Bag
kassen
Kommunistisk Politik 23, 2004
Det
kapitalistiske Danmarks dekadence slår igennem på allerhøjeste
plan - også når det gælder moral og etikkens område. Her
tænkes ikke i første række på den kongelige socialdemokratiske
kammerateribevægelse - herunder fagbevægelsens ledere, der om nogen
er i stand til at organisere intern korruption i samme hastighed, som de suger
næring til sig fra erhvervsspidserne.
Jeg tænker heller ikke
på de politiske kræfter, der i et til 1½ hundrede år
har sat overholdelse af de moralske og etiske værdier i højsædet.
Den nuværende borgerlige regerings egne ministre burde jo være foregangsmænd
eller kvinder for egne idealer; men det håndterer de ikke helt godt, hvilket
lille, opfindsomme tekst, som jeg modtog som sms-besked, afslører alt for
godt:
Regeringen holder bal anno 2004: Thor Pedersen
lægger hus til, Tove Fergo sørger for familien, Peter Brixtofte står
for rødvinen, Anders Møller har ansvaret for damerne og Oppfeldt
passer børnene.
Jeg tænker såmænd
på andengenerationsindvandrerne.
Selvfølgelig ikke på
dem jeg selv eller mine venner og bekendte kender. De er jo som danskere er flest
med deres egne skæverter imellem; men på en eller anden underfundig
måde må de adskille sig fra alle de andre. Jeg tænker nemlig
på dem som formiddagspressen i tide og utide hiver på forsiden for
deres tvangsægteskaber, massevoldtægter, skatteunddragelser, kontanthjælpsbedragerier
for ikke at tale om deres indbyrdes etniske opgør i vores eget lille smørhul.
I
den forløbne weekend blev en andengenerationsindvandrer igen trukket frem
ved næsen - oven i købet i selveste TV-avisen i den mest populære
sendetid. Hans far kom til landet for omkring 35 år siden, og på trods
af hans gebrokne dansk ernærer han sig stadig på overførselsindkomst.
Han har på formidabel vis formået at undgå at blive tvunget
på danskkurser for at kunne gøre sig egnet til arbejdsmarkedet.
Hans
to sønner har tilegnet sig det danske sprog med deres lidt egen særprægede
accent, og har begge giftet sig med kvinder af anden etnisk baggrund, hvoraf den
yngste har avlet to børn. Mange af mine bekendte er forarget over indvandrernes
talrige børn, og i dette tilfælde bliver det jo ikke bedre af, at
hele familien brødføder sig på overførselsindkomst.
I sommers knækkede den yngstes ægteskab, separation blev indgået,
og hans hustru, som hidtil var blevet forsørget af manden, blev stik imod
gængs praksis ikke tvangsaktiveret eller udvist, men i stedet tilkendegivet
en ualmindelig høj overførselsindkomst. Hun og familien fandt et
hul i sociallovgivningen.
På mange leder har familien været
en belastning for alle andre indvandrere. Onde tunger taler om alkoholmisbrug
og seksuelle afvigelser i familien. Den ældste søn har plejet omgang
med et utal af danske piger. Børnene har i tide og utide gjort sig uheldigt
bemærket ved deres lovovertrædelser. Deres danske mor har en usund
livsstil med et stort overforbrug af cigaretter.
Med familien som eksempel
er det vel yderst naturligt, at mange hopper med på politikernes og pressens
felttog mod indvandrerne, deres nassen på vores sociale system, avlen af
rotter og voldelige adfærd.
Tag nu blot det sidste eksempel fra weekenden:
Den
yngste søn kommer rasende med sine to små børn og nye elskerinde
i sin Citroen C8 med 150 kilometer i timen, hvor han må køre 90.
Totalt uansvarligt kører han helt op til forankørende med blot tyve
centimeters afstand. Færdselsforseelser, der ligger lige på grænsen
til at enhver anden ville få frataget kørekortet lige på stedet;
men han slipper fra det uden den mindste påtale.
Hændelsen
må føre indvandrerdebatten ind på nogle relevante spor: Nu
må det være slut med særbehandling og nasseriet fra denne families
side. Jeg mener, vi lever trods alt i det 21. århundrede, hvor vi tilmed
har forpligtet os til at lære underudviklede nationer om demokrati!
Reno
Netavisen
17. november 2004