Leder
Kommunistisk Politik 15, 2004
Hvor
ville det være herligt hvis valgene i de borgerlige demokratier var virkelige
valg mellem reelle alternativer. At man f.eks. ville få en helt anden politik
med Lykketoft end med Fogh - og ikke bare forskellige udgaver af Unionens politik
og hvad der dikteres af 'venskabet' med USA-imperialismen.
Verden ville
afgjort blive et bedre sted, hvis demokraten John Kerry var et virkeligt alternativ
til republikaneren George W. Bush - en af den nyere tids største krigsforbrydere.
Hvis Kerry ville trække de amerikanske tropper ud af Irak og opgive
den såkaldte krig mod terror som et uhyrligt og fejlslagent projekt. Hvis
han ville føre en virkelig fredspolitik, stoppe det aggressive og folkemorderiske
zionistiske Israel og støtte at palæstinenserne får deres stat
og alle deres legitime rettigheder. Og hvis
Ja - hvis og hvis.
Tingene ville blive meget lettere, hvis vi blot kunne sige Ud med Bush og Ind
med Kerry! Vi må nøjes med at sige Ud med Bush! Kerry og hans politik
fortjener ingen støtte. Desværre er denne nu bekendt - og den adskiller
sig ikke grundlæggende fra Bush-regeringens. Som Stephen Zunes, professor
i politik ved San Franciscos Universitet siger om USA og Irak: 'Hvis Bush er
blind, så er Kerry i bedste fald nærsynet.'
For det demokratiske
parti vil ikke trække de amerikanske tropper ud af Irak med det samme -
det vil tværtimod sende flere soldater til landet. Vietnam-veteranen Kerry
vil vinde præsidentvalget på at være bedre til føre krig
end Bush. 'Demokratisk' krig, så at sige. Han vil også være
bedre til at vinde krigen mod terror, erklærer han - ikke ved at afslutte
den, men ved at føre den klogere og mere effektivt.
Sharons Israel
har en solid støtte i John Kerry. Han er for apartheidmuren og går
åbent imod afgørelsen fra Den internationale Domstol i Haag om, at
den skal rives ned - og imod FNs generalforsamling. Det er den samme Kerry, som
siger, at han vil genoprette respekten for de internationale organer, styrke forholdet
til USA's allierede og sikre, at international ret kommer i højsædet.
Det gigantiske medieshow, kaldet det demokratiske partikonvent, har nu
for alvor skudt en langtrukken valgkamp (som allerede har kostet hundreder af
millioner af dollars) i gang. Forløber tingene som 'normalt' vil det amerikanske
præsidentvalg stå øverst på den internationale dagsorden
næsten i et halvt år. Det plejer i øvrigt ikke at være
så galt: den siddende præsident plejer at have for travlt med at sikre
sig (eller snyde sig til) genvalg, at det er sjældent, at han når
at lave de helt store ulykker på den internationale arena i den periode.
Det
bliver alle tiders dyreste præsidentvalg. Bush har større midler
til rådighed til sit genvalg end nogen tidligere præsident. Der er
tilflydt enorme midler til ham, ikke mindst fra den våbenindustri, han så
omhyggeligt har forkælet. Når regnskaberne engang gennemgås,
vil man også finde bidragene fra APMøller-Maersk. Men også
Kerry har store summer til sin rådighed - og ikke bare sin milliardærkone
der ejer ketchup-giganten Heinz. Også George Soros og mange andre superkapitalister
ønsker Bush skiftet ud.
På den amerikanske venstrefløj
eksisterer en udbredt frygt for, at også dette præsidentvalg vil blive
kuppet. Værre endnu: at det vil blive suspenderet efter et nyt terrorangreb
(CIA har advaret om et nyt 9/11!), at Bush-regeringen vil indføre undtagelsestilstand
og oprette en regulær politistat - et fascistisk
kup American Style. Den frygter også, at Kerry og demokraterne
kan være indforståede. Hvem vil i dag kunne afvise, at det er en mulighed?
Den
96-årige 'demokratiske' reformøkonom John
Kenneth Galbraith har i en nylig artikel måttet gøre en bitter
status:
"Civilisationen har gjort store fremskridt igennem århundrederne
indenfor videnskab, sundhed, kunst og størstedelen, om ikke al økonomisk
velstand. Men den har også medført en priviligeret stilling for udvikling
af våben og truslen om krig og krigens realitet. Massemyrderier er blevet
den ultimative civiliserede præstation".
Det er de moderne
korporationer, det militær-industrielle kompleks, der styrer udviklingen
- og de to store amerikanske partier, siger Galbraith. Han undgår det helt
præcise ord: imperialismen.
Netavisen 29. juli 2004