Strøtanker
/ Af Gerd Berlev
Kommunistisk Politik 23, 2004
I en krog af huset
står et spøgelse: - en blå klode på sort baggrund, på
toppen en militærkasket, der overvåger kloden, som fra alle fire sider
er gennemboret af dolke.
Da en af de unge i familien malede denne fremtidsvision
kort før årtusindskiftet, tænkte jeg at det var en uhyggelig
tanke, men desværre også en reel risiko, at fascimen igen kunne blive
den herskende virkelighed igen engang i fremtiden. Det er ved at gå op for
mig, at fremtiden ikke ligger så langt ude i fremtiden.
Dimitroff
skriver i 1935: "Fascismen er selve finanskapitalens magt. Det er den
organiston, som skal holde arbejderklassen og den revolutionære del af bønderne
og intelligensen nede med blodig terror" og lidt efter "Fascismens
virkelige karakter må understreges særlig stærkt, fordi fascismen
under skjul af social demagogi i en række lande fik mulighed for at rive
småborgerlige masser med sig (...) og endog mange dele af proletariatets
mest uudviklede lag, som aldrig ville have fulgt fascismen, hvis de havde forstået
dens virkelige klassekarakter (...) "
Videre skrive han om hvordan
fascismen kunne sejre: "Fascismen kunne fremfor alt komme til magten,
fordi arbejderklassen, takket være den politik om samarbejde med bourgeiosiet,
som Socialdemokratiets førere drev, var splittet, var afvæbnet politisk
og organisatorisk overfor bourgoisiets angreb."
At udviklingen i USA med det såkaldte præsidentvalg er stærkt på vej til et fascistisk diktatur diskuteres nu åbent af progressive overalt på kloden. Ingen er i tvivl om at det er finanskapitalen ved magten og det er åbentlyst, at lovgivningen og magtorganerne forberedes på at holde revolutionære opstande nede. Patriot Act, School Of America, republikaneren Porter J. Gross i CIA, Guantanamo og fængselssystemet er bare nogen af stikordene, der angiver retningen. På udenrigsfronten er det først og fremmest krigen mod terror og i særlig grad krigen mod Irak. Dette er vores fælles globale bekymring og stærke kræfter er ved at mobilisere sig.
Her i
lille fredelige Danmark er det en anden sag. Her florerer en såkaldt venstrefløj,
hvis fornemste opgave åbentbart er at bakke op om Socialdemokratiets samarbejde
med bourgoisiet.
Hvor er ellers de stærke røster fra arbejdspladserne,
der går imod Danmarks krigsdeltagelse. Hvad holder dem tilbage? Der kan
vedtages udtalelser og resolutioner på møder og generalforsamlinger
om at tropperne skal hjem fra Irak, men når der skal handles gælder
de åbentbart ikke.
I skrivende stund er forlængelsen af de
danske soldaters udstationering i Irak til behandling i Folketinget. Der er stillet
forskellige spørgsmål til ministrene, som skal besvares senest den
19. november, forsvarsudvalget skal afgive betænkning den 23. november og
derefter, vistnok den 30. november skal lovforslag B42 igen behandles i Folketinget.
Alligevel er der en larmende tavshed i offentligheden. Hvor er delegationerne
og arbejdsnedlæggelserne og udtalelserne fra arbejdspladser og klubber?
Hvorfor tager tillidsfolk og klubbestyrelser ikke til orde? Hvor er "Fagligt
ansvar"?
Spøgelset er på vej ud af skabet også her i Danmark. Forsvaret er en stærk organisering af arbejderklassen. Det kræver et opgør med knæfaldet for socialdemokratisk tankegang på arbejdspladser og i fredsbevægelsen.
Sig det, skriv det, råb det alle vegne: Danmark ud af Irak. Tropperne hjem, NU!
Netavisen 16. november 2004