldelige karakter.
Det førte til stadig større problemer, både i den socialistiske og folkedemokratiske lejr; men for de kommunistiske partier udenfor lejren betød det tragedier og udslettelse som f.eks i Indonesien og flere latinamerikanske lande.
Den katolske kirke i fremgang?
Den kristne katolske kirkes tilbedere er vokset med omkring en tredjedel i Karol Wojtylas tid – dvs flere hundrede millioner mennesker tilsluttede sig pave-religionen i hans 26 år.
Trods det er det min mening at pavestaten ingen lys fremtid har … Naturligvis fordi hele Vatikanets ideologi ikke er i trit med den samfundsmæssige-menneskelige udvikling.
Den har på mange måder en ideologi, som allerede på den tid, da den voksede sig stor og mægtig i Europas kristent-feudale middelalder, var forældet.
Og der vil komme reformer, men det vil skabe spændinger og splittelse i den millliard-store bevægelse, og ikke mindst i Vatikanets kardinal-junta vil knivene blive slebet i denne reformkamp. I en borgerlig avis kunne man læse, at
”Kirken taber . . . sjæle. Blot i Latinamerika - kontinentet med det største antal katolikker - anslås 12.000 at vende ryggen til katolicismen hver eneste dag. I Europa svigter troen også. Afvandringen opvejes ikke af tilgangen i Afrika og Asien.”
* Ifølge den norske avis Klassekampen er der i de kristent-katolske ”nøglelande som Italien, Spanien og Portugal . . . sket markante ændringer i flokken.”
* Da landsforræderen og fascisten Francisco Franco døde i 1975, var
”80 prosent av spanjolene aktivt utøvende katolikker. I dag er det bare 30 prosent tilbake, med tyngde i den ældre generasjon.”
* Det samme er sket i Portugal. Den katolske kirken hadde en sterk posisjon under det fascistiske Salazar-diktaturet (1926-74). I dag bekjenner mer enn to tredeler seg som katolikker, men bare en av fire går regelmessig i kirken, og de «katolske» politikerne er på defensiven.
* Uansett hvordan man ser på det, viser statistikken at Den katolske kirken er på nedtur globalt, og Latin-Amerika har spilt en stor rolle i dette. Om Kirken ikke forandrer sin sentralistiske struktur og sitt autoritære budskap, kommer den til å gjennomlide en virkelig kollaps i Latin-Amerika innen omlag 15 år, sier Elio Masferrer, leder for Det latinamerikanske forbundet for religionsstudier, til nyhetsbyrået IPS.
* Det kan borge for at vi snart ser den første pave fra Latin-Amerika
Kirken støtter de fascistiske regimer på det Amerikanske kontinent:
”Laghi var pavelig nuntius (ambassadør) til Buenos Aires under Argentinas siste militærdiktatur (1976-83), og lagde aldri skjul på sin varme støtte til juntaen som ikke minst general Jorge Videla uniformerede som et gudegivet styre i kampen mod kommunismen.
I kretsen fins også Vatikanets mangeårige 'stats- og utenriksminister', italieneren Angelo Sodano, og chileneren Jorge Medina Estéves, med ansvar for liturgi og sakramenter. Medina bistod Ratzinger i korstoget mod befrielsesteologerne, og åbenbarede i denne henseende et urovækkende åbenlyst had.”
Efter at lederen af den fascistiske militærjunta, arbejdermorderen Augusto Pinochet i Chile blev tvunget til delvis at træde til side for at tilfredsstille den stærke antifascistiske oppositions krav om demokrati den 3. august 1990 udtalte kardinal Medina Estéves:
”- Demokrati betyder ikke automatisk at Gud ønsker at det blir gjennomført.”
”Medina . . . på den tid da makten rundt Johannes Paul II blev konsolidert sine åndsbrødre i kolombianeren Alfonso López Trujillo, ansvarlig for rådet for familiepolitikk, og den italienske kardinalen Pío Laghi, ansvarlig for katolsk utdanning.”
Disse udgør sammen med andre bl.a den den tyske Kardinal Ratzinger Vatikanets ”kardinal-junta”.
”I Brasil, hvor 100 av 180 millioner innbyggere er katolikker, forlater vel en halv million Kirken om året. I Guatemala har nær en tredel av tolv millioner innbyggere gått ut, mange over til nyevangeliske trossamfunn. Ifølge Israel Batista, generalsekretær i Det latinamerikanske biskoprådet (CLAI), tilhører 15 prosent ulike evangeliske kirker.”
