Leder
Kommunistisk Politik 12, 2004
Fogh-regeringen
fører krig udadtil og klassekrig indadtil. De to ting er forbundne, og
sker i nyliberalismens hellige navn - et andet ord for fremtidssikring af de kapitalistiske
profitter.
Blandt ofrene for den indre krig er sociale og demokratiske
rettigheder. Det er også arbejdspladser i titusindvis.
Alt hvad Fogh-regeringen
gør, gør den officielt 'for borgernes skyld', for at sikre, at der
er 'råd til velfærd - også i fremtiden'. Den baserer tilmed
sine prognoser og sin politik på en forudsætning, der hedder, at der
vil være mangel på arbejdskraft. Det er et påskud for at indføre
beskæringer og stramninger over for den ene og den anden befolkningsgruppe
- ikke mindst folk på overførselsindkomster.
Men Fogh-regeringen
er den største jobslagter-regering, Danmark har haft i de sidste mange
årtier. Under den har antallet af industriarbejdspladser sat en historisk
bundrekord. Og det er bare en (til dels uønsket) begyndelse. Dens virkelige
mål er at foretage den største massakre på den offentlige sektor,
der nogensinde er set i Danmark.
Midlet hertil er den 'kommunalreform' - eller
'strukturreform' - som Fogh og hans talebaner er lige så besluttede på
at gennemføre inden sommerferien, som de er besluttede på at lade
de danske tropper blive i Irak, til USA er drevet ud.
'Strukturreformen'
af hele den offentlige sektor er Foghs vej til den minimalstat, han proklamerede
som sit program for mange år siden, inspireret af de mest reaktionære
kapitalistiske ideologer, han kunne finde: de amerikanske neokonservative, som
siden er kommet om ikke til ære og værdighed, så til toppen
af den politiske magt.
Foghs minimalstat er ikke en svag stat - det er
en militariseret politistat - men hans fremtidige Danmark har ikke plads til en
veludbygget eller velfungerende offentlig sektor. Titusinder af jobs skal skæres
væk - hvert år. Det er planen. Det vigtigste middel dertil er privatiseringer
og udliciteringer, som skal overdrage de offentlige opgaver på alle felter
til private firmaer. I øvrigt nøjagtig som den neoliberale mastodont,
som hedder Den Europæiske Union, forlanger det.
Der kan selvfølgelig
ikke præcist forudsiges, hvor mange arbejdspladser, der i sidste end vil
gå tabt ved at offentlige overføres til private. Det vil formentlig
løbe op i hundredtusinder, hvis processen føres igennem over en
længere årrække.
Det vil betyde profitsikring og profitforøgelse
- men også pres på de arbejdende, opskruet arbejdstempo, forringede
arbejdsforhold, øget konkurrence om jobs'ene - og en stadig voksende
permanent arbejdsløshedshær.
Ved udgangen af 2003 var
der 377.400 jobs i industrien, viser nye tal fra Danmarks Statistisk. Dermed er
antallet af industriarbejdspladser lavere end på noget tidspunkt siden 2.
verdenskrig, I midten af 70erne var beskæftigelsen i industrien helt oppe
på 610.000 personer. Med det nye dyk i beskæftigelsen i industrien
er tidligere lavpunkter med de såkaldte oliekriser i 70erne og bundproppen
i 80erne blevet visket ud. Der har i de seneste generationer ikke været
færre industriarbejdspladser end der er nu.
Den væsentligste
årsag til nedlæggelsen af danske industriarbejdspladser er udflagningen,
den imperialistiske globalisering. Titusinder af arbejdspladser er blevet nedlagt
i Danmark, mens danske firmaer har oprettet arbejdspladser i andre lande, hvor
arbejdskraften er billigere.
Også andre faktorer spiller ind - rationalisering,
mere effektivt maskineri og udstyr, som øger produktiviteten og slagter
arbejdspladserne. Det er, for at være fair, ikke bare Foghs politik, selvom
den fremmer processen, ligesom Nyrups gjorde det.
Når der nu sættes
en historisk bundrekord hænger det også sammen med den akutte økonomiske
krise, der for alvor ramte Danmark i 2003, og som er fortsat ind i 2004. Men tallene
taler deres tydelige sprog: den langsigtede tendens har været og er en nedlæggelse
af industriarbejdspladserne i Danmark.
Hen ved 235.000 jobs er forsvundet
siden højdepunktet i 70erne. Det er omkring 60 procent af det nuværende
antal, og et tempo som minder om raseringen af de mindre brug på landet.
Den
offentlige sektor er til gengæld vokset i samme periode, hvad der i nogen
grad har kompenseret for tilbagegangen i industrien.
Nu skal den slankes til
en ny historisk bundrekord.
Er der logik i det? Der er masser af logik.
Kapitalistisk logik. Profittens asociale logik, som det store flertal betaler
for og til.
Netavisen 4. juni 2004