Leder
Kommunistisk Politik
4, 2004
Den amerikanske præsident er i strid modvind på grund af Irak-krigen og sin brutale krigsførelse mod USA's fattige, parret med uhæmmet forkælelse af de rigeste. David Kays konstatering af, at der ikke er masseødelæggelsesvåben i Irak - og at USA er i krig på baggrund af løgn og bedrag - har fået opinionstallene til at styrtdykke. Det har samtidig opmuntret modpartiets kandidater til at kritisere den amerikanske krigsførelse.
Bush's triumferende sejrserklæringer
vender sig nu imod ham.
Modstanden mod Irak-krigen har nu tvunget ham til at
foranstalte en undersøgelse af efterretningsmaterialet op til Irak-krigen
- men lige som Blair og Fogh vil han ikke undersøge det politiske grundlag
for krigen. Derfor ses dette skridt simpelthen som en taktisk manøvre.
Og
ifølge en gallup-undersøgelse og andre målinger står
Bush nu til at tabe præsidentposten. Den demokratiske favoritkandidat John
Kerry står til 53 pct. af stemmerne, Bush til 46 - eller deromkring.
For
nylig vågnede USA op til en ny 'terror-trussel' af samme slags, som Bush-administrationen
så flittigt har fremmanet for at skræmme amerikanerne til lydig opbakning.
bag sig. Denne gang var det giftstoffet ricin - et stof der er er 6000 gange mere
giftigt end cyanid - som blev fundet i den amerikanske kongres. Ingen var blevet
forgiftet. For et par år siden holdt den såkaldte Anthrax-trussel
landet i en permanent tilstand af terrorlammelse. Denne gang var der ingen, der
lod sig berøre.
Det demokratiske parti havde ellers betragtet Bush
som urørlig. Hillary Clinton har af den grund udsat sit kandidatur til
næste valg igen. Det har bragt nogle ikke særlig kendte demokrater
ind i kapløbet om at blive nomineret- som John Kerry, Howard Dean og John
Edwards - på banen. Det som er hovedspørgsmålet er ikke hvem
det er, eller hvilken politik, de står for i øvrigt. Hvad der optager
USA og resten af verden er noget andet: Hvem kan slå Bush?
Hadet
til Bush har rejst sig og tager form af noget, der ligner en flodbølge:
den folkelige modstand mod hans 'permanente krig mod terror', mod Irak-krigen
- og hans økonomiske politik, som forgylder monopolerne, krigsindustrien
og dollarmilliardærerne. Bush's rustningspolitik finansieres med et rekordstort
budgetunderskud. Arbejdsløsheden er større end i de seneste ti år,
og det højtopreklamerede økonomiske opsving viser sig ikke i form
af nye arbejdspladser. Bush er mere end sårbar over for angreb på
hans økonomiske politik.
- Vi er på vej tilbage til 1980'erne,
da de (Ronald Reagan og Co, KP) gravede et kæmpestort hul i statskassen,
siger John Kerry.
John Kerry - 'dekoreret Vietnamveteran' (som reklamesloganet
lyder) og senator fra Massachusetts - har lagt sig på en solid førerposition
blandt demokraterne.
Hvem er så denne Kerry?
Det er ubestrideligt
at han som ung officer i Vietnam gjorde sig til talsmand for at USA skulle trække
sig ud. Han får varm støtte fra Edward Kennedy. Men han stemte også
for den resolution, som bemyndigede Bush til at gå i krig. Nu siger han,
at han blev fuppet af Bush, og troede at autorisationen ikke skulle bruges til
krig, men til at lægge pres på Irak.
- Der er ingen tvivl
om, at vi må afvæbne Saddam Hussein … Saddam Husseins trussel
med masseødelæggelsesvåben er reel, sagde han den 23. januar
2003, kort før krigen.
Han vil nu trække USA ud af hængedyndet
i Irak vil at overdrage besættelsesmyndigheden til FN - til en koalition
af imperialistmagter.
Både George Bush og John Kerry er fra Yale-universitet
og medlemmer af den samme bizarre loge - kaldet Skulls&Bones - et af
USA's mest indflydelsesrige 'old boys'-netværk med 800 medlemmer, de fleste
på nøgleposter i samfundet.
Lige nu er den slags detaljer ligegyldige
for mange amerikanere. De vil simpelthen af med Bush - og John Kerry kan måske
få ham væk.
Der skulle en 11. september til at give Bush en
vis folkelig opbakning - som han brugte til at føre USA og verden ud i
en uendelig 'krig mod terror' og i aggressionskrige mod først Afghanistan
og siden Irak.
Han får brug for noget der ligner - eller overtrumfer
det - for at kunne blive siddende.
Se også
I
folketinget - og udenfor
Kommentar KP 4, 2004
Netavisen 12. februar 2004