I 1978 var 7,9 prosent av verdens befolkning kristne katolikker; i dag er andelen 17,2 prosent. ”
Klassekampen/interpres
Pave Johannes Paulus II opbyggede sin egen fanklub – Papa-boys – som ifølge pålidelige kilder er en bevægelse med 10 millioner unge over hele verden. Hvad sker der med den? Vil de overføre deres begejstring til en ny – sandsynlig mere kedelig og grå pave? Uden tvivl vil denne bevægelse blive splittet og hvis den overlever blive decimeret.
Var Polen kommunistisk?
I Polen vil problemerne for den kristne kirke også vokse – også fordi de fleste polakker ikke har nogen tillid til kirkens præster, biskopper og kardinaler og deres sorte reaktionære opfattelser. Og paven vil ikke længere være polsk – det vil give en del tømmermænd hos en del ”troende”. Paven besøgte Polen næsten hvert andet år. Det vil ikke ske under en ny ikke-polsk pave.
Vatikanet skrev i sin nekrolog at "Johannes Paul vil blive husket for sin rolle i kommunismens sammenbrud i Europa . . ." Men hvilket samfund var Polen i 1978, da Karol Wojtyla blev pave? Var det et kommunistisk samfund?
Lad os gå tilbage til den tid - 1956 - hvor ”kommunisten” Wladislaw Gomulka blev generalsekretær for PZPR - det regerende Polens Forenede Arbejder Parti. Det var en sammenslutning af ”Det socialistiske Parti” og det kommunistiske Arbejderparti under ledelse af Boleslaw Beirut. Under kommunisten Bieruts ledelse blev Polen genopbygget – efter 6 års krig og besættelse – og der blev opnået fremgange i landets socialistiske udvikling, den sociale velfærd og udviklingen i folkedemokratiet.
Meget iøjnefaldende var og er genopbygningen af den gamle by i Warszawa, hvor man ved hjælp af gamle tegninger og de tidligere beboeres hukommelse, kunne genopbygge den sønderbombede bydel. I dag er den Gamle by - sammen med Palac Nauki i Kultury; Kulturpaladset eller Stalin-paladset, den smukke 42 etager høje bygning i byens centrum, som var en gave fra Sovjet til Polen i 1952 – Warszawa`s største turistattraktioner.
To ødelæggere af socialismen: Nikita Hrustjov og Wladyslaw Gomulka (th)
Efter befrielsen i 1945 voksede arbejderklassen og industrien udvikledes. Kommunisterne agiterede for socialismens ideer blandt masserne, men i realiteten bevarede borgerlige elementer deres dominerende stillinger. Der blev ikke gennemført en ordentlig jordreform på landet, og kollektiviseringen nåede kun halvvejs eftersom Gomulka, da han kom til magten erklærede kooperativerne og statslandbruget for ”urentabelt”. Det begunstigede væksten af et lag af kulakker og småborgere i den polske landsby.
I 1948 blev kongressen for at forene kommunisterne og Det Socialistiske Parti afholdt. Her afslørede og kritiserede Bierut og andre delegater Gomulkas borgerlige synspunkter og arrogance. Gomulka skulle 8 år senere som en følge af Hrustchovs nye kurs på den 20. kongres i SUKP blive det polske partis leder. I det nye Forenede Arbejder Parti, som Beirut ledte, havde han problemer med andre borgerlige elementer, som havde beholdt deres gamle verdensanskuelser, selvom de nu kaldte sig kommunister.
På samme måde som i Ungarn, Østtyskland og Rumænien og andre steder forløb sammensmeltningen mellem kommunisterne og de borgerlige arbejderpartier ikke som en levende proces, hvor man gennem politiske diskussioner og organisatorisk arbejde sikrede, at alle de nye medlemmer af blev grundigt opdraget og skolet i marxismen-leninismens politiske og organisatoriske grundsyn.
I Polen blev partiet dannet ved en mekanisk sammenslutning med det borgerlige ”socialistparti”. Derfor blev arbejderklassens parti ikke styrket, men svækket, fordi socialdemokrater og opportunister som Cyrankiewicz, Gomulka, Spichalskij, Morawskij og andre slog rødder i partiet.
Samtidig må vi ikke glemme, hvad der er vigtigt både i livet som helhed, men især i politik. Det polske parti og arbejderklasse havde ikke erobret magten selv, men var kommet til et dækket bord med Stalins Røde Hær som vært. Denne historiske kendsgerning udnyttede de kontrarevolutionære kræfter.
