Kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2004
Den
politiske studehandel omkring unionsforfatningen, der er indgået mellem
Fogh-regeringen, socialdemokraterne, de radikale og SF, kaldes et nyt 'nationalt
kompromis'.
Det er både historieforvanskning og proportionsforvrængning.
Det såkaldte 'nationale kompromis' blev til efter det danske Nej til Maastricht-aftalen
i 1992 - og banede gennem indførelsen af de 'fire danske forbehold' vejen
for en omafstemning i 1993 med den påfølgende godkendelse af Maastricht-traktaten
med de fire forbehold. Dengang var SF et unionsmodstanderparti og havde sagt Nej
til Maastricht-aftalen. Det 'nationale kompromis' var en politisk aftale mellem
den samlede Ja-side og dele af Nej-siden. Den sikrede dansk tilslutning til Maastricht
og dansk forbliven i Unionen - med en spinkel stemmemargin.
Aftalen var
et vaskeægte nationalt forræderi - et forræderi mod nationens
dybeste interesser og en kniv i ryggen på unionsmodstanden.
Holger K.
Nielsen var manden, som førte kniven.
Korridoraftalen i 2004 er en
forhåndsaftale mellem fem politiske partier, som alle er tilhængere
af unionstraktaten. Unionsmodstanderne er blevet holdt helt uden for. Den er blevet
til på Fogh Rasmussens initiativ med henblik på at skabe en fælles
front for Ja-siden ved den kommende folkeafstemning, som formentlig vil blive
afholdt samtidig med eller kort efter den britiske i marts 2006. Den skal sikre
støtte fra de mange unionsskeptikere i alle lejre, men ikke mindst blandt
socialdemokrater og folkesocialister. Og den skal sikre at SF ved urafstemningen
i partiet i december i år bekræfter partiledelsens Ja til unionsforfatningen.
Den
har intet med 'det nationale kompromis' fra 1993 at gøre - andet end at
Holger K. Nielsen stadig fører kniven mod unionsmodstanden.
At den
er udtryk for viljen til et nyt nationalt forræderi er derimod sikkert nok.
Unionspartierne
er dybt bekymrede over muligheden for, at de danske unionsmodstandere endnu engang
vinder en folkeafstemning. Det kan endnu engang blive en hårfin afgørelse,
som ved et amerikansk præsidentvalg. Derfor er fælles fodslag blandt
unionstilhængerne på trods af rivaliseringen om regeringstaburetterne
af stor valgtaktisk betydning. Aftalen kan godt betegnes som en taktisk sejr for
Fogh: med den sikrer han sig at unionen og folkeafstemningen ikke bliver et kabinetsspørgsmål.
De borgerlige medier har først og fremmest fremstillet aftalen som en sejr
for Holger K. Nielsen. Det er nærmest som om, at han har EU's skæbne
i sine hænder, og har vetoret mod at det går helt skævt. Det
er det glade vanvid.
Unionstilhængerne har lagt en langsigtet taktisk
plan for at vinde folkeafstemningen. Det er hvad det handler om. På Folkebevægelsen
mod EU's landsmøde i Århus sidste weekend sattes kampen mod unionsforfatningen
i centrum fra nu og frem til afstemningen. Det bliver en hård og vanskelig
kamp, fordi modstanden er oppe både mod en samlet politisk front, et stærkt
propagandaapparat og stærke økonomiske interesser og ressourcer.
Modstanden har ingen penge, intet propagandaapparat og en næsten
samlet folketingsfront imod sig, demokratisk skævvredet i forhold til den
faktiske modstand i befolkningen.
Til gengæld forsvarer den det store
flertals interesser, har sandheden og argumenterne på side, mange beslutsomme
aktivister og den udbredte unionsmodstand i befolkningen i ryggen.
For
tiden offentliggøres der meningsmålinger, der viser et stort flertal
for unionstraktaten. De er vildledende. Danskerne kender endnu ikke indholdet
af traktaten. EU's egne tal om modstanden i Danmark viser derimod, at et flertal
af danskerne er imod dens indhold på alle afgørende punkter. Derfor
består opgaven i høj grad i at gøre unionsforfatningens virkelige
indhold og betydning klar for folk.
Det gælder om systematisk at
gøre det klart arbejderne, dem på overførselsindkomster, de
unge, osv., at denne traktat, der afløser alle tidligere EU-traktater og
kommer til at stå over den gældende danske grundlov, betyder tilbageskridt
for demokrati og for de sociale rettigheder, for løn- og arbejdsvilkår.
Den EU-virkelighed, som eksisterer og som forfatningstraktaten afspejler, viser,
hvis interesser den forsvarer: ikke folkenes, men monopolernes.
Den sætter
udviklingen af supermagten EU på skinner. Den er nøglen til en genoprettelse
af EU som global kolonimagt i det 21. århundrede, som allerede er i gang
i praksis. Og den stadfæster monopolernes økonomiske doktrin - nyliberalismen
- som den virkelige grundsten i deres 'Forenede Europa'.
I år 2010
skal EU være verdens stærkeste økonomi - og det skal ske direkte
på bekostning af arbejderne og det store flertal, som skal betale for det
i form af lønnedgang, højere arbejdstid, lavere pensionsalder og
forringede sociale ydelser ('Agenda 2010').
Unionsforfatningen:
det er den økonomiske, politiske og militære supermagt EU - Europas
Forende Stater.
Når danskerne bliver klar over det, vil det også
blive Nej ved folkeafstemningen.
Netavisen 4. november
2004