Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 22, 2004
Også
i denne uge mødes EU-toppen, og der bliver plads til at drøfte Irak,
Mellemøsten, Sudan og mange andre storpolitiske spørgsmål:
krise, krig og olie. Og sikkert også, hvem der kommer til at sidde de næste
fire år i Det Hvide Hus.
Folkebevægelsens landsmøde 2004
foregik langt væk fra disse problemstillinger, et sted i udkanten af Jylland,
nærmere bestemt Århus.
Franz Krejbjerg på talerstolen på Folkebevægelsens landsmøde i Århus
Op til
weekenden underskrev EU's regeringsledere det endelige forslag til ny unionsforfatning.
Ratifikationsprocessen blev herhjemme straks sat i gang af Anders Fogh, et "nationalt"
kompromis mellem ja-sigerne skal på plads, så den kan indgå
i opvarmningen til SF's medlemsafstemning i december.
Hvornår den rigtige
folkeafstemning kommer, står stadig fuldstændigt åbent, og der
bliver gættet på, at det først bliver til foråret 2006,
omtrent samtidig med den britiske.
Folkebevægelsen mod EU har forudset
forfatningen siden '72 og har igen og igen fortalt sandheden om stormagternes
detaljerede unionsplaner. Afstemningen om forfatningen giver derfor Folkebevægelsen
en særlig rolle som den organisation, der siger sandheden om den Europæiske
Union og samtidig giver et klart svar på, hvad der skal ske, hvis man stemmer
nej: Danmark skal træde ud af EU.
Mærkeligt nok vurderer et
flertal af forretningsudvalgets medlemmer, at sandheden ikke rækker, hvis
man skal vinde en afstemning. Og i forlængelse af de traditionelle 'brede
bevægelser', der bliver opstartet ved hver folkeafstemning, er det denne
gang organisationen Borgerinitiativet Ja til Europa - Nej til EU-forfatningen,
der er det store dyr i åbenbaringen.
Hvordan det hænger sammen,
står stadig lidt uklart, men landsmødet blev i hvert fald præsenteret
for et handlingsprogram, der reelt gør Folkebevægelsen til primus
motor i opstarten af 'lokale brede komiteer'.
Hvad Folkebevægelsen
selv skal lave, blev ikke drøftet. Også en bred ungdomsbevægelse
vil blive forsøgt opstartet, og har allerede haft stiftende møde
i Århus. SFU er indtil videre den væsentligste gruppering.
Valgtaktikken
bliver altså lagt i et udvalg helt uden for Folkebevægelsen selv.
Oven i købet et udvalg med den klare begrænsning, at de netop ikke
vil fortælle hele historien om EU som sådan - og slet ikke vil give
et svar på, hvad der skal ske, hvis der bliver stemt nej.
En sjov
ting på landsmødet var debatmødet mellem Ole Krarup og Steen
Gade. Det blev et udmærket billede på, at det er meget vanskeligt
at komme op med nye temaer i EU-diskussionen. Selvom forfatningen skærper
alle de eksisterende spørgsmål, er argumenterne fra alle lejre hørt
før. For at vinde afstemningen handler det derfor om løbende at
kritisere det allerede eksisterende EU, dets kurs mod superkolonimagten Europas
Forenede Stater, dets dominerende stormagter og dansk følgagtighed - for
den politik, de vedtagelser, som er vendt mod arbejderklassen og folkene.
Det
handler altså om at skærpe modsætningerne.
Landsmødet fejrede behørigt, at det var lykkedes at genvinde pladsen i EU-parlamentet. Og det uden at stifte ny gæld (der skyldes stadig over en million for tidligere år). Positivt var det, at de lokale vurderinger fra valgkampen samstemmende angav, at EU-modstanderne øges i antal, men bare var blevet hjemme. Og dejligt var det også at se og høre, at de mange kandidater var blevet hærdet af at være i ilden. En god gruppe af dygtige og vidende debattører kan vise sig at blive et næsten lige så vigtigt resultat af valgkampen som sikringen af mandatet.
Netavisen 2. november 2004