I det polske folk fandtes der fra gammel tid et had mod det czaristiske Rusland, såvel som mod Tyskland/Preussen, som havde besat og delt Polen flere gange. Det polske bourgeoisi som ikke var blevet svækket så meget som det burde være blevet, gjorde alt hvad der stod i dets magt, for at puste til de chauvinistiske følelser vendt mod Sovjetunionen.
Gennem det arbejde - som reaktionens elementer udførte indenfor og udenfor partiet – blev det gamle had, der var fuldkomment berettiget under czar-tidens undertrykkelse af polakkerne - vendt mod Sovjetunionen og de sovjetiske folk, som havde udgydt sit blod for Polens befrielse.
Ironisk nok fik Polen sin frihed som en følge af den socialistiske Oktoberrevolution i Rusland 1917. Lenins bolsjevikker gav Polen friheden i 1918, og Stalins Røde Hær befriede Polen i 1945 fra nazi-tysk besættelse.
Efter kommunisten Bieruts pludselige bortgang blev de reaktionære kræfter endnu frækkere. Og det skabte velegnede betingelser for de kontrarevolutionære kræfters planer. Især Hrustchovs tale på det sovjetiske partis 20. kongres opmuntrede dem. Nu stod det polske partis skrøbelighed endnu klarere. Hrustchovs paroler om ”liberalisering” og ”rehabilitering” af gamle partipampere opmuntrede de de mest reaktionære kræfter.
Urolighederne i juni 1956 og det, der skete senere, var dels en følge af det polske partis vaklen og svagheden i dets arbejde, dels en følge af reaktionens, kirkens og Gomulkas bestræbelser, og dels en følge af Hrustchov-gruppens indblanding.
Juni-hændelserne i Poznan var i sit væsen kontrarevolutionære bevægelser, som kirken og de reaktionære kræfter opmuntrede ved at udnytte de økonomiske vanskeligheder og de fejltrin, som det polske parti havde gjort i den økonomiske udvikling. Gomulka erklærede på PZPR´s 8. plenum i oktober 1956, at ”arbejderne i Poznan protesterede ikke mod socialismen, men mod de onder der havde spredt sig i vort system” , uden at han kom med realistiske løsninger eller forslag til, hvordan socialismen skulle styrkes.
Socialismen blev svækket under Gomulka
”Kommunisten” Gomulka gennemførte sit program med religion i skolerne og i hæren, stimulering af privat handel og ”selvforvaltende kooperativer” efter jugoslavisk model. Sandheden er, at det polske parti med Gomulka i spidsen hjalp Karol Wojtyla og kirken med at komme ind i skolerne og i hæren med deres præster og religiøse ceremonier.
Det var både et politisk selvmål og en udstrakt hånd til kirken.
Under Gomulka skærpedes pampervældet og foragten for arbejderklassen i partiet og i politiet. Elementer, som havde udviklet deres voldelige og brutale sider i højere grad end deres socialistiske overbevisning, gjorde karrierre i milicjaen (politiet) for at vise, hvor dygtige de var til at pacificere arbejderprotester. At det polske parti var på vej væk fra socialismen vej, væk fra arbejderklassen stod klart.
Det kom til udtryk i parti-pampernes arrogance og afvisning af berettigede krav. Under værftsstrejkerne i 1970 blev flere hundrede arbejdere ofre for Gomulka-regimets håndfaste politimetoder. Gomulka blev tvungen til at afgå kort efter.
Han afløstes af den tidligere minearbejder Edward Gierek – et populært valg i arbejderklassen og brede folkelige kredse, men Gierek var ingen revolutionær, endsige kommunist. Og han løb ind i stadig større – ikke mindst økonomiske - problemer.
Men i dag taler polske medier om en Gierek-mania i det polske folk - i længsel tilbage til folkerepublikkens tid, væk fra dagens kyniske kapitalistiske pengepugersamfund tilbage til en tid hvor sammenholdet – solidarnosc - trods alt var udbredt.
Kirken blev i Polen - ligesom moskè-erne under shahens regime i 70`ernes Iran - et mødested, et ly og samlingspunkt for store dele af arbejder-oppositionen. Også derfor er kirken så toneangivende i Polens offentlige liv i dag.
Den Polske stat har underskrevet et konkordat med Pavestaten, hvilket giver den katolske kirke adgang til skolerne, TV, radio, hæren og andre offentlige institutioner.
