Bag kassen
Kommunistisk Politik 24, 2004
"Bistandsklient
satte ild til sig selv"
Sådan lød overskriften til en
af de små notitser, som i dagbladene er samlet på stribe i spalter
fra top til bund i aviserne. Notitsen var blandet sammen med de mere gængse,
som i stor udstrækning kunne være taget direkte fra politiradioen,
hvilket et udpluk af de øvrige overskrifter underbygger: Færre spritbilister,
18-årig voldtaget i solcenter, Barn kørt ned af 17-årig osv.
osv.
Ved en nærmere fordybelse af disse spaltenotitser finder man
faktisk en hel del pudsigheder. De er alle sammen brygget af Ritzaus Bureau og
må have til formål at dække den mere sensationslystne og skandalehungrende
del af læserne.
Ved andet gennemsyn konstaterer man, at notitserne
er meget præcise i deres benævnelse af anden etnisk baggrund, når
indvandrere i første, anden eller tredje generation er indblandet. Det
er også karakteristisk, at historierne sjældent bliver fulgt op. De
får så at sige ofte lov til at stå alene til stor begejstring
for nogle læseres fantasi.
Det var også gældende for historien
om bistandsklienten.
Ganske vist redegjorde notitsen for, at den 29-årige
mand havde forvoldt skaden på sig selv, idet han "tilsyneladende
var utilfreds med størrelsen på sin kontanthjælp og overhældte
sig selv med benzin, som han havde medbragt i en flaske. Herefter satte han ild
til sig selv."
Historien endte angiveligt lykkeligt, idet en vagtmand
og en anden klient "resolut fik smidt manden på gulvet og rullet
ham rundt
..Manden slap med forbrændinger på arme, hænder,
hals og ansigt."
Det var jo godt.
Lad nu Ritzaus og redaktionssekretærers
valg om læsernes brug af deres fri fantasi komme til sin ret:
Manden
var jo i forvejen ikke til megen gavn for samfundet. Han var røget ud på
samfundets tredje revle, hvor han ikke kunne bunde.
Han havde tidligere stået
på første revle med fast arbejde; men var på grund af omstrukturering
blevet bortrationaliseret. Derefter gik det den tunge gang over anden revle med
nogle år på dagpenge. Kurser med forskellige kurser kombineret med
aktivering med offentlig støtte på nogle fabrikker holdt håbet
om nyt arbejde i live.
Det gik ikke og pludselig var han stødt ud
på det yderste, - der hvor man mister alle forhåbninger om igen at
vende tilbage til havets overflade. Omgangskredsen svandt også ind, og det
blev mere og mere vanskeligt at se sig selv, sin familie og bekendte i øjnene.
Han havde nu i en årrække oplevet fornedrelsen på byens socialkontor,
hvor de udstødte blev behandlet skeptisk, kritisk og ydmygende.
Det
kunne let være historien.
Til gengæld er følgende de
nøgne fakta:
Få dage inden sit selvmordsforsøg kunne han
i radioen høre, at en ungdomspolitiker i Venstres Ungdom gjorde sig til
talsmand for at fjerne stemmeretten for dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere
og pensionister.
VU'eren, der ernærede sig selv som studerende på
overførselsindkomst, mente tilsyneladende, at de øvrige grupper
er nassere, der skal fratages deres borgerlige demokratiske rettigheder.
En højtstående Venstrepolitiker slog efterfølgende fast, at
synspunktet var i overensstemmelse med hendes medlemskab af Venstre, så
længe det var et personligt standpunkt. Det eneste, der kunne bringe eksklusion
på banen, var en åbenlys tilkendegivelse af sympatier for Hitler.
Hvis
vores kære kontanthjælpsmodtager dagen efter ildspåsættelsen
var faldet over notitsen, kunne han i notitsen lige over læse følgende
ny betragtning om sig og sine lige:
"Der er for stor forskel på
at afsone i en strandvejsvilla og i en toværelses lejlighed på Vesterbro.
Derfor rammer regeringens lovforslag om hjemmeafsoning med elektrisk fodlænke
skævt, mener Landsforeningen af beskikkede advokater."
I stedet
bør de tildeles samfundstjeneste, mener advokaterne.
Netavisen 3. december 2004