Fra I, Robot
Af Franz S. Krejbjerg
Kommunistisk Politik 25, 2004
Fra
I, Robot
I sommer var jeg inde og se en ny amerikansk sciencefictionfilm.
Kulissen byggede på den efterhånden ret udbredte forestilling, at
maskinerne inden for en overskuelig fremtid vil udvikles til et så sofistikeret
niveau, at de endda kan opnå bevidsthed.
Som bekendt er den menneskelige
fantasi ubegrænset, men i den amerikanske underholdningsbranche rækker
det desværre stadig ikke længere end til at forestille sig, at maskinerne
vil forsøge at tage magten fra menneskene.
Heldigvis findes der altid
én helt og - vupti - er det onde knust.
Filmen I, Robot
er et moderne svar på Blade Runner, I.A. - og de mange andre film
i genren, der stiller relevante spørgsmål til nutidens samfund med
hjælp fra fremtidsfantasier. I et interview lagde skuespilleren Will Smith,
der spiller hovedrollen i I, Robot, heller ikke skjul på, at han så
en parallel mellem filmens fascistoide diktator-robot og præsidentens politik.
Formålet
med disse linjer er nu ikke at anmelde film, men at stille ind på spørgsmålet
om kunstig intelligens. Da den moderne verden er fyldt med computere, og der ingen
tvivl er om, at militæret arbejder på højtryk for at bygge
maskiner, der kan rationalisere dødens håndværk, må man
spørge: Hvad er virkelighed, og hvad er fantasi?
Umiddelbart kan
man fristes til at sammenligne hjernens funktionsmåde med computerens. Den
biologisk funderede intelligens er jo netop bundet til den fysiske krop. Bevidsthed
og intelligens er simpelthen en egenskab ved hjernen. Enhver sansning, tanke eller
følelse har en fysisk form, der er helt anderledes end tanken selv.
På
samme måde har en computer intet mystisk over sig, fra de simple regnestykker
til de mest avancerede simulationer er der tale om elektriske signaler i en chip.
På
en hel række områder kan biologiske processer duplikeres af kunstig
teknologi, men når vi kommer til det, der styrer computeren - populært
sagt et program - står vi ved et springende punkt.
Nogle hævder,
man kan sammenligne hjernecellens dna med et computerprogram, men det er ikke
tilfredsstillende. Intet af, hvad et menneske tænker eller foretager sig,
kan jo forklares ud fra dna i den enkelte celle. Den samlede forståelse
hænger sammen med mennesket set som helhed - både som konkret fysisk
størrelse, relationer til andre mennesker, og for den sags skyld hele planetens
udviklingshistorie. Altså, i sin nøgenhed er den biologiske hjerne
en funktion af kemiske naturkræfter, mens en maskine er en konstrueret mekanisme,
der i bedste fald kan imitere disse kræfter.
Andre hævder,
at man regne ud, hvornår en intelligent robot vil blive en realitet, ved
hjælp af en simpel matematisk analyse gående ud på at sige,
at den menneskelige hjerne indeholder 10 til 100 milliarder celler og kan foretage
så og så mange "beregninger" i sekundet. Med den nuværende
hastighed i den teknologiske udvikling vil computeren opnå samme beregningshastighed
om ca. 40 år, og bingo har vi intelligens … Det kedelige ved den slags
snævre matematiske analyser er, at så burde dagens computere jo kunne
hamle op med hjernekapaciteten hos en hamster - og det kan de ikke.
Før
vi nærmere undersøger tendensen til at levendegøre maskiner
i underholdningsbranchen, så prøv at forestille dig en film, hvor
den første scene viser den fordrukne robotfar, der kommer sent hjem
efter at have soldet huslejen op.
Ved at erstatte dyret med en robot
kan vi i denne lille analyse vise problemerne, som diverse forestillinger går
i en stor bue uden om. Fordrukken eller på anden måde afhængig
af bare kaffe eller røg, nej, det er ikke teknisk muligt, der er i det
hele taget intet, som en computer kan indtage, som vækker bare en antydning
af fornøjelse. Far, familierelationer, et hjem eller andre bånd er
ligeledes meningsløse, når der tales om maskiner. Irrationelle eller
selvdestruktive handlinger, som at solde huslejen op, er måske inden for
fantasiens rækkevidde i vore Windowsdage, men vil jo ikke være ønskelige.
