Strøtanker
Kommunistisk Politik
18, 2004
Strukturreformen,
gab!
Det er et af de mest søvndyssende ord, jeg kender.
Hvad kommer det mig ved, hvilke kommuner der slår sig sammen? Måske
er der virkelig nogle effektiviseringskroner at hente, så er det mon så
galt?
Jeg skriver det her, fordi det lige er gået op for mig, at DET
ER MEGET VÆRRE!
Herluf Bidstrup udstiller - meget aktuelt - på Arbejdermuseet frem til 28. marts 2005
Reformen
er så indviklet og indeholder i virkeligheden 100-vis af forskellige love,
så det er vanskeligt selv for byrådsmedlemmer og andre involverede
at gennemskue, hvad hensigten egentlig er. Det gør det lettere at begrænse
diskussionen til det, der er til at overskue: Hvor skal den fysiske grænse
gå?
De udvandede, misvisende og uklare meldinger i pressen skaber
ingen oplysning, kun ligegyldighed. Og det er også nødvendigt, hvis
ikke der skal rejse sig en folkestorm imod denne reform og alle de følgelove,
der understøtter dens gennemførelse.
Strukturreformen er
møntet på ikke bare endeligt at afskaffe, men også på
at forhindre genindførelsen af det såkaldte velfærdssamfund.
Liberalismen længe leve!
Strukturreformen præsenteres med en
bunke løgne pænt pakket ind. De målsætninger, der stilles
op og skal sælge reformen, er f.eks. En enkel og effektiv offentlig sektor
og Bedre service med uændrede skatter.
Virkeligheden er en
stram politisk styring af alle udgifter. Hver en lille detalje i de offentligt
ansattes arbejde skal registreres som en omkostning, og da det jo skal være
billigt, bliver handlinger valgt efter deres pris og ikke efter klienternes/borgernes,
altså vores behov. Den billigste og mindst tidskrævende (be)handling
skal vælges. I børnehaver, skoler, plejehjem, socialforvaltninger
osv.
Et sundhedsvæsen i verdensklasse med fri, lige og gratis
adgang
Når enhver indsats skal måles i penge, bliver det urentabelt
at behandle dem, der alligevel aldrig bliver raske nok til at arbejde, og tit
og ofte billigere bare at udskrive medicin i stedet for at stille en grundig diagnose
og billigere at omlægge behandlingerne til konsultationer i stedet for indlæggelser.
Når specialbehandlinger kun finder sted ét sted, bliver der mange,
der får lang vej til sygehuset med hyppige behandlinger uden betalt transport.
Desuden omdefineres det til stadighed, hvilke sygdomme der behandles gratis, og
hvilke ventelister der skal nedbringes. Det forebyggende arbejde kan slet ikke
betale sig. Det bliver noget, virksomhederne skal tage sig af.
Klart
ansvar og opgør med gråzoner
Det kan godt være, nogle
gråzoner forsvinder, men der kommer mange flere gråzoner til i den
nye struktur, mens ansvaret for helheden forsvinder med stærkt styrende
finanslove og detaljerede EU-direktiver. Når fælles kommunale selskaber
skal overtage ansvaret for de enkelte dele af det, der før var et kommunalt
anliggende, forflygtiges ansvaret, og grænserne kommer til at flyde for,
hvem der har ansvaret i konkrete sager vedrørende handicappede, sindslidende,
misbrugstilbud m.v. og for afløb, vandforsyning, vejvedligeholdelse, kollektiv
transport osv.
Bedre borgerbetjening - mindre bureaukrati og færre
skranker
Når skrankerne befinder sig på et kontor 50-100 km
væk, kan det godt være, de ikke er så synlige og ikke bliver
brugt så tit, men det giver i hvert fald ikke bedre borgerbetjening og mindre
bureaukrati.
Større borgerindflydelse og bedre nærdemokrati
På
hvad? I Odense kommune er kun 40 millioner af kommunens budget på 6 milliarder
til diskussion i kommunalbestyrelsen. Resten er fastlagt via finanslov og kommunallov
mv.
Dette er kun en lille kommentar til lovkomplekset, men jeg er i hvert fald helt sikker på én ting: Vi bevæger os IKKE i retning af et samfund, der varetager borgenes interesser, og hvad skal vi for resten så med et samfund?
Netavisen 12. september 2004