Paven har blod på hænderne

Af Terry Eagleton

Johannes Paul II blev pave i 1978, netop da de frigørende 60ere gled over i den lange politiske nat under Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Da de tidlige 70eres økonomiske nedtur begyndte at bide, foretog den vestlige verden et afgørende sving mod højre, og forvandlingen af en obskur polsk biskop fra Karol Wojtyla til Johannes Paul II var en del af denne større vending. Den katolske kirke havde gennemlevet sin egen version af flower power i 60erne, kendt som det Andet Vatikankoncil, og tiden var nu moden til at tøjle de venstreorienterede munke, klappeglade nonner og latinamerikanske katolske marxister. Alt dette var sat i gang af en pave – Johannes XIII – som de katolske konservative betragtede som i bedste fald skør, i værste som sovjetisk agent.

Til denne opgave var der brug for en, som var godt trænet i den kolde krigs teknikker. Som prælat fra Polen hyldede Wojtila – som kom fra den måske mest reaktionære udpost for den katolske kirke, fuld af rørstrømsk Mariadyrkelse – nationalistisk fanatisme og glødende antikommunisme. Årtiers vane med at omgås de polske kommunister havde gjort ham og hans polske medbiskopper til behændige politiske operatører. Den polske kirke blev en indretning, som undertiden ikke var nem at skelne fra det stalinistiske bureaukrati. Begge institutioner var lukkede, dogmatiske, censurerende og hierarkiske, fulde af myter og personkulter. Som mange andre alter ego'er var de tilfældigvis også dødsfjender, bundet sammen i en dødelig strid om det polske folks sjæl.

I bevidstheden om det magre udbytte af dialogen med det polske regime var biskopperne ikke tilbøjelige til lægge et Rowan-Williams-agtigt øre til begge sider af den teologiske konflikt, som rasede i moderkirken. Under et besøg i Vatikanet før han blev pave, blev den autoritære Wojtila skrækslagen over synet af mundhuggende teologer. Sådan gjorde man ikke tingene i Warschawa. Vatikanets konservative fløj, som fra starten havde afskyet Vatikan-koncilet og gjort sit yderste for at afspore det, så derfor hen til polakkerne for redning. Da Peters trone blev tom, lykkedes det de konservative at sluge deres aversion mod en ikke-italiensk ypperstepræst og valgte én for første gang siden 1522.

Forskanset bag magten begyndte Johannes Paul II at rulle det Andet Vatikan-koncils liberale fremskridt baglæns. Prominente liberale teologer blev indkaldt for hans trone til en overhaling. Et af hans vigtigste mål var at samle den magt, der var blevet decentraliseret til lokale kirker, i de pavelige hænder. I kirkens første tid valgte lægmænd og kvinder deres egne bisper. Det Andet Vatikan-koncil gik ikke så vidt, men det insisterede på kollegialitets-doktrinen – at paven ikke skulle ses som capo di tutti capi, men som den første blandt ligemænd.

Johannes Paul anerkendte imidlertid ikke ligeværd med nogen. Fra sine tidligste præsteår var han berygtet for sin overdrevne tro på sin egen åndelige og intellektuelle kapacitet. Graham Greene drømte engang om at se en avisoverskrift, hvor der stod: ”Johannes Paul kanoniserer Jesus Kristus.” Biskopperne blev kaldt til Rom for at modtage ordrer, ikke til broderlig rådslagning. Skøre mystikere fra det yderste højre og francoister blev hædret, og latinamerikanske frigørelsesteologer overfuset. Pavens autoritet var så urørlig, at det lykkedes lederen af et spansk præsteseminarium at overbevise sine studerende om, at han havde pavens personlige tilladelse til at onanere dem.

Resultatet af magtkoncentrationen i Rom var infantiliseringen af de lokale kirker. Kleresiet fandt sig ude af stand til at tage initiativer uden nervøst at kigge tilbage over skulderen mod Den hellige stol. Det var netop på dette tidspunkt, hvor de lokale kirker var mindst i stand til at tackle en krise på en moden måde, at børnesex-skandalen brød løs. Johannes Pauls svar var at belønne en amerikansk kardinal, som ihærdigt havde dækket over skandalen, med en fornem post i Rom.

Hans pavedømmes største forbrydelse var imidlertid hverken hans del i denne tilsløring eller hans neandertalske holdning til kvinder. Det var den groteske ironi, hvormed Vatikanet fordømte kondomer – betegnet som en 'dødskultur' – der kunne have frelst millioner af katolikker i den tredje verden fra en smertefuld aids-død. Paven går til sin evige belønning med ansvaret for disse døde. Han er en af de største katastrofer for den kristne kirke siden Charles Darwin.

Terry Eagleton er professor i kulturhistorie ved Universitetet i Manchester

Først offentliggjort i The Guardian.
Oversat efter The Pope Has Blood On His Hands

Se også

Et overhoved for den globale reaktion død
Netavisen 03.04.2005

Religion og kommunisme
Af Klaus Riis, Kommunistisk Politik 3, 1998

Hvad skulle paven i Havanna?
Kommunistisk Politik 2, 1998

Netavisen 7. april 2005