Det var ikke kommunismen, der brød sammen i 1989
Hrustchovs liberalisering fra 1956 blev hyldet i de kapitalistiske Nato-lande. For Hrustchovs økonomiske reformer førte til begrænsning i arbejderklassens, teknikernes og de andre arbejdendes skabende virksomhed, hæmmede deres initiativ og fastholdt strukturer, som behøvede revolutioneres/omformes, samtidig som den kommunistiske kritik af kapitalismen blev mildnet i de partier, som fulgte Hrustchov-revisionisterne, bl.a. Aksel Larsens DKP. Hrustchov var parti-pampernes mand, med støtte fra udslagsgivende militærfolk. Hvor Stalin og bolsjevikerne i 30'erne havde opmuntret og støttet græsrøddernes kritik af parti-pamperiet og på den måde medvirket til at sikre partidemokratiet, gjorde partibureaukraterne karriere under Hrustchov.
Som en arv fra 20'erne, da læsedygtigheden var meget lav, havde bureaukratiet en stærk stilling i partiet. I tyverne var bolsjevikerne tvunget til at se gennem fingrene for at rekruttere læsedygtige folk til stillingerne som partifunktionærer. En del af disse havde desværre søgt til partiet for at skaffe sig personlige fordele. Med tiden fik disse partifunktionærer stadig større magt og visse steder truede partibureaukratiet arbejdernes magt i partiet. Arbejdernes mangel på uddannelse havde også den følge, at mange ikke turde gøre noget ved magtmisbrugende og korrupte, men nok så veltalende funktionærer. I slutningen af 20`erne – efter at partiet definitivt var slået ind på socialismens vej - blev kampen om arbejdernes magt overfor bureaukratiet stillet på dagsordenen.
Fremtrædende i denne kamp var partiledere som Stalin, Zjdanov, Kirov og andre kammerater i partiets centralkomite. Sammen med Kirov og Zjdanov forklarede Stalin, at størstedelen af problemerne i partiet kunne klares gennem politisk opdragelse af partimedlemmerne. På den 17. partikongres i 1934 var kampen mod bureaukratiet højt oppe på dagsordenen. Bolsjevikerne kæmpede for at forny de kommunistiske idealer gennem at opfordre til studier, selvkritik, omorganisering og til angreb på bureaukratiet på alle niveauer i partiet.
Kongressen gennemførtes ved et tidspunkt, da de mest fantastiske produktionsresultater opnåedes i den socialistiske industri og i kollektiv-landbruget og gik over i historien som ”sejrens kongres”.
Kommunistens (:Liebknechts) død -
Pampernes brød
Bolsjevikernes opfording til kritik af pamperi og kampagnen mod partibureaukrater var ikke populær hos Hrustchov og den gruppe af partibureaukrater, der på den 20.kongres kritiserede ”Stalins partiudrensninger” og slog til lyd for omfattende politiske og økonomiske ”reformer” af partiets kurs.
Man kan sige at især efter Hrustchov-gruppens magtovertagelse i 1956 satte pamperne sig på partiet, og der udvikledes både i det sovjetiske og polske parti de samme pamper-fasoner som i det danske socialdemokrati.
Både i produktionen, distributionen og i andre dele af det sovjetiske samfund voksede problemerne som en følge af den socialdemokratiske vej, som Hrustchov-gruppen stadfæstede på den 20.kongres i 1956.
Under Brezhnev hobede problemerne sig op i 70'erne og de økonomiske vækstrater faldt år efter år. Også det almindelige sociale-kulturelle samfundsliv stagnerede og tendenser til social og samfundsmæssig opløsning blev stadig mere udbredte.
Som i de kapitalistiske klassesamfund bredte tendenser til at rage til sig på samfundets bekostning med de ledende partimedlemmer i spidsen. I 70`erne dukkede de første millionærer op i det offentlige liv i Sovjet.
Det var den periode, der ledte til Gorbachov og Sovjets opløsning i 1991, hvor den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin fra Sverdlovsk banede vejen for den ”liberale chockterapi” - et andet ord for kapitalistisk kontrarevolution med massearbejdsløshed og -fattigdom, omfattende kriminalitet, prostitution, mord og andre symptomer på de kapitalistiske samfundsforhold som en følge.
Derfor er det forkert at sige at det var ”kommunismen der brød sammen” i 1989 i Polen og andre lande . . . . .
