Leder
Kommunistisk Politik 9, 2004
Avisen
International Herald Tribune har bragt en ikke specielt flatterende artikel
om den danske statsminister: 'Endnu
en regeringsleder, der bliver kogt i den irakiske suppegryde', hedder den
(20.04). Anders Foghs situation bedømt af international avis:
'Transatlantiker,
gæst i Det Hvide Hus, den første ikke-socialistiske leder i sit land
i næsten et årti, krigsførende i Irak med 510 kamptropper,
et lommeslagskib og ubåd i den amerikansk-ledte krig - som Tony Blair i
UK eller hans kolleger i Polen er Rasmussen i svare vanskeligheder'.
Den
fyrede FE-major Frank Grevil trådte frem som 'whisteblower' - som manden
der lækkede de officielle hemmeligheder - og sagen tvang regeringen til
(i beskåret form) at offentliggøre efterretningsrapporterne op til
Irak-krigens udbrud.
Offentliggørelsen viste to ting:
At Fogh
løj uhæmmet, da han påstod, at 'det er ikke noget vi tror,
vi ved, at Saddam Hussein besidder masseødelæggelsesvåben'.
Og
at Forsvarets Efterretningstjeneste tog eklatant fejl, da væsenet påstod,
at Saddam Hussein sandsynligvis besad kemiske og bakteriologiske våben og
kapacitet til at fremføre dem.
Statsministeren løj, og efterretningstjenesten
viderekolporterede løgne fra sine kilder, de allierede efterretningstjenester.
Det
hele er en særdeles pinlig affære for dem begge - for en halvlammet
regering og for et væsen, der trives bedst i skyggerne. De har sendt spionen
ud i kulden, men er selv kommet i den varme gryde.
Det er alt sammen rigtig
underholdende. Men spørgsmålet om hvilket løgnegrundlag Fogh
og Co. sendte Danmark i krig på kan let komme til at overskygge et andet
nok så relevant og ulige mere aktuelt spørgsmål - nemlig Hvad
pokker laver de danske tropper i Irak nu?
Det irakiske folk har med
sin opstand i april fået verden til at forstå, at besættelsesmagten
er uønsket i Irak og vil blive bekæmpet, indtil den er væk.
Uanset knusende militær overlegenhed vil krigskoalitionen ikke kunne sejre
mod et folk, der slås med bare næver og primitive våben, fordi
de kæmper for deres ret, for frihed og uafhængighed.
Irakerne
finder sig ikke i at være besat - uanset alle besættelsesmagtens fraser
og løfter.
De er gået fra passiv modstand til aktiv modstandskamp.
Det burde være til at forstå også for en statsminister, der
har erklæret sig som beundrer af den danske modstand mod en anden besættelsesmagt.
Men
Fogh holder ikke op med at lyve. Det er nærmest blevet til en besættelse
hos ham. Han bliver ved med at lade som om de danske kamptropper ikke deltager
i den amerikanske terror mod irakerne, men hjælper med 'demokrati' og 'genopbygning'.
Han
var med fra krigens start, en af de få trofaste Bush-allierede, som var
parat til at ofre ungt dansk blod fra begyndelsen - og vil blive ved til det endelige
nederlag, hvis det står til ham.
Da krigen officielt blev erklæret
for afsluttet for næsten et år siden, sendte mange lande kontingenter
til besættelsen, i den ene eller anden 'militære' eller 'humanitære'
funktion - hvad der kommer ud på ét.
Nu er besættelseskoalitionen
ved at smuldre. Spanien har forladt den. Honduras, Den Dominikanske Republik,
Nicaragua følger efter. Polen, Norge, Thailand planlægger deres exit.
Andre tilbagekalder deres løfter om deltagelse.
Aggressionskrig er
krigsforbrydelse efter international ret. Aggressorer og ulovlige besættere
er pligtige til at betale krigsskadeserstatninger, efter samme internationale
ret.
Vi bør ikke diskutere, om Fogh er en løgner - det véd
vi - men hvordan han straffes efter international ret. Vi bør diskutere,
at Danmark skal betale for de skader, vi har påført Irak gennem en
tøjlesløs krig. Især bør vi LIGE NU sørge for,
at Danmark følger de andre lande ud af Irak, og trækker soldaterne
hjem. Bidrage hvad vi kan til at bringe besættelsen til ophør.
Alle
progressive kræfter, venstrekræfterne, de intellektuelle, har endnu
en pligt: åbent at udtrykke støtte til den retfærdige og
legitime irakiske modstandskamp!
Netavisen 22. april 2004