Nyt nationalt forræderi

Kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2004

Den politiske studehandel omkring unionsforfatningen, der er indgået mellem Fogh-regeringen, socialdemokraterne, de radikale og SF, kaldes et nyt 'nationalt kompromis'.

Det er både historieforvanskning og proportionsforvrængning. Det såkaldte 'nationale kompromis' blev til efter det danske Nej til Maastricht-aftalen i 1992 - og banede gennem indførelsen af de 'fire danske forbehold' vejen for en omafstemning i 1993 med den påfølgende godkendelse af Maastricht-traktaten med de fire forbehold. Dengang var SF et unionsmodstanderparti og havde sagt Nej til Maastricht-aftalen. Det 'nationale kompromis' var en politisk aftale mellem den samlede Ja-side og dele af Nej-siden. Den sikrede dansk tilslutning til Maastricht og dansk forbliven i Unionen - med en spinkel stemmemargin.

Aftalen var et vaskeægte nationalt forræderi - et forræderi mod nationens dybeste interesser og en kniv i ryggen på unionsmodstanden.
Holger K. Nielsen var manden, som førte kniven.

Korridoraftalen i 2004 er en forhåndsaftale mellem fem politiske partier, som alle er tilhængere af unionstraktaten. Unionsmodstanderne er blevet holdt helt uden for. Den er blevet til på Fogh Rasmussens initiativ med henblik på at skabe en fælles front for Ja-siden ved den kommende folkeafstemning, som formentlig vil blive afholdt samtidig med eller kort efter den britiske i marts 2006. Den skal sikre støtte fra de mange unionsskeptikere i alle lejre, men ikke mindst blandt socialdemokrater og folkesocialister. Og den skal sikre at SF ved urafstemningen i partiet i december i år bekræfter partiledelsens Ja til unionsforfatningen.

Den har intet med 'det nationale kompromis' fra 1993 at gøre - andet end at Holger K. Nielsen stadig fører kniven mod unionsmodstanden.
At den er udtryk for viljen til et nyt nationalt forræderi er derimod sikkert nok.

Unionspartierne er dybt bekymrede over muligheden for, at de danske unionsmodstandere endnu engang vinder en folkeafstemning. Det kan endnu engang blive en hårfin afgørelse, som ved et amerikansk præsidentvalg. Derfor er fælles fodslag blandt unionstilhængerne på trods af rivaliseringen om regeringstaburetterne af stor valgtaktisk betydning. Aftalen kan godt betegnes som en taktisk sejr for Fogh: med den sikrer han sig at unionen og folkeafstemningen ikke bliver et kabinetsspørgsmål. De borgerlige medier har først og fremmest fremstillet aftalen som en sejr for Holger K. Nielsen. Det er nærmest som om, at han har EU's skæbne i sine hænder, og har vetoret mod at det går helt skævt. Det er det glade vanvid.

Unionstilhængerne har lagt en langsigtet taktisk plan for at vinde folkeafstemningen. Det er hvad det handler om. På Folkebevægelsen mod EU's landsmøde i Århus sidste weekend sattes kampen mod unionsforfatningen i centrum fra nu og frem til afstemningen. Det bliver en hård og vanskelig kamp, fordi modstanden er oppe både mod en samlet politisk front, et stærkt propagandaapparat og stærke økonomiske interesser og ressourcer.

Modstanden har ingen penge, intet propagandaapparat og en næsten samlet folketingsfront imod sig, demokratisk skævvredet i forhold til den faktiske modstand i befolkningen.
Til gengæld forsvarer den det store flertals interesser, har sandheden og argumenterne på side, mange beslutsomme aktivister og den udbredte unionsmodstand i befolkningen i ryggen.

For tiden offentliggøres der meningsmålinger, der viser et stort flertal for unionstraktaten. De er vildledende. Danskerne kender endnu ikke indholdet af traktaten. EU's egne tal om modstanden i Danmark viser derimod, at et flertal af danskerne er imod dens indhold på alle afgørende punkter. Derfor består opgaven i høj grad i at gøre unionsforfatningens virkelige indhold og betydning klar for folk.

Det gælder om systematisk at gøre det klart arbejderne, dem på overførselsindkomster, de unge, osv., at denne traktat, der afløser alle tidligere EU-traktater og kommer til at stå over den gældende danske grundlov, betyder tilbageskridt for demokrati og for de sociale rettigheder, for løn- og arbejdsvilkår. Den EU-virkelighed, som eksisterer og som forfatningstraktaten afspejler, viser, hvis interesser den forsvarer: ikke folkenes, men monopolernes.

Den sætter udviklingen af supermagten EU på skinner. Den er nøglen til en genoprettelse af EU som global kolonimagt i det 21. århundrede, som allerede er i gang i praksis. Og den stadfæster monopolernes økonomiske doktrin - nyliberalismen - som den virkelige grundsten i deres 'Forenede Europa'.

I år 2010 skal EU være verdens stærkeste økonomi - og det skal ske direkte på bekostning af arbejderne og det store flertal, som skal betale for det i form af lønnedgang, højere arbejdstid, lavere pensionsalder og forringede sociale ydelser ('Agenda 2010').

Unionsforfatningen: det er den økonomiske, politiske og militære supermagt EU - Europas Forende Stater.
Når danskerne bliver klar over det, vil det også blive Nej ved folkeafstemningen.

Netavisen 4. november 2004