Du
kan selv følge tankerækken til ende, men uanset er konklusionen den
samme: Maskinen ikke kan opnå en eneste af de egenskaber, der gør
den menneskelige intelligens menneskelig.
Den religiøse verden blev
i sommer beriget med en bog kaldet "Rosens Råb" (For de
udenforstående: Rosen er et andet ord for gud eller guds værk). I
bogen genfremsættes det postulat, at naturen simpelthen er for perfekt til
at kunne være skabt af sig selv, som det jo ellers blev fastslået
af Darwin for nogle år tilbage. Menneskene - der dybest set bare er en kombination
af almindeligt tilfælde, materien og naturkræfter - er, afsløres
det, i virkeligheden et resultat af Guds store plan.
Vi har hørt
det før: Til alle tider har mennesker personificeret ting og fænomener,
som dybest set 'bare' er resultat af dialektiske naturkræfter. Selve den
selvstændige tænkning er blevet fremmedgjort fra kroppen i en grad,
så det er udbredt at forestille sig et liv efter døden. Urtrangen
til at leve og forstå verden bevirkede f.eks., at alle naturfolk havde forestillinger
om usynlige menneskelignende ånder, der styrede vejrfænomenerne -
og man gjorde sig bedst ved at holde sig gode venner med disse ånder.
Efter fuldstændig samme opskrift personificerer nutidens mennesker "uforklarlige"
og tilfældige tildragelser. Fra trafikuheld til stormagternes vanvidskrige
ses skæbnegudernes spil.
I 'Rosens Råb' ses livet som guddommeligt
efter den samme urgammelkendte logik, nemlig ved at personificere både naturkræfter
og tilfældigheder, der her tillægges den særlige menneskelige
egenskab, der kaldes hensigt. Altså: Der er en vilje bag ved "skabelsen",
en vilje og et formål.
Med dette i baghovedet er det ikke vanskeligt
at gennemskue, at tricket i filmatiseringen af Isaac Asimovs science fiction-eventyr
er at prikke lidt til forestillingsevnen. Gøre simple naturlige ting til
unødigt komplicerede og uhyggelige for derefter at tilbyde en overnaturlig
fantasi som forklaring. Selv den simpleste legorobot kan blive til et bevidst
selvstændigt væsen, ved at menneskene tillægger den menneskelige
egenskaber, dvs. i fantasien, men i virkeligheden er det blot en dims programmeret
til at imitere.
Det er svært at overvurdere den religiøse
tænknings smittefare, når det handler om filosofiske spørgsmål.
Du har måske kun et smil til overs for forestillingen om Guden, der gjorde
mennesket i sit eget billede og pustede liv i det døde støv …
Men hvad så når vi tilskriver os selv evnen til at gøre det
samme - hvem ler så?
Den religiøse tænkning forudbestemmer
'meningen' med livet. Den videnskabelige tænkning fjerner dette spørgsmål
fra den guddommelige sfæres forudbestemmelser, gør det suverænt
menneskeligt og befrier den menneskelige vilje og initiativ, individuelt og kollektivt
.
På et tidspunkt vil videnskabens fremskridt løse resterende
spørgsmål om intelligensen, bevidstheden og livet, og andre og nye
spørgsmål vil åbne sig. Men datamaskiner vil, uanset form,
kapacitet og programmeret simuleringsevne, ikke blive selvstændige individer
i samfundet, hverken som udbytter eller udbyttet. De vil vedblive at være
maskiner på linje med andre af menneskes redskaber.
Selvom man ikke
kan udlæse noget om fremtiden ved at se amerikanske film, så siger
de et eller andet om nutiden: Målt mod virkeligheden falmer de fantasifulde
skræmmebilleder om en fremtid, hvor maskiner har rollen som den vestlige
civilisations kyniske magthavere.
Tilbage står kun at huske på,
at hvor det på film kun kræver én helt at stoppe diktaturet,
kræver det her og nu, at alle finder den indre helt eller heltinde frem
og sammen byder den aldeles menneskelige ondskab trods.
Netavisen
24. december 2004