Den store jobslagtning

Leder
Kommunistisk Politik 12, 2004

Fogh-regeringen fører krig udadtil og klassekrig indadtil. De to ting er forbundne, og sker i nyliberalismens hellige navn - et andet ord for fremtidssikring af de kapitalistiske profitter.

Blandt ofrene for den indre krig er sociale og demokratiske rettigheder. Det er også arbejdspladser i titusindvis.
Alt hvad Fogh-regeringen gør, gør den officielt 'for borgernes skyld', for at sikre, at der er 'råd til velfærd - også i fremtiden'. Den baserer tilmed sine prognoser og sin politik på en forudsætning, der hedder, at der vil være mangel på arbejdskraft. Det er et påskud for at indføre beskæringer og stramninger over for den ene og den anden befolkningsgruppe - ikke mindst folk på overførselsindkomster.

Men Fogh-regeringen er den største jobslagter-regering, Danmark har haft i de sidste mange årtier. Under den har antallet af industriarbejdspladser sat en historisk bundrekord. Og det er bare en (til dels uønsket) begyndelse. Dens virkelige mål er at foretage den største massakre på den offentlige sektor, der nogensinde er set i Danmark.
Midlet hertil er den 'kommunalreform' - eller 'strukturreform' - som Fogh og hans talebaner er lige så besluttede på at gennemføre inden sommerferien, som de er besluttede på at lade de danske tropper blive i Irak, til USA er drevet ud.

'Strukturreformen' af hele den offentlige sektor er Foghs vej til den minimalstat, han proklamerede som sit program for mange år siden, inspireret af de mest reaktionære kapitalistiske ideologer, han kunne finde: de amerikanske neokonservative, som siden er kommet om ikke til ære og værdighed, så til toppen af den politiske magt.

Foghs minimalstat er ikke en svag stat - det er en militariseret politistat - men hans fremtidige Danmark har ikke plads til en veludbygget eller velfungerende offentlig sektor. Titusinder af jobs skal skæres væk - hvert år. Det er planen. Det vigtigste middel dertil er privatiseringer og udliciteringer, som skal overdrage de offentlige opgaver på alle felter til private firmaer. I øvrigt nøjagtig som den neoliberale mastodont, som hedder Den Europæiske Union, forlanger det.

Der kan selvfølgelig ikke præcist forudsiges, hvor mange arbejdspladser, der i sidste end vil gå tabt ved at offentlige overføres til private. Det vil formentlig løbe op i hundredtusinder, hvis processen føres igennem over en længere årrække.

Det vil betyde profitsikring og profitforøgelse - men også pres på de arbejdende, opskruet arbejdstempo, forringede arbejdsforhold, øget konkurrence om jobs'ene - og en stadig voksende permanent arbejdsløshedshær.

Ved udgangen af 2003 var der 377.400 jobs i industrien, viser nye tal fra Danmarks Statistisk. Dermed er antallet af industriarbejdspladser lavere end på noget tidspunkt siden 2. verdenskrig, I midten af 70erne var beskæftigelsen i industrien helt oppe på 610.000 personer. Med det nye dyk i beskæftigelsen i industrien er tidligere lavpunkter med de såkaldte oliekriser i 70erne og bundproppen i 80erne blevet visket ud. Der har i de seneste generationer ikke været færre industriarbejdspladser end der er nu.

Den væsentligste årsag til nedlæggelsen af danske industriarbejdspladser er udflagningen, den imperialistiske globalisering. Titusinder af arbejdspladser er blevet nedlagt i Danmark, mens danske firmaer har oprettet arbejdspladser i andre lande, hvor arbejdskraften er billigere.

Også andre faktorer spiller ind - rationalisering, mere effektivt maskineri og udstyr, som øger produktiviteten og slagter arbejdspladserne. Det er, for at være fair, ikke bare Foghs politik, selvom den fremmer processen, ligesom Nyrups gjorde det.

Når der nu sættes en historisk bundrekord hænger det også sammen med den akutte økonomiske krise, der for alvor ramte Danmark i 2003, og som er fortsat ind i 2004. Men tallene taler deres tydelige sprog: den langsigtede tendens har været og er en nedlæggelse af industriarbejdspladserne i Danmark.
Hen ved 235.000 jobs er forsvundet siden højdepunktet i 70erne. Det er omkring 60 procent af det nuværende antal, og et tempo som minder om raseringen af de mindre brug på landet.

Den offentlige sektor er til gengæld vokset i samme periode, hvad der i nogen grad har kompenseret for tilbagegangen i industrien.
Nu skal den slankes til en ny historisk bundrekord.

Er der logik i det? Der er masser af logik. Kapitalistisk logik. Profittens asociale logik, som det store flertal betaler for og til.

Netavisen 4. juni 2004