Det er rigtigt at det regerende polske Forenede Arbejderparti PZPR kaldte sig kommunistisk og kaldte landet socialistisk, men det var et stivnet og forpampret parti, der ligesom det sovjetiske parti havde fulgt Hrustchov-gruppens socialdemokratiske "reformer".
Når mange polakker deltog i strejkebevægelsen for 25 år siden, var det for at kræve bedre levevilkår og altså en protest mod det regerende Forenede Arbejderpartis nedskæringspolitik og mod dette partis forpampring, den samme forpampring, som også præger det danske, engelske, tyske, svenske og norske socialdemokrati med betydelige privilegier for partilederne.
Strejken på det berømte Stocznia Lenina
I sommeren 1980 vedtog Gierek-regeringen bl.a. at chockforhøje brødpriserne i et forsøg på at tvinge arbejderklassen til at betale den økonomiske krise, som var et resultat af en stadig mere passiv socialdemokratisk politik både økonomisk og politisk.
Den fejlslagne politik kom til udtryk i en to-cifret milliardgæld (i US-$) til kapitalistiske storbanker i udlandet.
Der var forhøjelsen af brødpriserne i 1980 som udløste strejken på Stocznia Lenina - Lenin- skibsværftet - som pro-amerikanske højre-liberale og kirkelige kræfter omkring Lech Walesa tog ledelsen af.
Fattige børn i Polen af i dag
Men de kapitalistiske reformer og privatiseringer, som for alvor blev sat i gang i 90'erne, har ikke medført sociale og demokratiske forbedringer for et flertal af polakkerne. Så vi kan altså konkludere at levevilkårne er forringet i Polen i de sidste 25 år. Den åbne kapitalistiske markedstilpasning (EU) og privatiseringer har ikke løst det polske folks problemer, som de så ud i 1978, tværtimod.
Det er rigtigt … der er skabt en kapitalistisk udbytterklasse og en priviligeret middel/overklasse, disse lag har fået det bedre og lever som deres velbjergede forbilleder i de Forenede Stater og EU-landene, men for flertallet af polakkerne har den EU/US-støttede liberale reformpolitik ført til
massearbejdsløshed og -fattigdom. Ganske vist strømmer det nu statsstøtte ind fra EUs regional- og landbrugsfonde - ligesom frivillige hjælpeorganisationer modtager omfattende hjælp fra EU.
I dag er tiggere og hjemløse et udbredt syn i Polens storbyer. Den officielle arbejdsløshed er på ca 19 %, men procenter på mellem 25-30 er ikke enestående. Der er tale om dele af landet, hvor de officielle arbejdsløshedstal nærmer sig de 40%, mens den er langt under i andre dele. I virkeligheden er arbejdsløsheden større og omfatter langt mere end de tre millioner i de officielle statistikker.
Stalins skyld?
Nu kan man naturligvis som visse borgerlige skribenter hævde, at alle dårligdomme og den ”skæve” udvikling i ikke bare Polen, men også i de tidligere Sovjet-republikker, er Stalins skyld. På den måde slipper de imperialistiske magter og det kapitalistiske system fri fra ethvert ansvar. Bekvemt .... men hvor længe holder den forklaring?
Lad mig i den forbindelse citere en borgerlig avis. Det var Berlingske-journalisten Anna Libak, der i juli 2004 skrev en artikel om en af avisens medarbejdere i Rusland, Valentina Porfirjevna, som bl.a. var med i det gigantiske BAM-projekt, opførelsen af den 3200 km lange jernbane mellem Bajkal og Amur efter krigen.
Hun har levet under alle Sovjetledere, undtagen Lenin. Porfirjevna siger til Berlingske at (citat):
"Stalin var bedst. Han har æren for industrialiseringen af Sovjetunionen og sejren over Hitler. Da landet efter krigen lå i ruiner, fik han det genopbygget i et forrygende tempo. Der blev indført rationeringskort på alt under krigen, men allerede i 1947, halvandet år efter krigens slutning var de afskaffet"
Nikita Hrustchov har hun ikke meget fidus til:
"Han fik den skøre ide at landet skulle plantes til med majs overalt - selv dèr hvor majs
ikke vokser. Jeg husker, at jeg selv en sommer opholdt mig en uge på et feriesanatorium i Moskva-regionen i slutningen af august, hvor majsen skulle høstes. Der stod majs på markerne
uden for mit vindue - små forkrøblede stave , der var højst 15 cm høje. Det var grotesk.
Kilder:
SVT/BBC/TVP3-Lòdz/klassekampen/interpres
Netavisen 11. april 2005