Valgkommentar
FV 2005
Krigsforbryderregeringen
Fogh står ifølge opinionsundersøgelser til genvalg. Medmindre
SR og dets støttepartier SF og EHL virkelig får sat en slutspurt
ind, der rykker i valgkampen, vil statsministeren efter valget stadig hedde Anders
Fogh, og socialdemokraternes formand ikke længe hedde Lykketoft.
'Midten' står til højre
Socialdemokraternes og De Radikales problem
er, at de ikke har ført oppositionspolitik under Fogh-regeringen. Nu kan
Pia Kjærsgaard slynge Marianne Jelved i hovedet, at hun - Kjærsgaard
- har fortrængt Jelved som kvinden i 'midten i dansk politik'. Socialdemokraterne
må fortælle, at Fogh ikke i virkeligheden er en skjult socialdemokrat,
men bare lader, som om han er det.
De danske højrefolk har held med
at fremstille sig, som om de fører en 'bred folkelig midterpolitik'.
Hvordan kan det gå til? Forklaringen er ikke bare, at socialdemokraterne og De radikale har undladt at føre en klar oppositionspolitik. Forklaringen er den enkle, at VK-regeringen og SR-oppositionen faktisk er enige om de store linjer i dansk politik: De står alle på imperialismens og nyliberalismens positioner.
De
er enige om at støtte USA og dets 'krig mod terror' og dets 'korstog mod
tyranni'. Enige om dansk militær deltagelse i Afghanistan, i besættelsen
af Irak o.s.v.
De er enige om at EU skal udvikles til en stormagt på
basis af unionsforfatningen - og om at det skal være verdens førende
økonomi i år 2010.
De er enige om 'det nyliberale projekt' - om
den imperialistiske globalisering, opbygningen af EU på basis af den nyliberale
økonomiske doktrin og omformningen af det 'gamle' Danmark i nyliberalismens
billede.
Både krigsforbryderregeringen Fogh og Lykketofts og Jelveds parlamentariske 'alternativ' står til højre. Derfor må opbygningen af enhed mod højre - arbejderklassens enhed og en folkelig enhed - ikke bare rette sig mod Fogh og Co., men også mod det parlamentariske 'alternativ' SR.
Netop fordi Lykketoft/Jelved ikke udgør et reelt politisk alternativ til Fogh og Co. er det så vanskeligt for dem at mobilisere en virkelig begejstring blandt de unge, arbejderne og folk på overførselsindkomster, som kunne feje Fogh-slænget bort, sådan som det har fortjent.
Men fortsætter krigsforbryderregeringen Fogh, vil kampen for at den drages til ansvar for sine forbrydelser også fortsætte.
Enhed mod krig, imperialisme og nyliberalisme
Enhed mod højre er enhed i arbejderklassen og en bred folkelig enhed mod krig, imperialisme og nyliberalisme. Mod 'krigen mod terror', krigen i Irak, mod det amerikanske globale diktat med dets fascistiske træk, mod supermagt EU og dets unionsforfatning, mod nyliberalismens, privatiseringens og baglæns-reformernes angreb på levevilkår og sociale forhold i Danmark.
Det er det, klassekampen i Danmark drejer sig om i disse år. Det er det, som er baggrunden for den gigantiske antikrigsbevægelse, som har manifesteret sig op til Irak-krigen, og som giver et klart flertal i befolkningen for at Danmark skal ud af det forbryderiske eventyr i Irak. Den massive EU-modstanden eksisterer fortsat og frygtes af begge regeringskonkurrenter. Og talløse protester, aktioner og bevægelser har ledsaget S- og V-regeringernes 'angreb på velfærden' - fra udliciteringer og privatiseringer, til angrebene på efterlønnen o.s.v.
Både Fogh og Lykketoft/Jelved vil fortsatte den danske deltagelse i Afghanistan, Irak og krigen mod terror som en del af den amerikanske krigskoalition. Lykketofts tøvende signaler om at formindske den danske militære tilstedeværelse i Irak til fordel for en mere 'humanitær' har intet at gøre med det nødvendige brud med den amerikanske krigskoalition og dens fupregeringer i Irak, heller ikke en evt. kommende fupvalgt regering.
De er alle enige om at manipulere danskerne
til et Ja til unionsforfatningen - og har her fået SFs støtte.
Og
de vil forsætte den nyliberale politik for udflagning af arbejdspladser,
privatiseringer, reallønsfald, 'strukturreform' og 'velfærdsreform'
- til gavn for monopolerne og milliardærerne og på arbejdernes og
det store flertals regning
Modstanden mod hele dette reaktionære projekt eksisterer uden for folketinget, på de enkelte områder i form af slagkraftige bevægelser, og som en reel politisk enhed i form af summen af disse bevægelser.
Den folkelige modstands krav
Ved dette folketingsvalg har denne modstand
imidlertid ikke noget talerør. Enhedslisten forsøger at fremstille
sig som 'bevægelsernes' talsmand, men det er en sandhed med så store
modifikationer, at det bliver en løgn.
Det bliver en løgn i samme
øjeblik partiet anbefaler og støtter en socialdemokratisk ledet
regering, som står på imperialismens og reaktionens positioner, som
er en del af det danske højre.
Enhedslistens påstand om, at den er talerør for bevægelserne uden for parlamentet, må også tages med mere end et gran salt. Antikrigskoalitionen Nej til krig f.eks. har fordømt det kommende irakiske 'valg' som et fupvalg, en farce, som tjener krigskoalitionens og USA's interesser. Både Enhedslisten og SF har imidlertid godkendt farcen og tilmed bevilget penge til at herboende folk af irakisk afstamning, både danske og irakiske statsborgere, kan få transportpenge til at stemme ved fupvalget.
Af alle disse grunde kan den virkelige folkelige opposition - oppositionen uden for parlamentet - ikke sætte sin lid til, at en socialdemokratisk ledet regering udgør et reelt alternativ til Fogh, der vil forsvare og søge at gennemføre dens krav, men tværtimod også hører til blandt modstanderne.
Derfor er den eneste farbare taktik for modstanderne af krig, union og nyliberalismen i forhold til folketingsvalget at rejse sine krav over for samtlige partier, over for begge regeringsalternativerne - og ikke at støtte det ene mod det andet.
Det er ikke lykkedes at få SR til at komme med klare udmeldinger om, at man vil bryde med den amerikanske krigskoalition og trække tropperne hjem. Den er mindst lige så unionsbegejstret som Fogh og Co. Og den vil også gennemføre en hel række 'velfærdsreformer' på det store flertals bekostning for at 'redde velfærden', som de alle siger. Den afviser i realiteten at gøre de krav til en helt anden politik, som er rejst fra arbejdspladser, fagligt aktive, studerende og elever, til sit program.
Der er en anden vej end at støtte et regeringsalternativ, som ikke er noget reelt alternativ: det er at styrke den reelle opposition uden for parlamentet og at rejse dens krav med en sådan slagkraft, at ingen regering kan sidde den overhørig.
Netavisen 23. januar 2005