Andengenerationsindvandrerne

Bag kassen
Kommunistisk Politik 23, 2004

Det kapitalistiske Danmarks dekadence slår igennem på allerhøjeste plan - også når det gælder moral og etikkens område. Her tænkes ikke i første række på den kongelige socialdemokratiske kammerateribevægelse - herunder fagbevægelsens ledere, der om nogen er i stand til at organisere intern korruption i samme hastighed, som de suger næring til sig fra erhvervsspidserne.

Jeg tænker heller ikke på de politiske kræfter, der i et til 1½ hundrede år har sat overholdelse af de moralske og etiske værdier i højsædet. Den nuværende borgerlige regerings egne ministre burde jo være foregangsmænd eller kvinder for egne idealer; men det håndterer de ikke helt godt, hvilket lille, opfindsomme tekst, som jeg modtog som sms-besked, afslører alt for godt:

Regeringen holder bal anno 2004: Thor Pedersen lægger hus til, Tove Fergo sørger for familien, Peter Brixtofte står for rødvinen, Anders Møller har ansvaret for damerne og Oppfeldt passer børnene.

Jeg tænker såmænd på andengenerationsindvandrerne.

Selvfølgelig ikke på dem jeg selv eller mine venner og bekendte kender. De er jo som danskere er flest med deres egne skæverter imellem; men på en eller anden underfundig måde må de adskille sig fra alle de andre. Jeg tænker nemlig på dem som formiddagspressen i tide og utide hiver på forsiden for deres tvangsægteskaber, massevoldtægter, skatteunddragelser, kontanthjælpsbedragerier for ikke at tale om deres indbyrdes etniske opgør i vores eget lille smørhul.

I den forløbne weekend blev en andengenerationsindvandrer igen trukket frem ved næsen - oven i købet i selveste TV-avisen i den mest populære sendetid. Hans far kom til landet for omkring 35 år siden, og på trods af hans gebrokne dansk ernærer han sig stadig på overførselsindkomst. Han har på formidabel vis formået at undgå at blive tvunget på danskkurser for at kunne gøre sig egnet til arbejdsmarkedet.

Hans to sønner har tilegnet sig det danske sprog med deres lidt egen særprægede accent, og har begge giftet sig med kvinder af anden etnisk baggrund, hvoraf den yngste har avlet to børn. Mange af mine bekendte er forarget over indvandrernes talrige børn, og i dette tilfælde bliver det jo ikke bedre af, at hele familien brødføder sig på overførselsindkomst.

I sommers knækkede den yngstes ægteskab, separation blev indgået, og hans hustru, som hidtil var blevet forsørget af manden, blev stik imod gængs praksis ikke tvangsaktiveret eller udvist, men i stedet tilkendegivet en ualmindelig høj overførselsindkomst. Hun og familien fandt et hul i sociallovgivningen.

På mange leder har familien været en belastning for alle andre indvandrere. Onde tunger taler om alkoholmisbrug og seksuelle afvigelser i familien. Den ældste søn har plejet omgang med et utal af danske piger. Børnene har i tide og utide gjort sig uheldigt bemærket ved deres lovovertrædelser. Deres danske mor har en usund livsstil med et stort overforbrug af cigaretter.

Med familien som eksempel er det vel yderst naturligt, at mange hopper med på politikernes og pressens felttog mod indvandrerne, deres nassen på vores sociale system, avlen af rotter og voldelige adfærd.
Tag nu blot det sidste eksempel fra weekenden:

Den yngste søn kommer rasende med sine to små børn og nye elskerinde i sin Citroen C8 med 150 kilometer i timen, hvor han må køre 90. Totalt uansvarligt kører han helt op til forankørende med blot tyve centimeters afstand. Færdselsforseelser, der ligger lige på grænsen til at enhver anden ville få frataget kørekortet lige på stedet; men han slipper fra det uden den mindste påtale.

Hændelsen må føre indvandrerdebatten ind på nogle relevante spor: Nu må det være slut med særbehandling og nasseriet fra denne families side. Jeg mener, vi lever trods alt i det 21. århundrede, hvor vi tilmed har forpligtet os til at lære underudviklede nationer om demokrati!

Reno

Familieportræt

Netavisen 17. november 2004