Leder
Kommunistisk Politik 13,
2004
EU-parlamentsvalget
er overstået, stemmerne er talt op, mandater og diæter ved at være
fordelt. Valgkommentarerne er afleveret - for at forstørre en fremgang
eller skjule et nederlag. At projekt monopolernes Europa i realiteten befinder
sig i en dyb krise - uden folkelig opbakning - forties af de fleste.
Artsfæller
søger sammen: Parlamentarikerne bænker sig i deres EU-grupper. Venstre
og De Radikale er i samme europæiske parti (ELDR). De konservative sidder
i gruppen af kristendemokrater (EPP/ED), parlamentets største. Dansk Folkeparti
er med i UEN-gruppen ('Nationernes Europa'-gruppen). Junibevægelsen i EDD
('Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa). Og både SF og
Folkebevægelsen mod EU er med i GUE/NGL (European United Left/Nordic Green
Left). Ingen danske partier er tilsluttet EU-parlamentets 'Grønne' gruppe.
Denne EU-parti-virkelighed var ikke noget tema i en valgkamp, der ikke
havde nogen temaer - og slet ikke handlede om EU eller EU-virkelighed.
Unionsforfatningen
er EU-virkelighed. Den kan også meget hurtigt blive dansk. Allerede inden
dette blad når abonnenterne. EU-topmødet den 17-(19) juni vil blive
en 'succes': regeringslederne er allerede på forhånd enige om, at
nu skal traktaten over alle EU-traktater (og over den danske grundlov og
de øvrige nationale forfatninger) afskibes i enighed. En ny fiasko som
i Rom i december vil ikke blive tolereret. Det irske formandskab har lagt op til
konkrete kompromisser omkring uenighederne, som topmødet ventes at følge.
Det folketomme monopolprojekt skal køre videre i fulde omdrejninger.
I
den danske valgkamp var der et par af partierne, der meddelte at de endnu ikke
kunne tage stilling til unionsforfatningen, uden at kende den endelige tekst.
Det er latterligt. Dens hovedlinjer er urokkede, og selv de detaljer, der måtte
blive ændret i forhold til det sidste udkast, er velkendte.
Den kan
beskrives i få ord: Det er et dokument, der skal fremme opbygningen af en
europæisk imperialistisk supermagt med markedsøkonomi og nyliberalisme
indskrevet som urokkelig økonomisk doktrin i grundlaget.
Det er ikke
så vanskeligt at tage stilling til - for eller imod - afhængigt af
hvilken klasse man tilhører.
Bliver forfatningen tiltrådt af regeringslederne, venter der en lang og (for unionspolitikerne) vanskelig proces for at få den endeligt ratificeret af de enkelte lande. I en hel stribe lande er der allerede besluttet folkeafstemninger, heriblandt det særdeles EU-reserverede UK. Hvor mange lande, der skal stemmes, er endnu ikke afgjort. Svenskerne f.eks. synes de skal stemme, men det synes deres regering ikke.
I Danmark er der ingen vej uden om en afstemning, som sikkert kommer i 2005, hvor
der i forvejen skal ligge folketings- og kommunalvalg (hvis ikke et folketingsvalg
kommer før).
Det kan til gengæld blive den eneste afstemning om
den. Hvis forfatningen vedtages, kan EU selv ændre den fremover uden folkeafstemninger.
Hvad der måtte mangle i teksten for den endelige superstat kan indføjes
uden at spørge de nationale parlamenter eller befolkningerne.
Det
er en vigtig situation for den danske EU-modstand, som til trods for en massiv
kampagne for at eliminere den ved parlamentsvalget, og trods tilbagegang, lever
endnu - og er indstillet på for tredje gang at sikre et dansk nej til en
reaktionær traktat og mere union.
EU-projektet er notorisk skrøbeligt,
og der vil i løbet af den proces, som nu sættes i gang, blive skabt
mulighed for at Danmark kan gå en anden vej end unionsvejen: vejen ud af
supermagts- og superstatsprojektet.
Men det vil også stille store
krav til den konsekvente modstand for at en sådan situation kan blive en
realitet. Først og fremmest må det sikres, at der stemmes efter klasselinjer,
efter virkelige interesser. Et klart flertal i befolkningen - med arbejderklassen
som den afgørende del - har interesse i at unionsforfatningen bliver forkastet,
og at Danmark bevæger sig ad nye veje.
Det er kun et gennemslag for en
sådan forståelse, der vil kunne sikre et solidt, perspektivrigt nej.
Netavisen 17. juni 2004